Skriftlig fremsættelse (20. april
2022)
Erhvervsministeren
(Simon Kollerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om Danmarks Eksport- og
Investeringsfond
(Lovforslag nr. L 167)
Som opfølgning på Aftale om en
ny reformpakke for dansk økonomi af 21. januar 2022
etableres Danmarks Eksport- og Investeringsfond ved at
sammenlægge Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit og
Danmarks Grønne Investeringsfond i én fond.
Aftale om en ny reformpakke for dansk
økonomi blev indgået sent i folketingsåret. For
at skabe sikkerhed for danske virksomheder om de fremtidige rammer
for statslig medfinansiering til eksport, vækst og
grøn omstilling, skabe stabile rammer for fondens
medarbejdere samt hurtigt realisere formålet med etablering
af Danmarks Eksport- og Investeringsfond fremsættes
lovforslaget i denne samling. Forslaget ønskes ligeledes
færdigbehandlet i denne samling.
Danske virksomheder oplever i stigende grad
hård konkurrence på de internationale markeder, hvor
adgang til finansiering er central for virksomheders
udviklingsmuligheder. Med etablering af Danmarks Eksport- og
Investeringsfond styrkes og fremtidssikres indsatsen for statslig
medfinansiering for danske virksomheder for såvel
eksportvirksomheder og vækstvirksomheder som for små og
mellemstore virksomheder og
iværksættervirksomheder.
Med lovforslaget skabes de
lovgivningsmæssige rammer for, at Danmarks Eksport- og
Investeringsfond kan bidrage til den udvikling, der blev igangsat
med Danmarks Grønne Fremtidsfond, så der sikres et
endnu stærkere, mere sammenhængende finansieringstilbud
til de virksomheder, der skal skabe de nye grønne og
bæredygtige erhvervssucceser.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond
etableres med det klare mål at fastholde og styrke fondenes
nuværende finansieringsindsatser og specialiserede
kompetencer. Danmarks Eksport og Investeringsfond vil have et
styrket SMV-fokus og skal fungere som én indgang til
statslig medfinansiering. Det skal skabe bedre rammer for, at ikke
mindst de små og mellemstore virksomheder modtager sparring
af de rette medarbejdere og gøre det nemmere at få
tilbudt de rette finansieringsløsninger i Danmarks Eksport-
og Investeringsfond. Et styrket fokus på små og
mellemstore virksomheder implementeres parallelt med, at indsatsen
for at understøtte de store eksportvirksomheders
konkurrenceevne og markedsandele i udlandet samtidig skal
fastholdes og udvikles. Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal
fortsat have stærke finansieringstilbud, eksportfokus og
specialiseret storkundeservice til danske eksportvirksomheder.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal
have en professionel ledelse, hvor kompetenceprofilen afspejler
fondens forretningsområder. Danmarks Eksport- og
Investeringsfond får mulighed for at etablere
datterselskaber. De forretningsmæssige aktiviteter i fonden
organiseres indledningsvist i to dattervirksomheder, hvor
aktiviteterne svarer til de nuværende
forretningsområder i henholdsvis EKF Danmarks Eksportkredit i
den ene dattervirksomhed og Vækstfonden og Danmarks
Grønne Investeringsfond i den anden dattervirksomhed.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.