L 212 Forslag til lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger.

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 29-09-2022

Optrykt: 29-09-2022

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 29. september 2022

20211_l212_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 29. september 2022

Forslag

til

Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Loven har til formål at sikre husstande og virksomheder i Danmark forudsigelighed og tryghed i en periode med høje og uforudsigelige energipriser ved at give mulighed for at indefryse en del af energiregningen til et senere tidspunkt.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Energivirksomhed: Elhandelsvirksomhed, gasleverandør og varmeforsyningsvirksomhed.

2) Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet til eller køber elektricitet af den, der omfattes af et aftagenummer, eller virksomhed, der sælger elektricitet på engrosmarkedet, og som er registreret i Datahub.

3) Gasleverandør: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager forsyning med gas.

4) Varmeforsyningsvirksomhed: Virksomhed omfattet af § 20, stk. 1, i lov om varmeforsyning, der leverer opvarmet vand til en husstand eller en virksomhed.

5) Elkunde: En fysisk eller juridisk person, der råder over et aftagenummer.

6) Gaskunde: En fysisk eller juridisk person, som køber gas med henblik på videresalg eller eget forbrug.

7) Energi: El, gas og opvarmet vand.

8) Gas: Naturgas og gas fra vedvarende energikilder, der teknisk og sikkert kan injiceres og transporteres i gassystemet.

9) Opvarmet vand: Opvarmet vand, der er omfattet af § 20, stk. 1, i lov om varmeforsyning, til brug for bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand.

10) Indefrysning: Udskydelse af betaling for den del af energiregningen, der overstiger prisloftet.

11) Indefrysningsperiode: Periode på op til 12 måneder regnet fra tidspunktet for ikrafttræden, jf. stk. 2.

12) Energiregning: Faktura fra en energivirksomhed til en husstand eller en virksomhed.

13) Husstand: En eller flere personer, der bor på samme adresse, eller en ejer-, andels- eller lejeboligforening uden cvr-nummer, som er

a) en elkunde, der køber elektricitet til eget eller hovedsagelig til eget husholdningsforbrug, eller en elkunde, der aftager elektricitet på vegne af en eller flere beboelsesenheder, der ikke råder over et aftagenummer,

b) en fysisk eller juridisk person, der køber gas til eget forbrug, eller en fysisk eller juridisk person, der aftager gas på vegne af en eller flere beboelsesenheder, der ikke råder over et aftagenummer, eller

c) en fysisk eller juridisk person, der køber opvarmet vand til egen slutanvendelse, og som en varmeforsyningsvirksomhed har indgået et direkte kundeforhold med.

14) Virksomhed: En erhvervsdrivende virksomhed eller en forening, som har et direkte kundeforhold til en energivirksomhed og er

a) en juridisk person, der råder over et eller flere aftagenumre,

b) en juridisk person, der køber gas til eget forbrug, eller

c) en juridisk person, der køber opvarmet vand til egen slutanvendelse.

15) Prisloft: Den maksimale pris på energi, som en energivirksomhed kan opkræve hos en husstand eller en virksomhed, der har anmodet om indefrysning.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, fra hvilket tidspunkt indefrysningsperioden påbegyndes for henholdsvis el, gas og opvarmet vand.

Kapitel 2

Indefrysningsordning for husstande

Fælles regler for el-, gas- og varmeområdet

§ 3. En husstand har efter anmodning ret til indefrysning. Energivirksomheden yder indefrysning af de energiregninger, der er udstedt inden for indefrysningsperioden.

Stk. 2. Energivirksomheder skal orientere husstande generelt om muligheden for indefrysning.

Stk. 3. Energivirksomheden skal i forbindelse med udsendelse af energiregningen oplyse om betaling og indefrysning for den angivne periode og om den akkumulerede indefrysning.

Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om energivirksomhedernes oplysningsforpligtelse, herunder vedrørende gebyrer, og om, hvor oplysningerne skal være tilgængelige for husstanden.

