L 43 Forslag til lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.

Af: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-10-2021

Fremsættelse: 07-10-2021

Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2021)

20211_l43_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2021)

Udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.

(Lovforslag nr. L 43)

Formålet med lovforslaget er at tilvejebringe et særligt og midlertidigt toårigt opholdsgrundlag for personer, der på forskellig vis i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., og deres medfølgende familier, så de pågældende under deres ophold i Danmark sikres de bedst mulige forudsætninger for hurtigt og effektivt at kunne fortsætte deres liv og aktivt blive en del af det danske samfund - i stedet for at blive henvist til at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingeloven, f.eks. asyl, hvilket vil kunne betyde, at de pågældende vil skulle opholde sig i Danmark i en længere periode uden et egentligt opholdsgrundlag.

Med lovforslaget skabes det retlige grundlag for, at de pågældende og deres medfølgende familie efter ansøgning, der som udgangspunkt skal være indgivet senest den 24. november 2021, kan meddeles opholdstilladelse af to års varighed i Danmark. Opholdsgrundlaget vil kun være midlertidigt, og der vil ved udløbet af de to år ikke være mulighed for at få opholdstilladelsen forlænget.

De pågældende vil under deres ophold imidlertid have mulighed for at søge om asyl, ligesom det med lovforslaget sikres, at de pågældende vil kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens øvrige regler, mens de kan fortsætte deres liv og aktivt tage del i det danske samfund.

Meddelelse af opholdstilladelse efter lovforslaget vil således betyde, at de pågældende vil have mulighed for at arbejde samt have adgang til undervisning og uddannelse under deres ophold. Ligesom de pågældende efter lovforslaget vil blive omfattet af integrationslovens regler om bl.a. integrationsindsats og boligplacering, der dels sikrer forudsætningerne for, at de pågældende kan deltage i og bidrage til det danske samfund, og dels sikrer en hensigtsmæssig geografisk fordeling af de pågældende.

Lovforslaget indebærer endvidere, at de udlændinge, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder mv., vil have adgang til familiesammenføring med nærtstående familiemedlemmer, f.eks. hvis disse ikke er blevet evakueret i forbindelse med den danske evakueringsindsats.

Herudover indebærer lovforslaget, at udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter lovforslaget, vil blive omfattet af såvel repatrieringslovens som hjemrejselovens regler, og de pågældende vil således have adgang til at søge om økonomisk støtte fra den danske stat i form af enten hjemrejse- eller repatrieringsstøtte, ligesom de bl.a. vil have pligt til at udrejse ved opholdstilladelsens ophør.

Udlændinge omfattet af lovforslaget vil endvidere i vid udstrækning være omfattet af udlændingelovens regler og dermed være omfattet af de samme regler, som gælder for alle andre udlændinge, der opholder sig i Danmark.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.