L 169 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, lov om individuel boligstøtte, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og integrationsloven.

(Kommunal indkvartering og forplejning og tilpasning af regler på integrationsområdet, børne- og undervisningsområdet, social- og ældreområdet, indenrigs- og boligområdet og sundhedsområdet som følge af modtagelse af personer, der er fordrevet fra Ukraine).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-04-2022

Skriftlig fremsættelse (25. april 2022)

20211_l169_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. april 2022)

Udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, lov om individuel boligstøtte, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og integrationsloven (Kommunal indkvartering og forplejning og tilpasning af regler på integrationsområdet, børne- og undervisningsområdet, social- og ældreområdet, indenrigs- og boligområdet og sundhedsområdet som følge af modtagelse af personer, der er fordrevet fra Ukraine)

(Lovforslag nr. L 169)

Folketinget vedtog den 16. marts 2022 lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (herefter særloven). Efter loven kan der meddeles midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, med gyldighed frem til 17. marts 2024, som kan forlænges til 17. marts 2025. Med loven blev det sikret, at der som følge af den helt ekstraordinære situation vil være mulighed for effektivt at yde en særlig indsats over for de personer, der er fordrevet fra Ukraine, uanset om de pågældende i øvrigt opfylder de almindelige betingelser for ophold efter udlændingeloven, således at de pågældende blev sikret forudsætningerne for hurtigt og effektivt at kunne fortsætte deres liv og aktivt være en del af det danske samfund.

Regeringen forventer en fortsat stor tilstrømning af fordrevne fra Ukraine. Formålet med lovforslaget er således at tilpasse lovgivningen på en række forskellige ressortområder efter situationen for fortsat at kunne sikre tryghed og stabilitet samt de bedst mulige forhold for de personer, der er fordrevne fra Ukraine, og som opholder sig i Danmark.

Det foreslås bl.a., at der indføres hjemmel til, at kommunerne fortsat kan tilbyde indkvartering og forplejning til personer, der er fordrevet fra Ukraine, mens de afventer udlændingemyndighedernes afgørelse af deres ansøgning om opholdstilladelse efter særloven.

Det foreslås desuden at indføre hjemme til, at kommunerne kan anvise midlertidige opholdssteder eller permanente boliger, som er beliggende i udsatte boligområder, til personer, der er meddelt opholdstilladelse efter særloven, med henblik på at understøtte kommunernes mulighed for at anvise et midlertidigt opholdssted eller bolig til persongruppen efter meddelt opholdstilladelse.

Det foreslås endvidere at ændre reglerne om overgang til kommunerne og reglerne om fordeling og anvisning af bolig til familiesammenførte til fordrevne ukrainere, ligesom det foreslås at indføre en bemyndigelsesbestemmelse, der bemyndiger udlændinge- og integrationsministeren til at fastsætte regler om forlængelse af kommunernes adgang til at suspendere kravene til de forskellige integrationstilbud.

Det foreslås ydermere at skabe mulighed for, at byggelovgivningen kan fraviges ved midlertidig brug af lokaler for dagtilbud, skoler, institutioner og lignende for fordrevne fra Ukraine.

Det foreslås derudover at udvide kredsen af personer, som kommunalbestyrelsen kan godkende som konkret egnet som netværksplejefamilie til et bestemt barn eller en bestemt ung, der er meddelt opholdstilladelse efter særloven.

Endelig foreslås det at skabe mulighed for virtuel undervisning og fravigelse af sprogkrav for fordrevne fra Ukraine på Børne- og Undervisningsministeriets område, tilpasse regler om boligstøtte og børnetilskud samt skabe mulighed for tilpasning af sundhedsvæsenets ressourcer og visse rettigheder for fordrevne fra Ukraine.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.