Skriftlig fremsættelse (20. april
2022)
Beskæftigelsesministeren (Peter
Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsskadesikring (Statslig finansiering af udgifter ved
arbejdsskader som følge af arbejdsrelaterede vaccinationer
mod covid-19 foretaget i perioden fra den 27. december 2020 til den
31. december 2022)
(Lovforslag nr. L 168)
Vaccination mod Covid-19 har været en
følge af den helt ekstraordinære situation som Danmark
har stået i med en verdensomspændende pandemi.
Vaccinationsprogrammet har været et af de vigtigste
våben i kampen mod covid-19 sammen med de generelle,
smitteforebyggende råd.
Det har været en del af den samlede
danske vaccinationsplan, at visse personalegrupper blev anbefalet
vaccination tidligere, end deres alder tilsagde, grundet deres
ansættelsesforhold og/eller arbejdsopgaver. Det skete
på grund af sundhedsmyndighedernes vurdering af behovet for,
at disse personalegrupper blev vaccineret hurtigt for at opretholde
bemandingen af kritiske funktioner og for at begrænse smitten
i sektorer med mange særligt udsatte borgere.
Skader opstået som følge af
arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 kan, når
betingelserne herfor er opfyldt, anerkendes som arbejdsulykker
efter arbejdsskadesikringsloven. Det følger af en langvarig
praksis på området. Arbejdsskadeerstatning m.v.
finansieres i så fald af arbejdsgiveren via arbejdsgiverens
lovpligtige arbejdsskadeforsikring hos et forsikringsselskab eller
af den selvforsikrede arbejdsgiver.
Regeringen (Socialdemokratiet),
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten,
Alternativet og Kristendemokraterne har som led i finanslovsaftalen
for 2022 aftalt, at udgifterne ved arbejdsulykker som følge
af arbejdsrelateret covid-19-vaccination ikke skal finansieres af
arbejdsgiverne. På grund af den helt ekstraordinære
samfundsmæssige situation og som led i den samlede
samfundsmæssige vaccinationsplan skal udgifterne finansieres
af staten. Aftalen forudsætter, at der sker nogle
ændringer i lov om arbejdsskadesikring.
På den baggrund foreslås det,
at lov om arbejdsskadesikring ændres, så staten kan
finansiere udgifter ved arbejdsskader som følge af
arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden
fra den 27. december 2020 til den 31. december 2022.
Lovforslaget fremsættes efter d. 1.
april, da det følger af finansloven for 2022. Da udgifterne
til arbejdsrelaterede covid-19 vaccinationsskader først kan
overtages af staten, når lovforslaget er vedtaget
ønskes forslaget gennemført i dette
folketingsår.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.