L 181 Forslag til lov om ændring af konkursloven.

(Indførelse af regler om forebyggende rekonstruktion og revision af reglerne om rekonstruktion og gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 02-06-2022

Afgivet: 02-06-2022

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 2. juni 2022 (omtryk)

20211_l181_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 2. juni 2022

1. Ændringsforslag

Der er stillet 17 ændringsforslag til lovforslaget. Justitsministeren har stillet ændringsforslag nr. 1-3, 5-8 og 10-17, og Venstres medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4 og 9.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL, FG, IA, SIU og Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (V, KF, DF, NB, og Karina Adsbøl (UFG)) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Liberal Alliance, Alternativet, Kristendemokraterne, Moderaterne, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre

Med de stillede ændringsforslag ønsker Venstre at modvirke lovforslagets favorisering af skyldneren og eventuelle panthavere, der ved skyldnerens insolvens vil få uberettiget berigelse på bekostning af de øvrige andelshavere, der først kan få deres udlodning af indeståender efter sædvanligvis 5-10 år. Efter forslaget kan den insolvente andelshaver modtage sin andel inden for 3 måneder.

Bortset fra ovennævnte bemærkninger kan Venstre støtte lovforslaget, som det foreligger, hvorved bemærkes, at forslaget er et produkt af et EU-direktiv og af Konkursrådets forslag.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 4 foreslåede § 2 a ændres »Ved mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (SMV) forstås i denne lov:« til: »Ved SMV forstås i denne lov:«.

[Lovteknisk korrektion]

2) I den under nr. 6 foreslåede § 9 b ændres i stk. 2, 2. pkt., »hertil« til: »til at lade sig beskikke som rekonstruktør«.

[Lovteknisk korrektion]

3) Nr. 14 affattes således:

»14. § 12 p, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes af § 94 alene medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, og krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen.««

[Lovteknisk korrektion]

Af et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (KF, DF, NB og Karina Adsbøl (UFG)):

4) Nr. 16 udgår.

[Mulighed for udbetaling af andelshaverkonto udgår]

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

5) I nr. 28 ændres i den indledende tekst »før kapitel 2 d« til: »i kapitel 2 c«.

[Lovteknisk korrektion]

6) I det under nr. 30 foreslåede § 14, stk. 5, ændres i 3. pkt. »Erhvervsstyrelsen« til: »Erhvervsstyrelsens it-system«.

[Lovteknisk korrektion]

7) Efter nr. 30 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 14 d, 2. pkt., ændres »§ 13 e, stk. 6« til: »§ 13 e, stk. 7«.«

[Konsekvensrettelse]

8) I den under nr. 31 foreslåede affattelse af § 15, stk. 1, ændres i nr. 5, 1. pkt., »foregående« til: »forudgående«.

[Lovteknisk korrektion]

Af et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (KF, DF, NB og Karina Adsbøl (UFG)):

9) Nr. 37 udgår.

[Mulighed for udbetaling af andelshaverkonto udgår]

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

10) I den under nr. 40 foreslåede affattelse af § 197 udgår i stk. 2, nr. 1, »økonomiske«.

[Lovteknisk korrektion]

11) I den under nr. 40 foreslåede affattelse af § 197 ændres i stk. 2, nr. 4, »skyldneren, som deltager i ledelsen af en virksomhed,« til: »skyldneren i sin egenskab af deltager i ledelsen af en virksomhed«.

[Lovteknisk korrektion]

12) I den under nr. 41 foreslåede § 197 a indsættes i stk. 1 efter »personer«: »tilsammen«.

[Lovteknisk korrektion]

13) I det under nr. 44 foreslåede § 202, stk. 3, indsættes i 1. pkt. efter »personer«: »tilsammen«.

[Lovteknisk korrektion]

14) Efter nr. 47 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 208 b, stk. 4, nr. 2, der bliver stk. 5, nr. 2, ændres »§ 230« til: »§ 230, stk. 2«.«

[Konsekvensrettelse]

15) I den under nr. 53 foreslåede § 216 a udgår i stk. 1, 1. pkt., »skyldneren eller«.

[Lovteknisk korrektion]

16) Nr. 69 affattes således:

»69. I § 249, 1. pkt., ændres »§ 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.,« til: »§ 13 d, stk. 3 og 5,«.«

[Lovteknisk korrektion]

17) Efter nr. 69 indsættes som nye numre:

»03. I § 249, 1. pkt., ændres »§ 115, stk. 2, §§ 120-122 og § 232, stk. 3,« til: »§ 115, stk. 2, og §§ 120-122«.

04. I § 249, 2. pkt., ændres »§ 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.« til: »§ 13 d, stk. 3 og 5.««

[Konsekvensrettelse og lovteknisk korrektion]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslag nr. 1 er der tale om en sproglig lovteknisk korrektion. Det foreslås, at »Ved mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (SMV) forstås i denne lov« ændres til »Ved SMV forstås i denne lov« i den foreslåede § 2 a. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 2

Med ændringsforslag nr. 2 er der tale om en sproglig lovteknisk korrektion. Det foreslås, at »hertil« ændres til »til at lade sig beskikke som rekonstruktør« i den foreslåede § 9 b, stk. 2, 2. pkt. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 3

Med ændringsforslag nr. 3 er der tale om en sproglig lovteknisk korrektion. Det foreslås at nyaffatte nr. 22, således at det fremgår klart, at det alene er bestemmelsen i konkurslovens § 12 p, stk. 2, 1. pkt., der forslås nyaffattet. Forslaget indebærer en præcisering, men ingen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 4 og 9

Med de foreslåede ændringer udgår de i lovforslaget indeholdte bestemmelser om, at skyldneren kan kræve sit indestående i et andelsselskab eller en andelsforening udbetalt senest 3 måneder efter opsigelsen. Formålet med ændringsforslaget er, at Justitsministeriet - i konkret dialog med erhvervslivet - har bedre tid til at finde en ny løsningsmodel, der både håndterer problemet med de konkursramte andelshavere og tager hensyn til højrisikoen for kapitaldræn i andelsselskaberne og lighedsprincippet, således at konkursramte andelshavere ikke opnår bedre udtrædelsesvilkår end ikkekonkursramte andelshavere.

