L 181 Forslag til lov om ændring af konkursloven.

(Indførelse af regler om forebyggende rekonstruktion og revision af reglerne om rekonstruktion og gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-04-2022

Fremsættelse: 27-04-2022

Skriftlig fremsættelse (27. april 2022)

20211_l181_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. april 2022)

Justitsministeren (Nick Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af konkursloven (Indførelse af regler om forebyggende rekonstruktion, revision af reglerne om rekonstruktion og gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet)

(Lovforslag nr. L 181)

Lovforslaget bygger på Konkursrådets betænkning nr. 1578/2022 om modernisering og revision af reglerne om gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet (afgivet februar 2022), og Konkursrådets betænkning nr. 1579/2022 om revision af reglerne om rekonstruktion, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet (afgivet februar 2022).

Formålet med lovforslaget er først og fremmest at implementere rekonstruktions- og insolvensdirektivet (Europarlamentet og Rådets direktiv 2019/1023 af 20. juni 2019) i dansk ret.

Rekonstruktions- og insolvensdirektivet tager sigte på at fjerne hindringer for udøvelsen af grundlæggende frihedsrettigheder såsom frie kapitalbevægelser og etableringsfriheden ved at sikre, at levedygtige virksomheder og iværksættere i finansielle vanskeligheder har adgang til effektive nationale rammer for en forebyggende rekonstruktionsbehandling, at insolvente og svært gældtyngede iværksættere kan drage fordel af fuld gældssanering efter en rimelig periode og derved kan få en ny chance, og at effektiviteten af procedurerne for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering forbedres.

Der lægges med lovforslaget op til at indsætte et nyt afsnit i konkursloven, der indeholder reglerne om en forebyggende rekonstruktionsbehandling. De foreslåede regler om forbyggende rekonstruktion skal sikre, at erhvervsdrivende har mulighed for på et tidligere tidspunkt, end hvad der er mulighed for efter de gældende regler, at få adgang til en rekonstruktionsprocedure, der kan sikre, at levedygtige virksomheder i finansielle vanskeligheder kan fortsætte driften. En skyldner kan således med de foreslåede regler tages under forebyggende rekonstruktion allerede, når skyldneren som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive insolvent.

Lovforslaget indeholder endvidere en revision af rekonstruktionsreglerne, der har til formål at udvide virksomhedernes mulighed for at gennemføre en rekonstruktion, herunder at gøre adgangen til at gennemføre en rekonstruktion mere effektivt. Desuden behandles, hvad der under en rekonstruktion skal kunne akkorderes samt aktuelle skattemæssige problemstillinger, der bl.a. har medført, at B-skat, acontoskat og restskat foreslås omfattet af en akkord. Lovforslaget indeholder ligeledes en ændring af reglerne om afstemning om et rekonstruktionsforslag.

Med lovforslaget lægges der derudover op til at foretage en række ændringer og en samtidig modernisering af gældssaneringsreglerne i konkursloven. Udover at implementere reglerne fra rekonstruktions- og insolvensdirektivet tager lovforslaget i den forbindelse sigte på, dels at forbedre erhvervsdrivende, herunder iværksætteres, muligheder for at påbegynde ny virksomhed efter konkurs, dels at gøre reglerne mere tidssvarende. De foreslåede ændringer i reglerne om gældssanering indeholder derfor bl.a. en sammenlægning af reglerne om gældssanering i og uden for konkurs, ligesom der foreslås en ensretning af afdragsperiodens længde i forbindelse med gældssaneringer, som fremover forslås at udgøre tre år for både erhvervsdrivende skyldnere og ikke-erhvervsdrivende skyldnere.

Lovforslaget har endelig til formål at skabe hjemmel til udstedelse af regler om tidlige varslingsmekanismer, der skal være med til at sikre, at skyldnere kan blive advaret om finansielle vanskeligheder og træffe passende tiltag tidligere og derved undgå en forestående insolvens, eller, hvis der er tale om en virksomhed, hvis levedygtighed er permanent svækket, effektivt og ordnet kan afvikle virksomheden.

Implementeringsfristen for direktivet er den 17. juli 2022. Lovforslaget ønskes således vedtaget i denne folketingssamling for, at man fra dansk side kan overholde sine EU-retlige forpligtelser. Bl.a. som følge af covid-19, som har medført forsinkelser i Konkursrådets arbejde med betænkningerne, samt høringen over Konkursrådets lovudkast og Justitsministeriets efterfølgende overvejelser om lovforslagets nærmere udformning fremsættes lovforslaget efter den 1. april 2022.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.