§ 4. En husstand skal senest påbegynde afvikling af indefrysningen 12 måneder efter udløbet af indefrysningsperioden.

Stk. 2. En husstand skal ved afviklingsperiodens påbegyndelse, jf. stk. 1, beslutte, om indefrysningen skal afvikles over en 4-årig afdragsperiode, jf. stk. 5 og 10, eller om den fulde indefrysning afvikles straks. En husstand, som har besluttet at afdrage over en 4-årig periode, kan til enhver tid indfri den resterende indefrysning.

Stk. 3. En husstand kan dog uanset stk. 1 og 2 indfri indefrysningen umiddelbart efter udløbet af indefrysningsperioden, når energivirksomheden har opgjort den individuelle og samlede indefrysning, jf. stk. 4.

Stk. 4. Ved indefrysningsperiodens udløb opgør energivirksomheden den individuelle og samlede indefrysning, som energivirksomheden har ydet. Opgørelsen skal også angive tidspunktet for den enkelte husstands anmodning om indefrysning.

Stk. 5. Afdrag på indefrysningen og påløbne renter, jf. stk. 7, skal ske i lige store månedlige eller kvartalsvise ydelser.

Stk. 6. En energivirksomhed kan opkræve et gebyr af en husstand, der anvender indfrysningsordningen. Gebyret må kun opkræves til dækning af energivirksomhedens administrationsomkostninger som følge af indefrysningsordningen.

Stk. 7. For husstande fastsættes rentesatsen til 2 pct. pr. år. Der påløber renter fra tidspunktet for første indefrysning. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler for rentetilskrivning.

Stk. 8. Misligholder en husstand forpligtelsen til rettidigt at betale et afdrag, jf. stk. 5, og har energivirksomheden gennemført sin almindelige rykkerprocedure, forfalder restgælden til betaling. Energivirksomheden opgør restgælden og kontakter Erhvervsstyrelsen med henblik på afkøb af fordringen, jf. lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v.

Stk. 9. Stk. 1-8 finder anvendelse ved husstandens fraflytning, tilflytning, leverandørskifte m.v.

Stk. 10. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om afdragsordningen, herunder i forbindelse med fraflytning, tilflytning, leverandørskifte m.v., udtrædelse af indefrysningsordningen, eftergivelse af indefrysningsbeløbet m.v.

Stk. 11. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om husstandens misligholdelsesbeføjelser, herunder mulighed for at opsige eller ophæve en aftale om levering af energi som følge af energivirksomhedens manglende efterlevelse af en anmodning om indefrysning m.v.

Særligt for elområdet

§ 5. Husstande, som har ret til indefrysning efter §§ 3 og 4, ydes indefrysning af forskellen mellem afregningsprisen for elektricitet eksklusive afgifter, tariffer og moms og et prisloft på 0,8 kr. pr. kWh for denne pris.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en husstands anmodning efter § 3, stk. 1, skal ske ved tilmelding igennem en it-platform, der skal etableres og drives af Energinet.

§ 6. En elhandelsvirksomheds pligt til at fremsende en slutafregning efter regler fastsat i medfør af § 6 a, stk. 1 og 2, i lov om elforsyning og en elhandelsvirksomheds pligt til at sende en årlig faktura på grundlag af faktisk forbrug efter regler fastsat i medfør af § 6 a, stk. 4, i lov om elforsyning omfatter ikke den indefrysning, der er givet efter §§ 3-5.

Stk. 2. En elhandelsvirksomheds krav om sikkerhedsstillelse efter regler fastsat i medfør af § 6 b, stk. 2, i lov om elforsyning omfatter ikke indefrysning, der er givet efter §§ 3-5.

Stk. 3. Retten til indefrysning efter §§ 3-5 begrænser ikke elkunders ret efter § 6 i lov om elforsyning, herunder ret til frit valg af elhandelsvirksomhed, eller husholdningsforbrugeres ret, der følger af elhandelsvirksomheders leveringspligt i § 6 b, stk. 1, i lov om elforsyning.

