L 203 Forslag til lov om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

(Ingen modregning i social pension og efterløn på arbejdspladser, som varetager opgaver med fordrevne fra Ukraine, og ændring af skæringsdato for udrejse af Ukraine ved meddelelse af opholdstilladelse).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-05-2022

Fremsættelse: 23-05-2022

Skriftlig fremsættelse (23. maj 2022)

20211_l203_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. maj 2022)

Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (Ingen modregning i social pension og efterløn på arbejdspladser, som varetager opgaver med fordrevne fra Ukraine, og ændring af skæringsdato for udrejse af Ukraine ved meddelelse af opholdstilladelse)

(Lovforslag nr. L 203)

Lovforslaget udmønter aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet, Kristendemokraterne og Bent Bøgsted på vegne af arbejdsfællesskabet af løsgængere (Liselott Blixt, Hans Kristian Skibby, Karina Adsbøl, Marie Krarup og Lise Bech) om ingen modregning i social pension og efterløn på arbejdspladser, som varetager opgaver med fordrevne fra Ukraine.

Lovforslaget ændrer desuden på betingelserne for, at personer fra Ukraine kan få opholdstilladelse efter særloven, idet skæringsdatoen for udrejse af Ukraine ændres fra den 24. februar 2022 til den 1. februar 2022. Dette er ikke en del af aftalen af den 9. maj 2022.

Lovforslaget har følgende hovedelementer:

- Indtægter fra arbejde på offentlige og private arbejdspladser inden for velfærdssektoren, der varetager opgaver i relation til fordrevne fra Ukraine, skal ikke medregnes ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget til brug for beregning af folke-, senior- og førtidspension. Sådant arbejde skal heller ikke medføre fradrag i efterløn.

- For folke-, senior- og førtidspensionister omfatter ordningen både egne indtægter samt en evt. ægtefælle/samlevers indtægter, der er udbetalt i perioden fra den 1. april 2022 til og med den 31. december 2022. Ordningen omfatter både merindtægter fra mer- og overarbejde i eksisterende ansættelser samt hele indtægten fra ansættelsesforhold, som er påbegyndt den 17. marts 2022 eller senere. Tilsvarende gælder for arbejde samtidig med efterløn.

- Folke-, senior og førtidspensionister, som ønsker at gøre brug af ordningen, skal foretage en digital indberetning til Udbetaling Danmark vedr. de indtægter, der skal ses bort fra i efterreguleringen af pensionsydelsen. Efterlønsmodtagere skal indberette antallet af omfattede timer til a-kasserne.

- Pensionisten og efterlønsmodtageren skal på tro og love erklære, at de indberettede oplysninger er korrekte. Derudover skal pensionisten/efterlønsmodtageren vedlægge en arbejdsgivererklæring, som erklærer, at pensionisten, dennes samlever/ægtefælle eller efterlønsmodtageren enten er ansat efter, at særloven trådte i kraft, eller at vedkommende har haft merindtægter fra eksisterende ansættelse, og at arbejdspladsen er omfattet af ordningen.

- Med lovforslaget ændres skæringsdatoen for udrejse af Ukraine fra den 24. februar 2022 til den 1. februar 2022. Det betyder, at det fremover vil være et krav, at personer, der er omfattet af særloven, er udrejst den 1. februar 2022 eller senere af Ukraine.

På grund af den ekstraordinære situation forårsaget af krigen i Ukraine og den snarlige afslutning af indeværende folketingssamling er der behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forretningsorden.

Det skønnes med betydelig usikkerhed, at ændringerne vedrørende modregning i social pension og efterløn vil indebære ydelsesmæssige merudgifter i størrelsesordenen 1,5 mio. kr. i 2022 og 0,7 mio. kr. i 2023 efter skat og tilbageløb. En korrektion af folke-, førtids- og seniorpension vil ske i forbindelse med de årlige efterreguleringer af social pension, hvorfor eventuelle udgifter vil påløbe i 2023 i forbindelse med de årlige efterreguleringer af den udbetalte pensionsydelse for 2022.

Det vurderes endvidere, at ændringerne vedrørende modregning i social pension og efterløn vil indebære administrative merudgifter for Udbetaling Danmark til systemmæssige tilretninger, drift m.v. i størrelsesordenen 1,6 mio. kr. i 2022 og 1,3 mio. kr. i 2023.

Den del af lovforslaget, der omhandler ændring af skæringsdato for udrejse af Ukraine ved meddelelse af opholdstilladelse, forventes på det foreliggende grundlag alene at medføre begrænsede aktivitetsændringer i forhold til gruppen, der meddeles opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Det skønnes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser.

Forud for lovens fremsættelse har det ikke været muligt at afslutte den eksterne høring. Et udkast til lovforslag om ingen modregning i social pension og efterløn på arbejdspladser, der varetager opgaver med fordrevne fra Ukraine, har været sendt i høring i perioden fra den 12. maj til den 15. maj 2022. Et udkast til det samlede lovforslag er sendt i høring i perioden fra den 20. maj til den 23. maj 2022. Høringssvar og høringsnotat forventes at blive fremsendt til Folketinget onsdag den 25. maj 2022.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 16. juni 2022. Indtægter udbetalt fra den 1. april 2022 skal dog ikke føre til modregning i social pension eller fradrag i efterløn. Ændring af skæringsdato for udrejse af Ukraine finder også anvendelse på sager, hvor der er truffet afgørelse forud for lovforslagets ikrafttræden.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.