L 198 Forslag til lov om ændring af budgetloven.

(Lempelse af underskudsgrænse og ophævelse af revisionsklausul).

Af: Finansminister Nicolai Wammen (S)
Udvalg: Finansudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-05-2022

Fremsættelse: 05-05-2022

Skriftlig fremsættelse (5. maj 2022)

20211_l198_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. maj 2022)

Finansministeren (Nicolai Wammen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af budgetloven (lempelse af underskudsgrænse og ophævelse af revisionsklausul)

(Lovforslag nr. L 198)

Budgetloven er en opfølgning på og udmøntning af Aftale om budgetlov indgået den 27. marts 2012 mellem den daværende regering, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Med henblik på at styrke troværdigheden af finans- og udgiftspolitikken blev det med budgetloven fastsat ved lov, at det årlige strukturelle underskud ikke må overstige en fastsat grænse, der i 2012 blev sat til 0,5 pct. af bruttonationalproduktet.

Med aftalen Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik indgået den 6. marts 2022 mellem regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti er det aftalt at revidere budgetloven med henblik på at øge grænsen for det strukturelle underskud i budgetloven til 1,0 pct. af bruttonationalproduktet. Aftalepartierne er hertil enige om at evaluere og om nødvendigt revidere budgetloven, sådan at der vil være politiske drøftelser herom i 2033.

Med lovforslaget foreslås det således at revidere budgetloven, således at kravet om budgetbalance er overholdt, hvis den strukturelle saldo er på niveau med det mellemfristede mål, der er fastsat i den reviderede stabilitets- og vækstpagt, og med en nedre grænse for et strukturelt underskud på 1,0 pct. af bruttonationalproduktet.

Ifølge Finansministeriets opdaterede beregninger kan budgetlovens underskudsgrænse for den strukturelle saldo lempes fra 0,5 pct. til 1,0 pct. af bruttonationalproduktet samtidigt med, at der fortsat er tilstrækkelig sikkerhedsmargin til underskudsgrænsen for den faktiske offentlige saldo i Stabilitets- og Vækstpagten på 3,0 pct. af bruttonationalproduktet. Det er Finansministeriets faglige vurdering, at en lempelse af budgetlovens underskudsgrænse fra 0,5 pct. til 1,0 pct. af bruttonationalproduktet er forenelig med en fortsat ansvarlig finanspolitik med stabil, lav offentlig gæld, finanspolitisk holdbarhed og ikke bringer Danmarks AAA-kreditvurdering i fare.

Med lovforslaget foreslås det desuden at fjerne revisionsklausulen fra budgetloven. Aftalepartierne bag Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik er enige om at der vil være politiske drøftelser om evalueringen af budgetloven i 2033. Det bemærkes, at det er muligt at gennemføre yderligere ændringer i budgetloven før 2033.

Loven foreslås at træde i kraft d. 1. juli 2022.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.