Særligt for gasområdet

§ 7. Husstande, som har ret til indefrysning efter §§ 3 og 4, ydes indefrysning af forskellen mellem afregningsprisen for gas eksklusive afgifter, tariffer og moms og et prisloft på 5,84 kr. pr. m3 for denne pris.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en husstands anmodning efter § 3, stk. 1, skal ske ved tilmelding igennem en it-platform, der håndterer måledata m.v.

§ 8. En gasleverandørs pligt til at fremsende en slutafregning efter regler fastsat i medfør af § 7 a, stk. 1 og 2, i lov om gasforsyning og en gasleverandørs pligt til at sende en årlig faktura på grundlag af faktisk forbrug efter regler fastsat i medfør af § 7 b, stk. 1, i lov om gasforsyning omfatter ikke den indefrysning, der er givet efter §§ 3, 4 og 7.

Stk. 2. En gasleverandørs krav om sikkerhedsstillelse efter § 7 c, stk. 2, i lov om gasforsyning omfatter ikke den indefrysning, der er givet efter §§ 3, 4 og 7.

Stk. 3. Retten til indefrysning efter §§ 3, 4 og 7 begrænser ikke gaskunders ret efter § 7 i lov om gasforsyning, herunder ret til frit valg af gasleverandør, eller husholdningsforbrugeres ret, der følger af gasleverandørers leveringspligt i § 7 c, stk. 1, i lov om gasforsyning.

Særligt for varmeområdet

§ 9. Husstande, som har ret til indefrysning efter §§ 3 og 4, ydes indefrysning af den del af den samlede pris på opvarmet vand i kr. pr. kWh, der overstiger et prisloft på 1,44 kr. pr. kWh, når varmeforsyningsvirksomhedens samlede pris overstiger 26.000 kr. for enfamilieshuse, jf. varmeforsyningsvirksomhedens seneste prisanmeldelse til Forsyningstilsynet efter § 21, stk. 1, i lov om varmeforsyning.

Kapitel 3

Indefrysning for virksomheder

Fælles regler for el-, gas- og varmeområdet

§ 10. En virksomhed har efter anmodning ret til indefrysning. Energivirksomheden yder indefrysning af de energiregninger, der er udstedt inden for indefrysningsperioden.

Stk. 2. Energivirksomheder skal orientere virksomheder generelt om muligheden for indefrysning.

Stk. 3. Energivirksomheder skal i forbindelse med udsendelse af energiregningen oplyse om betaling og indefrysning for den angivne periode og om den akkumulerede indefrysning.

Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om energivirksomhedernes oplysningsforpligtelse, herunder vedrørende gebyrer, og om, hvor oplysningerne skal være tilgængelige for virksomheden.

§ 11. En virksomhed skal senest påbegynde afvikling af indefrysningen 12 måneder efter udløbet af indefrysningsperioden.

Stk. 2. En virksomhed skal ved afviklingsperiodens påbegyndelse, jf. stk. 1, beslutte, om indefrysningen skal afvikles over en 4-årig afdragsperiode, jf. stk. 5 og 9, eller om den fulde indefrysning afvikles straks. En virksomhed, som har besluttet at afdrage over en 4-årig periode, kan til enhver tid indfri den resterende indefrysning.

Stk. 3. En virksomhed kan dog uanset stk. 1 og 2 indfri indefrysningen umiddelbart efter udløbet af indefrysningsperioden, når energivirksomheden har opgjort den individuelle og samlede indefrysning, jf. stk. 4.

Stk. 4. Ved indefrysningsperiodens udløb opgør energivirksomheden den individuelle og samlede indefrysning, som energivirksomheden har ydet. Opgørelsen skal også angive tidspunktet for den enkelte virksomheds anmodning om indefrysning.

Stk. 5. Afdrag på indefrysningen og påløbne renter skal ske i lige store månedlige eller kvartalsvise ydelser, jf. regler fastsat i medfør af stk. 10.

