L 211 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget og ligningsloven og om ophævelse af lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug.

(Udvidelse af formålet med lov om fremme af besparelser i energiforbruget til at omfatte fremme af drivhusgasreduktion, udvidelse af ministerens mulighed for at fremme aktiviteter inden for lovens formål m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-09-2022

Fremsættelse: 22-09-2022

Skriftlig fremsættelse (22. september 2022)

20211_l211_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (22. september 2022)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, ligningsloven og om ophævelse af lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug (Udvidelse af energisparelovens formål til at omfatte fremme af drivhusgasreduktion, udvidelse af ministerens mulighed for at fremme aktiviteter inden for energisparelovens formål, m.v.)

(Lovforslag nr. L 211)

Lovforslaget følger af Klimaaftale om grøn strøm og varme af d. 25. juni 2022. Lovforslaget har til formål at skabe bedre rammer til fremme af målsætningen om reduktion af anvendelsen af fossile brændsler samt udledningen af drivhusgasser i øvrigt med 70 pct. i 2030.

Lovforslaget udmønter den del af aftalen, der vedrører de syv justeringer af Erhvervspuljen, der skal sikre en større klimaeffekt af puljens resterende midler ved at sikre øget incitament til konvertering til grøn energi. Dette indebærer bl.a. en øget tilskyndelse til konverteringer væk fra gas, som er vigtige i lyset af den nuværende forsyningssikkerhedssituation.

Lovforslaget fremsættes også for generelt at udvide muligheden for at støtte fremtidige initiativer til fremme af den grønne omstilling.

Konkret foreslås med ændringen en bredere og mere generelt formuleret bemyndigelse for klima-, energi- og forsyningsministeren til at kunne iværksætte støtteordninger vedrørende aktiviteter som projekter, analyser, evalueringer og rådgivning m.v. inden for lovens udvidede formål. Bemyndigelsen vil for eksempel kunne anvendes til at iværksætte støtteordninger, der - ud over energibesparelser og energieffektivisering - kan anvendes til udfasning af CO2 eller til opsamling, lagring og anvendelse af CO2 (CCUS), som den teknologiske udvikling vurderes at give gode muligheder for i fremtiden.

Herudover indeholder lovforslaget et forslag om, at der indsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at Energinævnets kompetence til at træffe afgørelse efter lov om fremme af besparelser i energiforbruget og regler udstedt i medfør af loven efter aftale med nævnet kan delegeres til nævnets formand.

Ud fra et ønske om regelsanering indeholder lovforslaget et forslag om ophævelse af lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, som har udtjent sit formål.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft d. 1. november 2022.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.