Fremsat den 27. april 2022 af uddannelses- og forskningsministeren (Jesper Petersen)
Forslag
til
Lov om ændring af SU-loven
(Forhøjelse af fribeløb)
§ 1
I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1037 af 30. august 2017, som ændret bl.a. ved lov nr. 464 af
29. april 2019, lov nr. 328 af 31. marts 2020, § 1 i lov nr.
293 af 27. februar 2021 og senest ved § 1 i lov nr. 2400 af
14. december 2021, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 24, stk. 1, nr. 1, ændres
»8.846 kr. (2019-niveau)« til: »13.178 kr.
(2022-niveau)«.
2. I
§ 24, stk. 1, nr. 2, ændres
»13.375 kr. (2019-niveau)« til: »17.876 kr.
(2022-niveau)«.
3. I
§ 24, stk. 12, ændres
»2020 og 2021« til: »2020-2022«.
§ 2
I lov nr. 328 af 31. marts 2020 om
ændring af SU-loven (Udvidede muligheder for studielån
og slutlån samt forhøjelse af fribeløb som
følge af covid-19), som ændret ved § 2 i lov nr.
293 af 27. februar 2021 foretages følgende
ændring:
1. § 2,
stk. 4, ophæves.
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juni 2022, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1
og 2, træder i kraft den 1. januar 2023.
Stk. 3. § 1, nr. 1
og 2, har virkning for den endelige tildeling af
uddannelsesstøtte, jf. SU-lovens § 30, for
støtteåret 2023 og senere. For tidligere
støtteår finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 4. § 24, stk.
12, i SU-loven, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 3,
ophæves den 1. januar 2024.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget har til hensigt at følge op på den
aftale, som regeringen (Socialdemokratiet) indgik sammen med Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og
Kristendemokraterne den 21. januar 2022 om en ny reformpakke Hurtigere i job, et stærkere arbejdsmarked,
investeringer i fremtiden og innovative virksomheder. Med
aftalen blev aftalepartierne enige om at ville søge
SU-forligskredsens (regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance)
opbakning til at hæve SU-fribeløbet med 4.000 kr. om
måneden, således at uddannelsessøgende får
mulighed for at arbejde mere ved siden af uddannelsen, hvis de
ønsker det, uden at det påvirker de
uddannelsessøgendes SU. Det kan give en tættere
tilknytning til arbejdsmarkedet.
Regeringen og aftalepartierne indgik herefter den 4. marts 2022 en
opdateret aftaleøkonomi. På baggrund af den opdaterede
aftaleøkonomi har SU-forligskredsen tilsluttet sig
forslaget.
Lovforslaget har endvidere til hensigt at følge op
på aftale af 21. december 2021 mellem regeringen
(Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance om
mulighed for forhøjelse af SU-fribeløbet i 2022 for
uddannelsessøgende, der deltager i samfundskritiske
funktioner som led covid-19-beredskabet, således at
uddannelsessøgende også for støtteåret
2022 kan søge om forhøjet fribeløb. Dermed
risikerer uddannelsessøgende ikke at få et krav om
tilbagebetaling af SU, som følge af en særlig
høj indkomst på grund af deltagelse i samfundskritiske
funktioner som led i covid-19-beredskabet. En tilsvarende mulighed
for fribeløbsforhøjelse har været
gældende for støtteårene 2020 og 2021.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forhøjelse af fribeløb med 4.000
kr.
2.1.1. Gældende ret
En af betingelserne for at modtage SU er, at den
uddannelsessøgendes indkomst ikke overstiger et
nærmere angivet beløb, det såkaldte
årsfribeløb eller uddannelsesfribeløb.
Årsfribeløbet og uddannelsesfribeløbet er
sammensat af månedlige fribeløb, og størrelsen
heraf afhænger af den uddannelsessøgendes
uddannelsesmæssige situation i hver enkelt måned. Dette
følger af SU-lovens kapitel 6, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1037 af 30. marts 2017.
