L 179 Forslag til lov om ændring af SU-loven.

(Forhøjelse af fribeløb).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 17-05-2022

Afgivet: 17-05-2022

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 17. maj 2022

20211_l179_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 17. maj 2022

1. Ændringsforslag

Uddannelses- og forskningsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget konstaterer, at regeringen med lovforslaget ønsker at hæve fribeløbet for elever og studerende, så de studerende dermed kan arbejde mere ved siden af studierne uden at blive trukket i su.

EL finder det positivt, hvis ændringen kan mindske bekymringen hos studerende for, om de bliver trukket i su, hvis de i en periode arbejder mere ved siden af deres studie. Øget fleksibilitet kan være afgørende for nogle studerende og f.eks. sikre, at den studerende kan arbejde lidt mere i en periode, hvor der ikke er så travlt med studierne, for senere at arbejde tilsvarende mindre. Det er også positivt, hvis det kan være med til, at den studerende får praktisk erfaring med at anvende det, den studerende har lært på sit studie, og får nye erfaringer, der bruges til at styrke den studerendes faglighed.

Når det er sagt, er EL bekymret for det signal, som ændringen kan sende til studerende om, hvor meget man kan arbejde ved siden af sit studie. Studierne skal fortsat komme i første række og skal være på fuldtid. For meget arbejde ved siden af studiet risikerer at føre til øget pres, mistrivsel og frafald, og lovforslaget kan dermed forværre den situation, mange studerende allerede befinder sig i i dag.

Derfor kan EL ikke bakke op om lovforslaget og dermed sende et signal til de studerende om, at løsningen på den voksende økonomiske ulighed og deres økonomiske utryghed kan reduceres til, at de blot skal arbejde mere ved siden af deres studie.

EL stemmer hverken for eller imod lovforslaget, da vi omvendt heller ikke vil modsætte os forslaget grundet de positive elementer som nævnt ovenfor. I EL peger vi i stedet på, at su'en skal styrkes med 1.000 kr. om måneden, og i lyset af de stigende energi- og fødevarepriser har EL ligeledes udarbejdet et fuldt finansieret forslag, der genopretter ydelserne med et løft på 5 pct. Særlig i lyset af at et flertal uden om EL gennem tidligere reformer har udhulet su'en med mere end 400 kr. om måneden, burde samme politiske flertal tage ansvaret på sig og genoprette su'en i stedet for at presse de unge til at arbejde endnu mere ved siden af studierne, end de i forvejen gør. 25 pct. af de studerende bruger mere end deres su på at betale deres husleje, 17 pct. bruger næsten hele deres su på det, og derudover kommer andre udgifter til transport, fødevarer og andre basale udgifter.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 3

Af uddannelses- og forskningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I stk. 1 ændres »1. juni« til: »15. juni«.

[Udskudt ikrafttrædelsesdato]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det følger af lovforslagets § 3, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juni 2022, jf. dog stk. 2.

Med ændringsforslaget foreslås det, at ikrafttrædelsestidspunktet udskydes til den 15. juni 2022.

Den udskudte ikrafttrædelsesdato foreslås af hensyn til lovforslagets videre behandling i Folketinget.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. april 2022 og var til 1. behandling den 3. maj 2022. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelses- og Forskningsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og uddannelses- og forskningsministeren sendte den 8. marts 2022 dette udkast til udvalget, jf. UFU alm. del - bilag 84. Den 27. april 2022 sendte uddannelses- og forskningsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Ida Auken (S) Jens Joel (S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Kasper Sand Kjær (S) fmd. Rasmus Horn Langhoff (S) Rasmus Stoklund (S) Anne Paulin (S) Troels Ravn (S) Jan Bjergskov Larsen (SF) Astrid Carøe (SF) Stinus Lindgreen (RV) Katrine Robsøe (RV) Victoria Velasquez (EL) Peder Hvelplund (EL) Susanne Zimmer (FG) Bertel Haarder (V) Anne Honoré Østergaard (V) nfmd. Carsten Kissmeyer (V) Jane Heitmann (V) Heidi Bank (V) Ulla Tørnæs (V) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Marie Krarup (UFG) Alex Ahrendtsen (DF) Britt Bager (KF) Gitte Willumsen (KF) Peter Seier Christensen (NB) Henrik Dahl (LA)

Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Dansk Folkeparti (DF)10
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (FG)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)10