L 52 Forslag til lov om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v. og lov om Det Centrale Personregister.

(Styrkelse af passikkerheden m.v.).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 09-12-2021

Afgivet: 09-12-2021

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. december 2021

20211_l52_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. december 2021

1. Ændringforslag

Der er stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget. Venstres medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget, justitsministeren har stillet ændringsforslag nr. 2, 4 og 5, og Dansk Folkeparti har stillet ændringsforslag nr. 3.

2. Indstillinger

Udvalget vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.

Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL, FG, IA, SIU og Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)) indstiller det under A og det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 3 stillet af DF til det under A nævnte lovforslag.

Et mindretal i udvalget (V, KF og NB) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 3 stillet af DF til det under A nævnte lovforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det af justitsministeren stillede ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag.

Et andet mindretal i udvalget (DF) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det af justitsministeren stillede ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag.

Liberal Alliance, Alternativet, Kristendemokraterne, Sambandsflokkurin og Javnaöarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget finder det positivt, at man med lovforslaget styrker passikkerheden i højere grad og begrænser den kriminelles brug af det danske pas. Hvert år forsvinder tusindvis af danske pas, og danske pas er en eftertragtet handelsvare blandt organiserede kriminelle. Det skal der gøres noget ved. Venstre er enig med regeringen i, at der er behov for at indskærpe pligten for den enkelte til at opbevare sit pas omhyggeligt. Med lovforslaget fordobles taksten for fornyelse af pas ved de danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet, hvis passet er bortkommet eller ødelagt og indehaveren derfor ikke kan fremvise et gyldigt eller udløbet pas. Venstre mener, at det er både rimeligt og fornuftigt, at man rammes på pengepungen, hvis man f.eks. smider sit pas væk.

Venstre noterer, at ændringen sker i forlængelse af den ændring af pasloven, som er gennemført, så der gælder samme praksis ved bortkomne pas, hvad enten man skal have nyt pas i udlandet eller udstedt nyt pas ved danske myndigheder her i landet. For så vidt angår betegnelsen Palæstina kan Venstre ikke acceptere den, da det hverken er et egentligt selvstyreområde eller en anerkendt nation.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at Dansk Folkeparti gerne havde set, at der gjaldt et undtagelsesfrit krav om personligt fremmøde for udlevering af nyt pas. Dansk Folkeparti medgiver, at der i helt særlige tilfælde kan være behov for, at en anden person kan afhente pas på vegne af den person, der har ansøgt om pas. Dansk Folkeparti understreger dog, at den helt klare hovedregel bør være, at der skal ske personligt fremmøde ved udlevering af nyt pas og opfordrer til, at der udvises stor tilbageholdenhed med at anvende undtagelsesmuligheden, samtidig med at myndighederne bør være ekstra opmærksomme på, at den fornødne legitimation m.v. er i orden i disse tilfælde, hvor en anden person afhenter pas på vegne af den person, der har ansøgt om nyt pas. Derudover opfordrer Dansk Folkeparti til, at ministeren inddrager Retsudvalget i den efterfølgende udmøntning i pasbekendtgørelsen, og at denne inddragelse sker, før bekendtgørelsen sendes i offentlig høring.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (V), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v. (Styrkelse af passikkerheden m.v.)« omfattende §§ 1, 3 og 4.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Palæstina, Gaza, Vestbredden og Østjerusalem som fødselsregistreringssted i CPR)« omfattende § 2, § 3, stk. 1, og § 4.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Til § 1

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

2) I nr. 1 ændres »statsborger« til: »statsborgere«.

[Sproglig korrektion]

Af et mindretal (DF):

3) I den under nr. 5 foreslåede § 1 b ændres i stk. 1 »de sidste fem år« til: »de sidste 10 år«.

[Ændring af tidsperioden]

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

4) I nr. 10 ændres »står nævnt« til: »er nævnt«.

[Sproglig korrektion]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Til § 2

5) I nr. 1 ændres i den indledende tekst »1. pkt.« til: »2. pkt.«

[Lovteknisk ændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at lovforslaget deles op i to separate lovforslag, således at der kan stemmes om delen om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v. for sig og delen om, at borgere kan få anført Palæstina, Gaza, Vestbredden eller Østjerusalem som fødested i CPR og dermed i passet for sig.