SU udbetales med foreløbige beløb i
støtteåret. Støtten tildeles med endelige
beløb efter støtteårets afslutning, jf. §
28 i SU-loven. Den endelige tildeling sker efter udgangen af hvert
støtteår i forbindelse med indkomstkontrollen. Her
sammenholder Uddannelses- og Forskningsstyrelsen den
uddannelsessøgendes egenindkomst i støtteåret,
jf. § 23 i SU-loven, med årsfribeløbet eller
uddannelsesfribeløbet, jf. SU-lovens § 24. Overskrider
egenindkomsten den uddannelsessøgendes
årsfribeløb eller uddannelsesfribeløb, skal den
uddannelsessøgende tilbagebetale en del af eller hele den
modtagne støtte. Dette følger af SU-lovens kapitel
7.
SU ydes uden for klippekortet til uddannelsessøgende i
ungdomsuddannelse mv. og inden for klippekortet til
uddannelsessøgende i videregående og privat
uddannelse. Med klippekort henvises til, at der til
videregående eller privat uddannelse stilles et
begrænset antal måneder med SU til rådighed
(klippekortet), hvor en måneds SU tæller som et
klip.
I måneder, hvor den uddannelsessøgende modtager SU,
gælder det laveste månedlige fribeløb. For
uddannelsessøgende, der modtager SU uden for klippekortet,
er det laveste fribeløb 9.178 kr. (2022-niveau), jf.
SU-lovens § 24, stk. 1, nr. 1. For uddannelsessøgende,
der modtager SU inden for klippekortet, er det laveste
fribeløb 13.876 kr. (2022-niveau), jf. SU-lovens § 24,
stk. 1, nr. 2.
Herudover gælder det mellemste fribeløb på
20.329 kr. (2022-niveau) i de måneder, hvor den
uddannelsessøgende har fravalgt SU, har orlov fra
uddannelsen, er i lønnet praktik som en del af uddannelsen
eller er erklæret studieinaktiv. Det højeste
fribeløb på 39.128 kr. (2022-niveau) gælder i
måneder, hvor den uddannelsessøgende er uden for
uddannelse, ikke har flere klip til en videregående
uddannelse og ikke modtager slutlån eller ikke opfylder
grundlæggende betingelser for retten til
uddannelsesstøtte, herunder aldersbetingelsen m.v. Det
følger af SU-lovens § 24, stk. 2 og 3.
2.1.2. Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Da der i lyset af covid-19 situationen også i 2022 kan
være behov for, at uddannelsessøgende deltager i
covid-19-beredskabet, foreslås det at ændre SU-loven
således, at muligheden for efter ansøgning at få
forhøjet årsfribeløbet eller
uddannelsesfribeløbet med den indtægt, som den
uddannelsessøgende har modtaget herfor, også skal
gælde for støtteåret 2022. Hermed undgår
de uddannelsessøgende, som måtte få en
særlig høj indkomst på grund af deltagelse i
samfundskritiske funktioner som led i covid-19-beredskabet
også i 2022, at få et krav om tilbagebetaling af for
meget udbetalt støtte på grund af indkomster i
forbindelse med deres deltagelse i covid-19-beredskabet.
2.2. Forhøjelse af fribeløb på grund
af deltagelse i covid-19-beredskabet
2.2.1. Gældende ret
Som følge af covid-19 kan der også i 2022
være større efterspørgsel på
uddannelsessøgende, der kan deltage i samfundskritiske
funktioner som led i covid-19-beredskabet. Med covid-19-beredskabet
menes bl.a. borgere med en sundhedsfaglig eller pædagogisk
baggrund, der bliver anmodet om at træde til som ekstra
assistance i samfundskritiske funktioner, og hvor dette arbejde
ikke udføres som en del af borgerens almindelige arbejde.
