Skriftlig fremsættelse (27. april
2022)
Skatteministeren
(Jeppe Bruus):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
skatteindberetningsloven og forskellige andre love
(Gennemførelse af direktiv om ændring af direktiv om
administrativt samarbejde på beskatningsområdet om
indberetning og udveksling af oplysninger fra digitale platforme
m.v.)
(Lovforslag nr. L 176)
Formålet med lovforslaget er at
bidrage til, at skattemyndighederne i EU-landene kan sikre bedre
kontrol af borgere, som sælger varer eller tjenester eller
udlejer boliger eller transportmidler via de digitale platforme.
Lovforslaget gennemfører således EU-direktivet DAC7 i
dansk ret.
Efter DAC7 skal digitale platforme
forpligtes til at indsamle og indberette oplysninger, som
gør det muligt at identificere de brugere, som sælger
varer, leverer tjenesteydelser eller udlejer fast ejendom eller
transportmidler via en digital platform. Oplysningerne skal
efterfølgende udveksles mellem EU-landene. DAC7 indeholder
derudover en række ændringer af de eksisterende regler
om informationsudveksling m.v., som skal styrke og effektivisere
det administrative samarbejde mellem EU-landene.
De danske skatteregler indeholder allerede
regler om indberetning fra digitale platforme, men EU-forslaget vil
medføre et endnu bredere anvendelsesområde, da DAC7
omfatter både yderligere aktiviteter og platforme i EU samt
platforme i tredjelande uden fast driftssted i EU, hvis de har
brugere i EU.
OECD har desuden 3. juli 2020
offentliggjort nogle modelregler for indberetning og udveksling af
oplysninger om indtægter i forbindelse med udlejning af fast
ejendom og salg af tjenesteydelser via digitale platforme.
Modelreglerne skal suppleres af aftaler mellem de enkelte
jurisdiktioner om udveksling af de indberettede oplysninger.
Ved dette lovforslag foreslås det at
skabe hjemmel til, at skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler ved bekendtgørelse, der
gennemfører DAC7, for så vidt angår
indberetningspligt for digitale platforme, og OECD's modelregler.
Derudover foreslås det at gennemføre de øvrige
ændringer af direktivet om administrativt samarbejde på
beskatningsområdet.
Efter de nugældende regler har
udlejere af fritids- og helårsboliger samt bil, båd,
campingvogn m.v. ret til et særligt fradrag, hvis
indtægten herfra indberettes af platformen eller
udlejningsbureauet til Skatteforvaltningen. Det foreslås, at
de særlige fradrag også vil blive tildelt på
baggrund af DAC7-indbereting.
Endelig foreslås det, at der i en
overgangsperiode kan etableres en frivillig indberetningsordning,
så de oplysninger, der indberettes efter de nugældende
danske regler, udover indberetning efter de regler, der
gennemfører DAC7 og OECD's modelregler på
området, også kan indberettes. Formålet hermed er
at kunne sikre fortryk på henholdsvis
årsopgørelsen og oplysningsskemaet i samme omfang som
hidtil.
De implementeringsmæssige
konsekvenser, herunder behovet for it-udviklingskapacitet, er
usikre men kan have et betydeligt omfang. Den konkrete
implementering er således fortsat under afklaring.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2023.
Lovforslaget er omfattet af de fælles
ikrafttrædelsesdatoer.
Lovforslagets sene
fremsættelsestidspunkt skyldes, at der under den eksterne
høring opstod behov for en nærmere afklaring af
EU-retslige aspekter.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.