L 31 Forslag til lov om ændring af lov om klima.

(Indikativt klimamål for 2025).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 18-11-2021

Afgivet: 18-11-2021

Betænkning afgivet af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 18. november 2021

20211_l31_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 18. november 2021

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, RV, SF, EL, KF og Orla Østerby (UFG)) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (DF, NB, LA og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Frie Grønne, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Orla Østerby (UFG)

Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget og Orla Østerby (UFG) bemærker, at regeringen (Socialdemokratiet) med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale om et indikativt 2025-reduktionsmål på 50-54 pct., selv om klimaloven er indgået med et bredt flertal i Folketinget. V, KF og Orla Østerby (UFG) mener, at det har været en meget ærgerlig og kritisabel proces omkring fastsættelsen af 2025-delmålet, hvor regeringen laver aftale med rød blok uden om aftalekredsen bag klimaloven. V, KF og Orla Østerby (UFG) finder det uhørt, at vi som aftalepartier efterfølgende blot får muligheden for at tilslutte os loven, som et smalt flertal allerede har indgået. Det er desværre en ny praksis i dansk politik, som vi tager til efterretning. Den praksis vil vi dermed være åbne over for at bruge senere.

Selv om V, KF og Orla Østerby (UFG) ikke var indkaldt til forhandlingerne om 2025-reduktionsmålet, bakker V, KF og Orla Østerby (UFG) op om et ambitiøst 2025-delmål og kan derved støtte lovforslaget. Lovforslaget følger Klimarådets anbefalinger og sikrer fremrykning af drivhusgasreduktioner, hvilket V, KF og Orla Østerby (UFG) udelukkende vurderer som positivt.

V, KF og Orla Østerby (UFG) finder det dog kritisabelt, at regeringen ikke med lovforslaget har beskrevet konkrete virkemidler til at opnå delmålet, og at regeringen heller ikke i »Klimaprogram 2021« har vist, at delmålet kan opfyldes. V, KF og Orla Østerby (UFG) understreger, at hvis delmålet skal nås, haster det med handling fra regeringen, og det kræver at regeringen fremlægger en konkret køreplan for, hvordan de ønskede reduktioner kan opnås, og at regeringen desuden er villig til at finansiere disse initiativer. V, KF og Orla Østerby (UFG) er altid klar til forhandlinger med regeringen, og i den forbindelse bemærkes det, at V og KF allerede har foreslået en genåbning af klimaaftalen for energi og industri fra juni 2020 for at se på en tidligere og mere ambitiøs udrulning af biogas, en tidligere udfasning af kul i Nordjyllandsværket og en hurtig afklaring af udbuddet af power-to-x og ccs.

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget vil gerne understrege over for regeringen, at det er afgørende, at regeringen hurtigst muligt kommer med konkrete forslag til at indfri 2025-målet. Klimarådet har netop kritiseret regeringens »Klimaprogram 2021« for at mangle konkrete virkemidler rettet mod 2025-målet. Den kritik tilslutter EL sig. Det kræver øjeblikkelig handling at indfri 2025-målet, og for at Danmark kan leve op til Parisaftalens mål. EL mener derfor, at regeringen bør genåbne »Klimaaftale for energi og industri mv. 2020« fra juni 2020 for at sikre flere reduktioner og samtidig indkalde til nye forhandlinger om nye initiativer, der kan bidrage til opfyldelse af 2025-målet. Derudover vil EL gerne slå fast, at det er helt afgørende, at der bliver fastsat en høj, ensartet CO2-afgift, der også inkluderer landbruget, når Danmark skal indfri klimamålene og samtidig gøre det på den mest omkostningseffektive måde.

Alternativet

Alternativets medlem af udvalget bemærker, at situationen er kritisk, og at Danmark bør være endnu mere ambitiøs. Det betyder, at en lineær tilgang til at sænke udledningerne frem mod 2030 bør være en minimumsindsats, og at spændet for det indikative delmål derfor som minimum bør starte ved 54 pct. Derfor kan Alternativet ikke støtte lovforslaget.

3. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 6. oktober 2021 og var til 1. behandling den 14. oktober 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og klima-, energi- og forsyningsministeren sendte den 5. juli 2021 dette udkast til udvalget, jf. KEF alm. del - bilag 384, folketingsåret 2020-21. Den 7. oktober 2021 sendte klima-, energi- og forsyningsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 14 spørgsmål til klima-, energi- og forsyningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Anders Kronborg (S) Anne Paulin (S) Bjarne Laustsen (S) Kasper Roug (S) Ida Auken (S) Malte Larsen (S) Jens Joel (S) Orla Hav (S) Karsten Filsø (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Andreas Steenberg (RV) Zenia Stampe (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) fmd. Søren Egge Rasmussen (EL) Peder Hvelplund (EL) Torsten Gejl (ALT) Thomas Danielsen (V) nfmd. Christoffer Aagaard Melson (V) Mark Grossmann (V) Marie Bjerre (V) Ulla Tørnæs (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Messerschmidt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Mona Juul (KF) Katarina Ammitzbøll (KF) Peter Seier Christensen (NB) Alex Vanopslagh (LA) Orla Østerby (UFG)

Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)12
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Frie Grønne (FG)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5