Den højere indkomst, som de uddannelsessøgende, der
tager del i dette beredskab, kan få i denne periode, kan
føre til, at de overskrider grænsen for den indkomst,
de må have ved siden af deres SU (årsfribeløbet
eller uddannelsesfribeløbet).
For at undgå at de uddannelsessøgende, som
måtte få en særlig høj indkomst på
grund af deltagelse i covid-19-beredskabet i
støtteårene 2020 og 2021, får et krav om
tilbagebetaling af for meget udbetalt støtte på grund
af indkomster i forbindelse med deres deltagelse i beredskabet, kan
disse uddannelsessøgende efter ansøgning få
forhøjet deres årsfribeløb eller
uddannelsesfribeløb i 2020 og 2021 med den indtægt,
som den uddannelsessøgende har modtaget herfor. Dette
følger af SU-lovens § 24, stk. 12.
2.2.2. Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Med henblik på at give bedre muligheder til de
uddannelsessøgende, der ønsker at arbejde mere ved
siden af uddannelsen i de perioder, hvor de modtager SU,
foreslås det at ændre SU-loven således, at de
laveste fribeløb forhøjes med 4.000 kr. (2022-niveau)
pr. måned med virkning fra og med støtteåret
2023.
Formålet med forslaget er at øge arbejdsudbuddet,
da uddannelsessøgende, der modtager SU, og som i dag ligger
tæt på fribeløbsgrænsen, vil få
øget økonomisk incitament til at arbejde ved siden af
uddannelsen.
Det laveste fribeløb for uddannelsessøgende, der
modtager SU uden for klippekort (ungdomsuddannelser mv.), vil
herefter udgøre 13.178 kr. (2022-niveau) pr. måned i
måneder med SU. For uddannelsessøgende, der modtager
SU inden for klippekortet (videregående og privat
uddannelse), vil det laveste fribeløb herefter udgøre
17.876 kr. (2022-niveau) pr. måned i måneder med
SU.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Forslaget vedrørende den generelle forhøjelse af
fribeløb vil medføre øgede SU-udgifter. Det
skyldes dels, at den uddannelsessøgende, der har fravalgt SU
på grund af indkomst, der ligger over den nuværende
fribeløbsgrænse, efter forhøjelsen af
fribeløbet med 4.000 kr., kan undlade at fravælge SU,
dels at det forventes at forhøjelsen af
fribeløbsgrænsen vil medføre, at færre
uddannelsessøgende modtager et tilbagebetalingskrav.
Samtidig er det lagt til grund, at det vil øge
arbejdsudbuddet, da uddannelsessøgende, som i dag ligger
tæt på fribeløbsgrænsen, vil få
øget økonomisk incitament til at arbejde ved siden af
uddannelsen.
Samlet set skønnes forslaget vedrørende den
generelle forhøjelse af laveste fribeløb at
medføre et negativt provenu efter skat, tilbageløb og
adfærd på ca. 20 mio. kr. årligt - og at
øge arbejdsudbuddet med ca. 300 fuldtidspersoner.
De økonomiske konsekvenser vedrørende muligheden
for, at den uddannelsessøgende også for
støtteåret 2022 kan søge om forhøjet
fribeløb grundet deltagelse i covid-19-beredskabet
skønnes i 2022 at være 1,6 mio. kr. som følge
af færre indtægter i forbindelse med færre rejste
indkomstkontrolkrav. Skønnet er behæftet med
usikkerhed.
Lovforslaget har ingen implementeringskonsekvenser for det
offentlige.