Til nr. 5

Med ændringsforslag nr. 5 er der tale om en lovteknisk korrektion. Det foreslås, at »før kapitel 2 d« ændres til »i kapitel 2 c« i den indledende tekst i nr. 28. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 6

Med ændringsforslag nr. 6 er der tale om en sproglig lovteknisk korrektion. Det foreslås, at »Erhvervsstyrelsen« ændres til »Erhvervsstyrelsens it-system« i det foreslåede § 14, stk. 4, 2. pkt. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 7

Med ændringsforslag nr. 7 foreslås det at indsætte et nyt nummer efter nr. 30, hvorefter henvisningen til »§ 13 e, stk. 6« i § 14 d, 2. pkt., ændres til »§ 13 e, stk. 7«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af det fremsatte lovforslags § 1, nr. 26, hvor bestemmelsen i § 13 e, stk. 6, rykkes til § 13 e, stk. 7.

Til nr. 8

Med ændringsforslag nr. 8 er der tale om en sproglig lovteknisk korrektion. Det foreslås, at »foregående« ændres til »forudgående« i det foreslåede § 15, stk. 1, nr. 5, 1. pkt. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 10

Med ændringsforslag nr. 10 er der tale om en sproglig lovteknisk korrektion. Det foreslås, at »økonomiske« udgår af det foreslåede § 197, stk. 2, nr. 1. Forslaget indebærer en præcisering, men ingen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 11

Med ændringsforslag nr. 11 er der tale om en sproglig lovteknisk korrektion. Det foreslås, at »skyldneren, som deltager i ledelsen af en virksomhed,« ændres til »skyldneren i sin egenskab af deltager i ledelsen af en virksomhed« i det foreslåede § 197, stk. 2, nr. 4. Forslaget indebærer en præcisering, men ingen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 12 og 13

Med ændringsforslag nr. 12 og 13 foreslås det, at der i de foreslåede § 197 a, stk. 1, og § 202, stk. 3, indsættes »tilsammen« efter »personer«. Der er tale om en sproglig lovteknisk korrektion, der skal understrege, at der er tale om den samme personkreds i begge bestemmelser og i § 216 a, stk. 1, jf. ændringsforslag nr. 15.

Til nr. 14

Med ændringsforslag nr. 14 foreslås det at indsætte et nyt nummer efter nr. 47, hvorefter henvisningen til »§ 230« i § 208 b, stk. 4, nr. 2, der bliver stk. 5, nr. 2, ændres til: »§ 230, stk. 2«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 63.

Til nr. 15

Med ændringsforslag nr. 15 foreslås det, at »skyldneren eller« udgår af det foreslåede § 216 a, stk. 1, 1. pkt. Ændringen er en sproglig lovteknisk korrektion, der skal understrege, at der er tale om den samme personkreds i § 216 a, stk. 1, 1. pkt., § 197 a, stk. 1, og § 202, stk. 3, jf. nærmere om § 197 a, stk. 1, og § 202, stk. 3, jf. ændringsforslag nr. 12 og 13.

Til nr. 16

Med ændringsforslag nr. 16 foreslås det at præcisere nr. 69, således at det fremgår, at det er i § 249, 1. pkt., at »§ 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.,« ændres til »§ 13 d, stk. 3 og 5,«. Der er tale om en lovteknisk korrektion.

Til nr. 17

Med ændringsforslag nr. 17 foreslås det at indsætte to nye numre.

§ 1, nr. 01, medfører, at § 232, stk. 3, udgår af § 249, 1. pkt. Dette er en konsekvensrettelse som følge af det fremsatte lovforslags § 1, nr. 64, hvor konkurslovens kapitel 29 ophæves.

Med § 1, nr. 02, præciseres det, at »§ 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.« i § 249, 1. og 2. pkt., ændres til »§ 13 d, stk. 3 og 5.« Der er tale om en lovteknisk korrektion.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. april 2022 og var til 1. behandling den 6. maj 2022. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Den 27. april 2022 sendte justitsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 8 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 3 skriftlige henvendelser om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 4 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Bjørn Brandenborg (S) Thomas Jensen (S) Julie Skovsby (S) Leif Lahn Jensen (S) Rasmus Stoklund (S) Annette Lind (S) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Samira Nawa (RV) nfmd. Susan Kronborg (RV) Rosa Lund (EL) Søren Søndergaard (EL) Aaja Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Kasper Sand Kjær (S) Sikandar Siddique (FG) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V) Anne Rasmussen (V) Kenneth Mikkelsen (V) Morten Dahlin (V) fmd. Michael Aastrup Jensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Skaarup (DF) Karina Adsbøl (UFG) Marcus Knuth (KF) Britt Bager (KF) Pernille Vermund (NB) Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)

Liberal Alliance, Alternativet, Kristendemokraterne, Moderaterne, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Dansk Folkeparti (DF)10
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (FG)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Moderaterne (M)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)9