L 29 Forslag til lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen.

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-10-2021

Fremsættelse: 06-10-2021

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2021)

20211_l29_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2021)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen

(Lovforslag nr. L 29)

Lovforslaget udmønter klimaaftale om energi og industri mv. af 22. juni 2020 og tillæg til klimaaftale om energi og industri af 22. juni 2020 af 4. februar 2021 vedr. ejerskab og konstruktion af energiøer mv. Lovforslaget er desuden afstemt med udbudsforberedende delaftale om langsigtede rammer for udbud og ejerskab af energiøen i Nordsøen af 1. september 2021, der blev indgået mellem Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Med lovforslaget fastsættes de overordnede retlige rammer for projekteringen og anlægget af energiøen i Nordsøen. Lovforslaget udgør således et vigtigt skridt mod realiseringen af energiøen i Nordsøen.

Lovforslaget vil for det første give en bred bemyndigelse til at foretage forberedelse og projektering af energiøen i Nordsøen. Det foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at foretage de nødvendige projekteringsskridt i forbindelse med etableringen af energiøen, herunder afholde udbud om ejerskab og anlægsarbejde for energiøen samt indgå kontrakter med de vindende parter.

For det andet indeholder lovforslaget den nødvendige hjemmel til at meddele tilladelse til anlæg af ø-konstruktionen i Nordsøen. Det foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at meddele en tilladelse til anlæg af energiøen på baggrund af projektansøgers projektbeskrivelse og ansøgning. Ministeren kan fastsætte yderligere regler om kravene hertil. Der vil først kunne meddeles tilladelse til anlæg af energiøen, når udbudsvinderen har gennemført de nødvendige natur- og miljøundersøgelser. Anlægstilladelsen vil også underlægges nærmere regler af hensyn til at undgå skade på udpegede naturbeskyttelsesområder m.v.

Lovforslaget er endvidere karakteriseret ved, at det afskærer klageadgangen på de områder, hvor det ind til videre har været muligt at identificere fordele herved i relation til at styrke sikkerheden for nødvendig fremdrift. Det gælder først og fremmest lovforslagets centrale anlægstilladelse. Klageadgang over miljøministerens råstoftilladelser for sandindvinding og eventuelle tilladelser fra kulturministeren vedrørende ændringer af kulturarv afskæres ligeledes.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft d. 1. januar 2022.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.