Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2021)
Kulturministeren Ane
Halsboe-Jørgensen:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Lov om Slots- og
Kulturstyrelsens kontrol og tilsyn med
covid-19-kompensationsordninger m.v. på Kulturministeriets
område
(Lovforslag nr. L 26)
Lovforslaget har til formål at
reducere risikoen for snyd, svindel og svig med
kompensationsordninger mv. udbetalt af Slots- og Kulturstyrelsen
til at afbøde økonomiske konsekvenser af covid-19.
Med lovforslaget styrkes Slots- og Kulturstyrelsens tilsyns- og
kontrolopgaver vedr. covid-19-kompensationsordninger m.v. på
Kulturministeriets område.
For at afbøde økonomiske
konsekvenser af covid-19-pandemien har regeringen i samarbejde med
et flertal af Folketingets partier siden marts 2020 indgået
adskillige aftaler om kompensationsordninger, aktivitetspuljer,
særlige tilskud m.v., der har holdt hånden under bl.a.
det danske kultur-, idræts- og foreningsliv.
Flere kompensationsordninger er indrettet
således, at ansøgerne søger på et
tidspunkt, hvor ansøgere fx ikke kender deres endelige
omsætningsnedgang, eller på en måde, så det
understøttes, at aktørerne iværksætter
eller får mulighed for at fastholde aktiviteter på
trods af covid-19-restriktioner. Det har samtidig været
væsentligt for både regeringen og de øvrige
aftalepartier, at kompensationsordningerne m.v. skulle komme
modtagerne til gavn hurtigst muligt med henblik på at
afbøde de økonomiske konsekvenser af covid-19 mest
muligt.
Når kompensationsordningerne mv.
indrettes, så de kan komme modtagerne til gavn hurtigt,
bliver det væsentligt efterfølgende at kunne
kontrollere og føre tilsyn med, at udbetalingerne er
foretaget på et korrekt oplyst grundlag og er anvendt inden
for de bevilgede rammer.
De bestemmelser, der er foreslået med
lovforslaget, tilvejebringer Slots- og Kulturstyrelsen de retlige
rammer, der er nødvendige for Slots- og Kulturstyrelsens
kontrol- og tilsynsopgaver med covid-19-kompensationsordningerne
m.v. på Kulturministeriets område.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 18. november 2021.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.