Stk. 6. En energivirksomhed kan opkræve et gebyr af en virksomhed, der anvender indefrysningsordningen. Gebyret må kun dække energivirksomhedens administrationsomkostninger som følge af indefrysningsordningen.

Stk. 7. Misligholder en virksomhed forpligtelsen til rettidigt at betale et afdrag, og har energivirksomheden gennemført sin almindelige rykkerprocedure, forfalder restgælden til betaling. Energivirksomheden opgør restgælden og kontakter Erhvervsstyrelsen med henblik på afkøb af fordringen, jf. lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefry‍sningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v.

Stk. 8. Stk. 1-7 finder anvendelse ved virksomhedens fraflytning, tilflytning eller leverandørskifte m.v.

Stk. 9. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om afdragsordningen, herunder i forbindelse med fraflytning, tilflytning, leverandørskifte m.v., udtrædelse af indefrysningsordningen, eftergivelse af indefrysningsbeløbet m.v.

Stk. 10. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter den rentesats, der påløber fra tidspunktet for første indefrysning. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler for rentetilskrivning.

Stk. 11. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om virksomhedens mulighed for at opsige eller ophæve en aftale om levering af energi som følge af energivirksomhedens manglende efterlevelse af en anmodning om indefrysning m.v.

§ 12. En virksomhed kan ikke anmode om indefrysning efter §§ 10, 11 og 13-17, hvis virksomheden i samme periode har ansøgt om eller modtaget lån i henhold til lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v. En virksomhed kan dog for en given periode anmode om indefrysning efter §§ 10, 11 og 13-17, hvis virksomheden for den givne periode har fået afslag på ansøgning om lån i henhold til lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v.

Særligt for elområdet

§ 13. Virksomheder, som har ret til indefrysning efter §§ 10 og 11, ydes indefrysning af forskellen mellem afregningsprisen for elektricitet eksklusive afgifter, tariffer og moms og et prisloft på 0,8 kr. pr. kWh for denne pris, dog maksimalt op til 15 mio. kr. samlet for el og gas.

Stk. 2. En virksomhed er forpligtet til at holde sig under beløbsgrænsen og give meddelelse til elhandelsvirksomheden om ophør af indefrysningsordningen, inden eller senest samtidig med at beløbsgrænsen er nået.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en virksomheds anmodning efter § 10, stk. 1, skal ske ved tilmelding igennem en it-platform, der skal etableres og drives af Energinet.

§ 14. En elhandelsvirksomheds pligt til at fremsende en slutafregning efter regler fastsat i medfør af § 6 a, stk. 1 og 2, i lov om elforsyning og en elhandelsvirksomheds pligt til at sende en årlig faktura på grundlag af faktisk forbrug efter regler fastsat i medfør af § 6 a, stk. 4, i lov om elforsyning omfatter ikke den indefrysning, der er givet efter §§ 10, 11 og 13.

Stk. 2. Retten til indefrysning efter §§ 10, 11 og 13 begrænser ikke elkunders ret efter § 6 i lov om elforsyning til frit valg af elhandelsvirksomhed.

Særligt for gasområdet

§ 15. Virksomheder, som har ret til indefrysning efter §§ 10 og 11, ydes indefrysning af forskellen mellem afregningsprisen for gas eksklusive afgifter, tariffer og moms og et prisloft på 5,84 kr. pr. m3 for denne pris, dog maksimalt op til 15 mio. kr. samlet for el og gas.

Stk. 2. En virksomhed er forpligtet til at holde sig under beløbsgrænsen og give meddelelse til gasleverandøren om ophør af indefrysningsordningen, inden eller senest samtidig med at beløbsgrænsen er nået.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en virksomheds anmodning efter § 10, stk. 1, skal ske ved tilmelding igennem en it-platform, der håndterer måledata m.v.

§ 16. En gasleverandørs pligt til at sende en årlig faktura på grundlag af faktisk forbrug efter regler fastsat i medfør af § 7 b, stk. 1, i lov om gasforsyning omfatter ikke den indefrysning, der er givet efter §§ 10, 11 og 15.

