Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2021)
Transportministeren (Benny Engelbrecht):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
luftfart (Præcisering af rammerne for indskrænkninger i
adgangen til luftfart og for tildeling af tilladelse til at
udføre ruteflyvning, hjemmel til krav om
sikkerhedsgodkendelser m.v.)
(Lovforslag nr. L 20)
Formålet med lovforslaget er at
præcisere de eksisterende rammer for indskrænkning i
adgangen til luftfart og for tildeling af tilladelse til
ruteflyvning inden for dansk område. Herudover
indebærer forslaget også en udmøntning af
aftalen om en sommer- og erhvervspakke indgået den 4. juni
2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre,
Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet i
relation til reduktion af stigningen af safety-afgiften frem mod
2025. Afslutningsvis foreslås der med lovforslaget indsat en
særskilt bemyndigelseshjemmel i relation til krav om
sikkerhedsgodkendelse af personer, som udfører visse opgaver
inden for luftfartssikkerhed.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling. Da der er tale om erhvervsrettet lovgivning, skal jeg
venligst opfordre til, at lovforslaget vedtages fire uger
før den 31. december 2021, hvor det foreslås, at
forslaget skal træde i kraft.