Skriftlig fremsættelse (10. maj
2022)
Skatteministeren
(Jeppe Bruus):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
afgift af elektricitet, lov om skattefri kompensation for
forhøjede energi- og miljøafgifter og ligningsloven
(Nedsættelse af den almindelige elafgift, afskaffelse af
grøn check for ikkepensionister m.v. og forhøjelse af
det maksimale beskæftigelsesfradrag)
(Lovforslag nr. L 200)
Regeringen (Socialdemokratiet), Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og
Kristendemokraterne har den 21. januar 2022 indgået Aftale om en ny reformpakke for dansk
økonomi. Lovforslaget udmønter tre tiltag i
aftalens del om »Hurtigere i job og et stærkere
arbejdsmarked«. Tiltagene skal bidrage til, at det bedre skal
kunne betale sig at arbejde, og at den grønne omstilling
understøttes med et tidssvarende afgiftssystem.
Der foreslås en markant lempelse af
den almindelige elafgift i form af, at den fra juli 2022 lempes med
14 øre pr. kWh stigende til 17 øre pr. kWh frem mod
2030. En lempelse af den almindelige elafgift vil øge
elektrificeringen i Danmark, idet der vil være flere, som
får installeret en ladestander eller en varmepumpe som
supplerende opvarmning.
Det foreslås endvidere at afskaffe
den grønne check for ikkepensionister fra og med
indkomståret 2023 og halvere den grønne check for
indkomståret 2022, svarende til en afskaffelse 1. juli 2022.
Dog fastholdes og forhøjes den supplerende grønne
check for børn til 240 kr. pr. barn fra 2023 for både
pensionister og ikkepensionister (fortsat maksimalt for to
børn). For indkomståret 2022 forhøjes den
supplerende grønne check for børn til 180 kr. pr barn
for ikkepensionister og til 220 kr. pr. barn for pensionister.
Endvidere foreslås det at
forhøje det maksimale beskæftigelsesfradrag,
således at fradraget maksimalt kan udgøre 42.300 kr.
(2022-niveau) for indkomstårene 2023 og 2024 samt 43.500 kr.
(2022-niveau) for indkomståret 2025 og efterfølgende
indkomstår. Dermed foreslås det maksimale
beskæftigelsesfradrag i 2023 og 2024 forhøjet med 700
kr. (2022-niveau), og fra og med 2025 forhøjet med
yderligere 1.200 kr. (2022-niveau).
Forslaget om nedsættelsen af
elafgiften skønnes at medføre et mindreprovenu, der
efter tilbageløb og adfærd udgør ca. 680 mio.
kr. i 2022 og ca. 1.210 mio. kr. i 2023 faldende til ca. 1.170 mio.
kr. i 2030 (2022-niveau). Afskaffelsen af grøn check for
ikkepensionister mv. skønnes at medføre
mindreudgifter på ca. 320 mio. kr. målt i varig
virkning efter tilbageløb og adfærd.
Forhøjelsen af det maksimale beskæftigelsesfradrag
skønnes efter tilbageløb og adfærd at
medføre et mindreprovenu på ca. 190 mio. kr.
årligt i 2023 og 2024 og ca. 500 mio. kr. årligt fra og
med 2025.
Det foreslås, at loven træder i
kraft 1. juli 2022. Lovforslaget har været i høring
fra den 4. marts 2022 til den 1. april 2022. Den sene
fremsættelse skyldes i øvrigt, at de foreslåede
ændringer følger af Aftale om en
ny reformpakke for dansk økonomi, som blev
indgået den 21. januar 2022.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings (hurtige og)
velvillige behandling.