Skriftlig fremsættelse (3. maj
2022)
Udenrigsministeren
(Jeppe Kofod):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om afholdelse af
folkeafstemning om forslag til lov om Danmarks deltagelse i det
europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe
EU-forsvarsforbeholdet
(Lovforslag nr. L 194)
Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti indgik den 6. marts 2022 et nationalt kompromis om dansk
sikkerhedspolitik. Det nationale kompromis indebærer bl.a.,
at aftalepartierne er enige om, at de grundlæggende
ændringer af den sikkerhedspolitiske situation i Europa og et
nyt normalbillede stiller nye krav til Danmarks helhjertede
engagement i udviklingen af den europæiske forsvars- og
sikkerhedspolitik.
Aftalepartierne anbefaler derfor en
afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Aftalepartierne er
på den baggrund enige om, at der den 1. juni 2022 skal
afholdes en folkeafstemning om at afskaffe det danske
forsvarsforbehold.
Nærværende lovforslag
fremsættes samtidig med et lovforslag om Danmarks deltagelse
i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at
afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Med vedtagelsen af
sidstnævnte lovforslag vil Folketinget afgive sit samtykke
efter grundlovens § 19 til, at regeringen i medfør af
artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling underretter de
øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke længere
ønsker at benytte sig af protokollens bestemmelse om
forsvarsforbeholdet (protokollens del II, som udgøres af
artikel 5). En sådan underretning af de øvrige
medlemsstater vil indebære, at forsvarsforbeholdet
afskaffes.
Det følger af grundlovens § 42,
stk. 6, 2. pkt., at de i § 19 nævnte beslutninger, der
måtte være givet i lovs form, ikke kan undergives
folkeafstemning, medmindre det ved særlig lov bestemmes, at
en sådan afstemning skal finde sted.
Lovforslaget har på den baggrund til
formål at skabe det retlige grundlag for afholdelse af en
bindende folkeafstemning den 1. juni 2022 om det samtidig fremsatte
forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske
samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe
EU-forsvarsforbeholdet. Herudover angives i lovforslaget de
nærmere regler, der skal finde anvendelse for afholdelse af
folkeafstemningen.
Det er Udenrigsministeriets vurdering, at
lovforslaget bør fremsættes og vedtages i
indeværende samling, således at det er muligt at
afholde folkeafstemning om det samtidig fremsatte lovforslag om
Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed
og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022.
Lovforslaget ønskes af samme grund
hastebehandlet.
Det foreslås, at loven træder i
kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Endvidere
foreslås det, at lovforslaget kan stadfæstes straks
efter dets vedtagelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.