Til nr. 2

Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om pas til danske statsborgere, jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 19. januar 2017, med senere ændringer (pasloven), at justitsministeren fastsætter de nærmere regler for udstedelse af pas til danske statsborgere. Justitsministeren kan i forbindelse med henlæggelse af opgaver til politiet efter pasloven fastsætte regler om, hvilken myndighed inden for politiet der varetager de pågældende opgaver. Det foreslås i paslovens § 1, stk. 2, 1. pkt., at indsætte efter »statsborger«: », der opholder sig her i landet«.

Den foreslåede ændring af paslovens § 1, stk. 2, 1. pkt., tilsigter at tydeliggøre forskellen på paslovens § 1, stk. 2, 1. pkt., og den foreslåede bestemmelse i paslovens § 1, stk. 2, 2. pkt.

Med ændringsforslaget foreslås det at ændre »statsborger« til: »statsborgere«.

Ændringsforslaget er således alene en sproglig korrektion af den foreslåede ændring i paslovens § 1, stk. 2, 1. pkt.

Til nr. 3

Med forslaget foreslås det, at en ansøgning om udstedelse af pas til en dansk statsborger skal afvises, hvis der inden for de sidste 10 år forud for tidspunktet for ansøgningen er udstedt tre pas til ansøgeren, idet den foreslåede justering efter forslagsstillernes vurdering skaber den bedste balance mellem at sikre pasindehaverens agtpågivenhed uden samtidig at ramme almindelige borgere uforholdsmæssigt hårdt.

Til nr. 4

I paslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., som efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt bliver 3. pkt., forslås det at ændre »i begge tilfælde« til: »i de tilfælde, der står nævnt i stk. 1, nr. 4-7«.

Med ændringsforslaget foreslås det, at ændre »står nævnt« til: »er nævnt«.

Ændringsforslaget er således alene en sproglig korrektion af den foreslåede ændring i paslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., som efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt bliver 3. pkt.

Til nr. 5

Efter § 4, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister (CPR-loven) registreres enhver med et personnummer tildelt efter lovens § 3, stk. 1 eller 2, eller regler udstedt i medfør af § 3, stk. 9, med de oplysninger, der er anført i bilag 1 til loven, som fastlægger dataindholdet i CPR og har status af lov. For så vidt angår registrering af fødested i CPR, er det bestemt således i bilag 1, nr. 4:

»Fødselsregistreringsoplysninger: Fødselsregistreringssted, dvs. aktuelle navn for sogn eller fødeland, eventuel verdensdel, hvor registrerede oplysninger findes, samt fødselsdato og køn. Tidligere fødselsregistreringsoplysninger bevares i CPR (historisk).«

I lovforslagets § 2 foreslås det, at der i bilag 1, nr. 4, efter 1. pkt. som nyt punktum indsættes: »Palæstina, Gaza, Vestbredden og Østjerusalem kan anføres som fødselsregistreringssted i CPR, hvis fødselsregistreringsoplysningerne findes der.«

Da kolon har punktumvirkning og den foreslåede ændring af CPR-lovens bilag 4, nr. 1, foreslås indsat efter det næste punktum i bilag 1, nr. 4, foreslås det med ændringsforslaget i lovforslagets § 2, nr. 1, at ændre »1. pkt.« til: »2. pkt.«. Ændringsforslaget er således alene en lovteknisk korrektion af den foreslåede ændring i CPR-lovens bilag 1, nr. 4.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. oktober 2021 og var til 1. behandling den 9. november 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 26. august 2021 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 409 (folketingsåret 2020-21). Den 3. november 2021 sendte justitsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 7 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret undtagen spørgsmål 7, som forventes besvaret forud for 2. behandling af lovforslaget.

Kasper Sand Kjær (S) Jeppe Bruus (S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Rasmus Stoklund (S) Annette Lind (S) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Samira Nawa (RV) nfmd. Susan Kronborg (RV) Rosa Lund (EL) Søren Søndergaard (EL) Aaja Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Leif Lahn Jensen (S) Sikandar Siddique (FG) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V) Anne Rasmussen (V) Karsten Lauritzen (V) Morten Dahlin (V) fmd. Michael Aastrup Jensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Skaarup (DF) Karina Adsbøl (DF) Marcus Knuth (KF) Britt Bager (KF) Pernille Vermund (NB) Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)

Liberal Alliance, Alternativet, Kristendemokraterne, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)12
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (FG)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5