L 211 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget og ligningsloven og om ophævelse af lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug.

(Udvidelse af formålet med lov om fremme af besparelser i energiforbruget til at omfatte fremme af drivhusgasreduktion, udvidelse af ministerens mulighed for at fremme aktiviteter inden for lovens formål m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 27-09-2022

Afgivet: 27-09-2022

Betænkning afgivet af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 27. september 2022

20211_l211_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 27. september 2022

1. Ændringsforslag

Klima-, energi- og forsyningsministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Dispensation fra Folketingets forretningsorden

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at 3. behandling ikke må finde sted før 2 dage efter 2. behandling.

Et mindretal i udvalget (LA) vil stemme imod at dispensere fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at 3. behandling ikke må finde sted før 2 dage efter 2. behandling.

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.

Et mindretal i udvalget (LA) vil stemme imod at dispensere fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.

3. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Frie Grønne, Moderaterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget er glade for, at vi med dette lovforslag får sat turbo på omstillingen væk fra gas og over til mere bæredygtige energikilder, og at vi fra politisk side igangsætter konkrete initiativer.

Venstres medlemmer af udvalget kan støtte, at tilskud fremadrettet kan udbetales før projektets færdiggørelse, fordi det vil inkludere flere i ansøgningsrunderne, og fordi vi er på vej ind i vinterperioden, hvilket betyder, at projekterne med at få installeret fjernvarme eller biomassekedler skal i gang i efterårssæsonen.

Venstres medlemmer af udvalget ser positivt på, at hele transportsektoren er blevet inkluderet i lovforslaget, og ser gerne, at lovforslaget gøres brancheneutralt, så alle brancher er tilskudsberettigede på lige fod. Det gælder både fiskeribranchen og fiskeforarbejdningsvirksomheder, som mangler i dette lovforslag. Det er nødvendigt fortsat at arbejde for, at fiskeribranchen og fiskeforarbejdningsvirksomheder bliver en del af energisparelovens puljeordninger.

Venstres medlemmer af udvalget er opmærksomme på, at ministeren med lovforslaget får udvidet myndighedsbeføjelse over en lang række nye projekter. Venstre anser formålet med den udvidede myndighedsbeføjelse som et middel til at gøre ansøgningsprocessen mere fleksibel og mindre omkostningstung for virksomhederne. I den forbindelse ønsker Venstres medlemmer af udvalget, at ministeren sikrer, at forligskredsen løbende bliver involveret. På den baggrund kan Venstre støtte lovforslaget.

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at det er meget vigtigt, at erhvervspuljen i energispareloven omfatter flere grønne tiltag og bliver mere fleksibel, så virksomheder kan søge om støtte løbende, så vi undgår, at initiativer sættes i venteposition indtil næste ansøgningsrunde. Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget er derfor tilfredse med, at virksomhederne med denne lovændring nu kan igangsætte grønne initiativer, så snart behandling af en ansøgning påbegyndes. Energisparelovens puljeregler har været for rigide, og puljerne underansøgt.

Det Konservative Folkeparti har gentagne gange foreslået, at puljereglerne skulle efterses, hvilket sker med denne lov. Det er vigtigt at følge, om antallet af ansøgninger stiger. Hvis ikke, skal puljereglerne tages op igen, og det skal overvejes, om denne tilskudsordning skal ændres til et fradrag eller på anden måde gøres mere smidig.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af klima-, energi- og forsyningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Undertitlen affattes således:

»(Udvidelse af formålet med lov om fremme af besparelser i energiforbruget til at omfatte fremme af drivhusgasreduktion, udvidelse af ministerens mulighed for at fremme aktiviteter inden for lovens formål m.v.)«.

[Præcisering af lovforslagets undertitel]

Til § 1

2) Nr. 1 affattes således:

»1. I lovens titel ændres »besparelser i energiforbruget« til: »effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion«.«

[Lovteknisk ændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede ændring af lovforslagets undertitel er af præciserende karakter. Med ændringen tilføjes den fulde titel på lov om fremme af besparelser i energiforbruget.

Til nr. 2

Den foreslåede ændring af forslagets § 1, nr. 1, er af lovteknisk karakter. Med ændringen udformes punktet som en ændring af lovens titel frem for en nyaffattelse. Den foreslåede ændring har ikke betydning for lovforslagets indhold.

6. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 22. september 2022 og var til 1. behandling den 22. september 2022. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og klima-, energi- og forsyningsministeren sendte den 7. juli 2022 dette udkast til udvalget, jf. KEF alm. del - bilag 428. Den 22. september 2022 sendte klima-, energi- og forsyningsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Anders Kronborg (S) Anne Paulin (S) Bjarne Laustsen (S) Kasper Roug (S) Ida Auken (S) Malte Larsen (S) Jens Joel (S) Orla Hav (S) Karsten Filsø (SF) Rasmus Nordqvist (SF) Katrine Robsøe (RV) Zenia Stampe (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) fmd. Søren Egge Rasmussen (EL) Mai Villadsen (EL) Torsten Gejl (ALT) Kim Valentin (V) Christoffer Aagaard Melson (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V) Marie Bjerre (V) Ulla Tørnæs (V) Carsten Kissmeyer (V) René Christensen (DF) Dennis Flydtkjær (DD) Mona Juul (KF) Katarina Ammitzbøll (KF) Peter Seier Christensen (NB) Ole Birk Olesen (LA) Orla Østerby (UFG)

Frie Grønne, Moderaterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)8
Dansk Folkeparti (DF)6
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (FG)2
Alternativet (ALT)2
Moderaterne (M)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)6