Stk. 2. Retten til indefrysning efter §§ 10, 11 og 15 begrænser ikke gaskunders rettigheder efter § 7 i lov om gasforsyning, herunder ret til frit valg af gasleverandør.

Særligt for varmeområdet

§ 17. Virksomheder, som har ret til indefrysning efter §§ 10 og 11, ydes indefrysning af den del af den samlede pris på opvarmet vand i kr. pr. kWh, der overstiger et prisloft på 1,44 kr. pr. kWh, når varmeforsyningsvirksomhedens samlede pris overstiger 26.000 kr. for enfamilieshuse, jf. varmeforsyningsvirksomhedens seneste prisanmeldelse til Forsyningstilsynet efter § 21, stk. 1, i lov om varmeforsyning, dog maksimalt op til 3,75 mio. kr.

Stk. 2. En virksomhed er forpligtet til at holde sig under beløbsgrænsen og give meddelelse til varmeforsyningsvirksomheden om ophør af indefrysningsordningen, inden eller senest samtidig med at beløbsgrænsen er nået.

Kapitel 4

Forældelse og stamdata

§ 18. En fordring bestående af et indefrosset beløb forældes ikke, så længe den er under opkrævning hos energivirksomheden. Forældelse indtræder dog, senest når der er gået 10 år fra indefrysningsperiodens udløb.

§ 19. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte regler om energivirksomhedernes pligt til at tilvejebringe visse stamdata til brug for gældsinddrivelse og om husstandes og virksomheders pligt til at afgive oplysninger i forbindelse med anmodning om indefrysning. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan desuden efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger energivirksomheder og Erhvervsstyrelsen skal oplyse som stamdata, herunder hvilken dato der skal anses som stiftelsesdag og forfaldsdag, for fordringer bestående af indefrosne beløb, når disse fordringer modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse. Det kan herunder bestemmes, at samme dato skal anses som stiftelsesdag eller forfaldsdag for samtlige fordringer, der modtages til inddrivelse.

Kapitel 5

Administration

§ 20. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om administration af ordningerne, herunder indsamling, samkøring og videregivelse af oplysninger. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om efterlevelse af de EU-retlige regler om statsstøtte og Europa-Kommissionens godkendelse af ordningerne.

§ 21. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med henholdsvis indenrigs- og boligministeren og erhvervsministeren fastsætte regler om virksomheders forpligtelser som udlejer over for lejere, som andelsboligforening over for andelshavere og som ejerforening over for ejerlejlighedsejere, herunder fravigelse af gældende regler om afregning efter forbrugsregnskaber og acontobetalinger efter lejeloven, lov om leje af almene boliger og erhvervslejeloven, når virksomheden opnår indefrysning i medfør af denne lov.

Kapitel 6

Tilsyn og klageadgang

§ 22. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om klageadgang, herunder afskæring af klageadgang, regler om tilsyn med ordningerne, regler om energivirksomheders, husstandes og virksomheders oplysningspligt i forbindelse med en eventuel tilsyns- eller klagesag og regler om straf i forbindelse med overtrædelse af de fastsatte regler.

Kapitel 7

Straffebestemmelser

§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den energivirksomhed, der efter anmodning undlader at yde indefrysning til husstande eller virksomheder, der er berettiget hertil i medfør af §§ 3 og 10.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 8

Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 24. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Kapitel 9

Ændringer i anden lovgivning

§ 25. I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 2068 af 16. november 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 2606 af 28. december 2021 og § 1 i lov nr. 573 af 10. maj 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 20, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »finansieringsudgifter ved fremmedkapital«: », herunder ved et statsfinansieret lån,«.

2. I § 20, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »områdeafgrænsningen«: », afvikling af over- eller underdækning, herunder tidsperioder for afvikling,«.

3. I § 20 d, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om varsling af ændringer af pris og betingelser for ydelser omfattet af § 20, stk. 1.«

Kapitel 10

Territorial bestemmelse

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.