Lovforslaget er ikke relevant i forhold til principperne om
digitaliseringsklar lovgivning
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Den del af lovforslaget der vedrører forhøjelse af
fribeløb på grund af deltagelse i covid-19-beredskabet
indebærer, at den uddannelsessøgende særskilt
skal ansøge om forhøjet fribeløb for
støtteåret 2022. Den del af lovforslaget der
vedrører den generelle forhøjelse af fribeløb
har ingen administrative konsekvenser for borgerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
7. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et særskilt udkast til lovforslag om forhøjelse af
fribeløb grundet deltagelse i covid-19-beredskabet har i
perioden fra den 25. januar 2022 til den 11. februar 2022
været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer m.v.: Ankenævnet for Statens
Uddannelsesstøtteordninger, Akademikerne, Akademisk
Arkitektforening, Dansk Magisterforening, Danske Erhvervsakademier,
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Danske Gymnasieelevers
Sammenslutning, Danske Handicaporganisationer, Danske
Landbrugsskoler, Danske Professionshøjskoler, Danske
SOSU-skoler, Danske Studerendes Fællesråd, Danske
Universiteter, Det Centrale Handicapråd,
Digitaliseringsstyrelsen, Djøf, Erhvervsskolernes
Elevorganisation, Foreningen af Danske Lægestuderende, Frit
Forum - Socialdemokratiske Studerende, Ingeniørforeningen
IDA, Institut for Menneskerettigheder, Landssammenslutningen af
Handelsskoleelever, Lærerstuderendes Landskreds,
Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Rektorkollegiet for
de kunstneriske og kulturelle uddannelser, Rektorkollegiet for de
maritime uddannelser, Rigsrevisionen, Sammenslutningen af Danske
Socialrådgiverstuderende, Studenterrådgivningen,
Studievalg Danmark, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning,
Udbetaling Danmark og Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Et særskilt udkast til lovforslag om den generelle
forhøjelse af laveste fribeløb har dertil i perioden
den 7. marts 2022 til den 21. marts 2022 været sendt i
høring hos ovenstående myndigheder og organisationer
m.v.
10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget forventes at øge
arbejdsudbuddet med ca. 300 fuldtidspersoner. | De økonomiske konsekvenser ved
lovforslaget vedrørende generel forhøjelse af laveste
fribeløb skønnes at være 20 mio. kr.
årligt efter skat, tilbageløb og adfærd. De økonomiske konsekvenser ved
lovforslaget vedrørende forhøjelse af fribeløb
grundet deltagelse i covid-19-beredskabet skønnes i 2022 at
være 1,6 mio. kr. som følge af færre
indtægter i forbindelse med færre rejste
indkomstkontrolkrav. Skønnet er behæftet med
usikkerhed. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Den del af lovforslaget der
vedrører forhøjelse af fribeløb på grund
af deltagelse i covid-19-beredskabet indebærer, at den
uddannelsessøgende særskilt skal ansøge om
forhøjet fribeløb for støtteåret
2022. | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering / Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det fremgår af SU-lovens § 24, stk. 1, nr. 1, at det
laveste fribeløb udgør 8.846 kr. (2019-niveau) for
uddannelsessøgende, der modtager SU uden for klippekortet.
Dette svarer til 9.178 kr. pr. måned i 2022-niveau.
Det laveste fribeløb gælder i de måneder,
hvor den uddannelsessøgende modtager SU.
Det foreslås at ændre §
24, stk. 1, nr. 1, således, at det laveste
fribeløb for uddannelsessøgende, der modtager SU uden
for klippekortet, udgør 13.178 kr. (2022-niveau).
Med forslaget vil uddannelsessøgende i ungdomsuddannelse
mv. derved få mulighed for at øge deres indkomst med
4.000 kr. pr. måned, hvor de uddannelsessøgende
modtager SU, uden at blive mødt af et indkomstkontrolkrav
efter støtteårets afslutning.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
2.1.
Til nr. 2
Det følger af SU-lovens § 24, stk. 1, nr. 2, at det
laveste fribeløb udgør 13.375 kr. (2019-niveau) for
uddannelsessøgende, der modtager SU inden for klippekortet.
Dette svarer til 13.876 kr. pr. måned i 2022-niveau.
Det laveste fribeløb gælder i de måneder,
hvor den uddannelsessøgende modtager SU.
