Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2021)
Transportministeren (Benny Engelbrecht):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
jernbaneloven, lov om elektrificering af jernbanen og ligningsloven
(Fravigelse af støjkrav i forbindelse med jernbaneprojekter
i særlige tilfælde og kompensation herfor)
(Lovforslag nr. L 22)
Banedanmark gennemfører frem mod
2030 en række store projekter på jernbanen, hvoraf
flere kræver, at der udføres støjende arbejder
uden for dagtimerne for at undgå væsentlig forsinkelse
og fordyrelse af projekterne. Samtidigt varetages hensynet til
afviklingen af trafikken på jernbanen.
Formålet med lovforslaget er at sikre
en bedre balance mellem hensynet til fremdriften i de store
jernbaneprojekter på den ene side og hensynet til jernbanens
naboer på den anden side.
Lovforslaget supplerer gældende ret,
hvor kommuner kan træffe afgørelser om
støjvilkår, med en ny hjemmel, hvor
transportministeren efter forhandling med miljøministeren i
særlige tilfælde ved afgørelse vil kunne
fastsætte rammerne for den tilladte støj i forbindelse
med konkrete jernbanearbejder.
Den foreslåede ordning er forudsat
kun at finde anvendelse i de situationer, hvor restriktive
støjvilkår fra en kommune vil forsinke eller fordyre
et jernbaneprojekt væsentligt.
Efter gældende ret har Banedanmark
ikke en generel hjemmel til at give kompensation til berørte
borgere i forbindelse med støjende jernbanearbejder,
medmindre en sådan hjemmel er fastsat i medfør af
konkrete anlægslove. På den baggrund foreslås det
med lovforslaget, at der indføres en hjemmel, som sikrer, at
der i de tilfælde hvor støjkrav fraviges, og hvor
arbejderne udføres i medfør af jernbaneloven eller
lov om elektrificering af jernbanen, vil kunne gives kompensation
til de særligt berørte borgere, som er naboer til
støjende jernbanearbejder. De nærmere regler herom
udmøntes ved bekendtgørelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.