L 184 Forslag til lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

(Tortgodtgørelse ved digitale seksuelle krænkelser og udvidelse af området for ydelse af krænkelsesgodtgørelse samt forenkling af renteberegningen i offererstatningssager).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-04-2022

Fremsættelse: 27-04-2022

Skriftlig fremsættelse (27. april 2022)

20211_l184_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. april 2022)

Justitsministeren (Nick Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Tortgodtgørelse ved digitale seksuelle krænkelser og udvidelse af området for ydelse af krænkelsesgodtgørelse samt forenkling af renteberegningen i offererstatningssager)

(Lovforslag nr. L 184)

Digitalisering har på godt og ondt skabt nye, hurtige måder at dele og udbrede materiale på. Det betyder også, at krænkende materiale kan spredes bredt og af rigtigt mange personer. Udviklingen har givet anledning til en række udfordringer, særligt når der er mange gerningspersoner i det samme sagskompleks, og har kastet lys over nogle uhensigtsmæssigheder i relation til ofrenes mulighed for at få erstatning fra gerningsmanden.

Lovforslaget skal blandt andet imødegå den situation, der er opstået efter Umbrella-sagskomplekset, hvor Højesteret har fastslået, at i sager med mange separate delinger, vil man på et tidspunkt nå et loft, hvor offeret må anses for at være kompenseret for den samlede tort. Det betyder, at det i dag er muligt at slippe for at udrede tortgodtgørelse, alene fordi ens straffesag ikke er behandlet, før et eventuelt loft for tortgodtgørelsen er nået. Det er en utilfredsstillende retstilstand, at der er gerningspersoner, der i dag kan have en interesse i at få deres sag udsat, fordi det kan betyde, at der således er mulighed for at undgå at betale godtgørelse for tort.

Lovforslaget indeholder derfor et forslag om, at ved fastsættelsen af tortgodtgørelse skal alle digitale seksuelle krænkelser, der er begået uafhængigt af hinanden, vurderes selvstændigt.

Med lovforslaget sikres det endvidere, at der - ligesom for fysiske seksuelle krænkelser - gælder et udgangspunkt for niveauet for tortgodtgørelse for digitale seksuelle krænkelser.

Derudover er formålet med lovforslaget at udvide anvendelsesområdet for tilkendelse af krænkelsesgodtgørelse for at sikre, at ofre for særligt grove krænkelser mod ens fred eller ære vil kunne få godtgørelse, selv om der i den konkrete sag ikke er lidt tort. Lovforslaget indebærer, at anvendelsesområdet for krænkelsesgodtgørelse også skal omfatte særligt grove krænkelser af en andens fred eller ære.

Lovforslaget indeholder herudover forslag til ændringer af offererstatningsloven, som har til formål at understøtte en hurtigere behandling af offererstatningssager. Regeringen finder det vigtigt, at sager om offererstatning behandles så hurtigt som muligt, så man som borger, der har været udsat for kriminalitet, kan komme videre med sit liv.

Derfor foreslås det, at der i offererstatningssager skal fastsættes et objektivt og entydigt tidspunkt, hvorfra der skal forrentes.

Rentetidspunktet fastsættes i dag på baggrund af en konkret og skønsmæssig vurdering, hvor Erstatningsnævnet - ud over den tid, ansøger har været om at indsende nødvendige oplysninger - også skal tage højde for nævnets sagsbehandlingstid.

Den foreslåede ændring har således til formål at skabe større forudsigelighed og gennemsigtighed i renteafgørelserne samt forenkle sagsbehandlingen i Erstatningsnævnet, hvilket understøtter en hurtigere sagsbehandling af offererstatningssager.

Det foreslåede rentetidspunkt vil medføre, at skadelidte fremover vil få færre renter af sin erstatning eller godtgørelse. Derfor foreslås det samtidig, at en række erstatnings- og godtgørelsesbeløb værdisikres, mens sagsbehandlingen pågår.

Det er væsentligt, at forslaget om ændring af offererstatningsloven fremsættes i indeværende samling, da det vurderes at ville have en positiv effekt på sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet. Henset til den emnemæssige sammenhæng med den foreslåede ændring af erstatningsansvarsloven, blev forslaget om ændring af erstatningsansvarsloven udskudt med henblik på, at de to lovforslag kunne lægges sammen til et lovforslag. Af den årsag fremsættes det samlede lovforslag efter 1. april 2022.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.