Det foreslås at ændre §
24, stk. 1, nr. 2, således, at det laveste
fribeløb for uddannelsessøgende, der modtager SU
inden for klippekortet, udgør 17.876 kr. (2022-niveau).
Med forslaget vil uddannelsessøgende i videregående
og privat uddannelse derved få mulighed for at øge
deres indkomst med 4.000 kr. pr. måned, hvor de
uddannelsessøgende modtager SU, uden at blive mødt af
et indkomstkontrolkrav efter støtteårets
afslutning.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
2.1.
Til nr. 3
Efter SU-lovens § 24, stk. 12, kan
årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet for
støtteårene 2020 og 2021 for
uddannelsessøgende, der deltager i samfundskritiske
funktioner i forbindelse med beredskabet i forhold til covid-19,
efter ansøgning forhøjes med den indtægt, som
den uddannelsessøgende modtager herfor.
Det foreslås at ændre SU-lovens § 24, stk. 12, således at
bestemmelsen også vil omfatte støtteåret
2022.
Med den foreslåede ændring af SU-lovens § 24,
stk. 12, kan årsfribeløbet eller
uddannelsesfribeløbet for støtteåret 2022 for
uddannelsessøgende, der deltager i samfundskritiske
funktioner i forbindelse med beredskab i forhold til covid-19,
efter ansøgning forhøjes med den indtægt, som
den uddannelsessøgende modtager herfor, ligesom det har
været gældende for støtteårene 2020 og
2021.
Hermed sikres det, at de uddannelsessøgende, som under
uddannelsen deltager i beredskabet, ikke vil komme i en situation,
hvor de - grundet deltagelsen - skal tilbagebetale SU eller
fravælge SU for at undgå et tilbagebetalingskrav.
Når årsopgørelsen for 2022 fra
skattemyndighederne foreligger, hvilket for de fleste
støttemodtagere sker i foråret 2023, vil Uddannelses-
og Forskningsstyrelsen foretage indkomstkontrollen for
støtteåret 2022, hvor den uddannelsessøgendes
egenindkomst i støtteåret 2022 sammenholdes med
årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet for
samme støtteår.
I de tilfælde, hvor de uddannelsessøgende under en
uddannelsesperiode yder assistance i samfundskritiske funktioner
som en del af covid-19-beredskabet, vil indtægten forbundet
hermed altid kunne medføre forhøjelse af
årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet.
I forbindelse med ansøgning om forhøjelse af
årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet for
støtteåret 2022 vil den uddannelsessøgende
skulle godtgøre, at beløbet er optjent i forbindelse
med deltagelse i samfundskritiske funktioner i forbindelse med
covid-19-beredskabet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
2.2.
Til §
2
Til nr. 1
Årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet
for støtteårene 2020 og 2021 kan for
uddannelsessøgende, der deltager i samfundskritiske
funktioner i forbindelse med beredskabet i forhold til covid-19,
efter ansøgning forhøjes med den indtægt, som
den uddannelsessøgende modtager herfor, jf. SU-lovens §
24, stk. 12.
SU-lovens § 24, stk. 12, ophæves den 1. januar 2023,
jf. § 2, stk. 4, i lov nr. 328 af 31. marts 2020 om
ændring af SU-loven, som ændret ved lov nr. 293 af 27.
februar 2021.
Det foreslås at ophæve § 2, stk. 4, i lov nr.
328 af 31. marts 2020 om ændring af SU-loven, som
ændret ved lov nr. 293 af 27. februar 2021.
Forslaget indebærer, at den hidtil gældende
solnedgangsklausul, hvorefter SU-lovens § 24, stk. 12,
automatisk skulle ophæves den 1. januar 2023, vil bortfalde.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der med dette
lovforslags § 3, stk. 4, foreslås indsat en ny
solnedgangsklausul, hvorefter SU-lovens § 24, stk. 12, som
ændres med dette lovforslags § 1, nr. 3, i stedet
foreslås ophævet den 1. januar 2024.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §
3, stk. 4.
Til §
3
Det foreslås med stk. 1, at
loven træder i kraft den 1. juni 2022, jf. dog stk. 2. Lovens
stk. 1 er møntet på forhøjelse af
fribeløb på grund af deltagelse i covid-19-beredskabet
i støtteåret 2022. Den uddannelsessøgende kan
ansøge om forhøjet fribeløb fra lovens
ikrafttræden til og med udgangen af 2023.
Det foreslås med stk. 2, at
lovens § 1, nr. 1 og 2, træder i kraft den 1. januar
2023.
Det foreslås med stk. 3, at
lovens § 1, nr. 1 og 2, har virkning for den endelige
tildeling af uddannelsesstøtte, jf. SU-lovens § 30, for
støtteåret 2023 og senere. For tidligere
støtteår finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at det
forhøjede laveste fribeløb vil gælde for hele
støtteåret 2023 og derefter. De forhøjede
fribeløbssatser vil første gang indgå i
styrelsens indkomstkontrol for støtteåret 2023, der
forventes foretaget i 2024. Ved indkomstkontrollen sammenholdes den
uddannelsessøgendes samlede egenindkomst med
årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet. For
støtteåret 2022 og tidligere vil de hidtil
gældende regler fortsat finde anvendelse.
Det foreslås med stk. 4, at
§ 24, stk. 12, i SU-loven, som ændret ved denne lovs
§ 1, nr. 3, ophæves den 1. januar 2024.
Ophævelsestidspunkt vil tage højde for, at
indkomstkontrollen for støtteåret 2022 foretages i
løbet af kalenderåret 2023. Uddannelsessøgende
skal således senest søge om forhøjelsen af
fribeløbet inden udgangen af 2023.
SU-loven gælder ikke for Færøerne eller
Grønland, jf. SU-lovens § 63, og loven indeholder ikke
hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne
og Grønland.
Loven vil derfor heller ikke gælde for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1037 af 30. august 2017, som ændret bl.a. ved lov nr. 464
af 29. april 2019, lov nr. 328 af 31. marts 2020, § 1 i lov
nr. 293 af 27. februar 2021, og senest ved § 1 i lov nr. 2400
af 14. december 2021, foretages følgende
ændringer: | | | | § 24.
Laveste fribeløb udgør | | | 1) 8.846 kr. (2019-niveau) for
uddannelsessøgende, der modtager SU uden for klippekortet,
og | | 1. I § 24, stk. 1, nr. 1, ændres
»8.846 kr. (2019-niveau)« til: »13.178 kr.
(2022-niveau)«. | 2) 13.375 kr. (2019-niveau) for
uddannelsessøgende, der modtager SU inden for
klippekortet. | | 2. I § 24, stk. 1, nr. 2, ændres
»13.375 kr. (2019-niveau)« til: »17.876 kr.
(2022-niveau)«. | Stk.
2-11. --- | | | Stk. 12.
Årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet for
støtteårene 2020 og 2021 kan for
uddannelsessøgende, der deltager i samfundskritiske
funktioner i forbindelse med beredskabet i forhold til covid-19,
efter ansøgning forhøjes med den indtægt, som
den uddannelsessøgende modtager herfor. | | 1. I § 24, stk. 12, ændres »2020
og 2021« til: »2020-2022«. | | | | | | § 2 | | | | | | I lov nr. 328 af 31. marts 2020 om
ændring af SU-loven (Udvidede muligheder for studielån
og slutlån samt forhøjelse af fribeløb som
følge af covid-19), som ændret ved § 2 i lov nr.
293 af 27. februar 2021 foretages følgende
ændring: | | | | §
2. --- | | | Stk. 4.
§ 24, stk. 12, i SU-loven som affattet ved denne lovs §
1, nr. 2, ophæves den 1. januar 2023. | | 2. § 2, stk. 4 ophæves. | | | | | | |
|