Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 7. april 2022
Forslag
til
Lov om engangstilskud til husstande med lav
indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære
prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022
Kapitel 1
Definitioner
§ 1.
I denne lov forstås ved:
1) Bolig: En
adresse, hvor en eller flere personer den 1. januar 2022 var
registreret i Det Centrale Personregister (CPR), jf. § 6, stk.
1 eller 2, i lov om Det Centrale Personregister, ifølge data
i Det Centrale Personregister den 1. april 2022.
2) Husstand: De
personer, der den 1. januar 2022 var registreret på den samme
adresse i Det Centrale Personregister, jf. § 6, stk. 1 eller
2, i lov om Det Centrale Personregister, ifølge data i Det
Centrale Personregister den 1. april 2022.
3)
Fjernvarmeforsyningsområde: Et område, der den 21.
marts 2022 var registreret med »Fjernvarme« i
attributten »Vaerdi1203« i GIS-laget
»Forsyningsområde, vedtaget« på
plandata.dk.
4)
Gasforsyningsområde: Et område, der den 21. marts 2022
var registreret med »Individuel naturgasforsyning« i
attributten »Vaerdi1203« i GIS-laget
»Forsyningsområde, vedtaget« på
plandata.dk.
Kapitel 2
Engangstilskud
§ 2.
Energistyrelsen yder et engangstilskud på 6.000 kr. til den
person, der ifølge Det Centrale Personregister den 1. januar
2022 var den ældste person i de husstande, der opfylder
betingelserne i §§ 3 og 4. Data i Det Centrale
Personregister den 1. april 2022 lægges til grund.
Stk. 2. Er den
ældste person i husstanden på udbetalingstidspunktet
registreret som død i Det Centrale Personregister, udbetales
engangstilskuddet til den ifølge Det Centrale Personregister
på udbetalingstidspunktet ældste levende person i
husstanden. Er alle personer i husstanden afgået ved
døden på udbetalingstidspunktet, udbetales
engangstilskuddet ikke.
Stk. 3. Opfylder
flere personer i husstanden betingelserne i stk. 1 eller stk. 2, 1.
pkt., udbetales engangstilskuddet til den person, der har det
laveste løbenummer i sit personnummer.
Stk. 4.
Engangstilskud efter stk. 1-3 udbetales til den berettigedes
Nemkonto, jf. dog § 13, stk. 6. Det er en betingelse for
udbetaling af engangstilskuddet, at den pågældende har
en Nemkonto, jf. dog § 13, stk. 6.
§ 3.
Det er en betingelse for engangstilskud efter § 2, at boligen
opfylder mindst en af følgende betingelser, jf. dog §
5:
1) Boligen var
den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) registreret
med »Naturgas« som opvarmningsmiddel.
2) Boligen var
den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med
»Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller
varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og boligen er
beliggende
a) i et
gasforsyningsområde,
b) uden for
fjernvarmeforsyningsområder og inden for 100 m fra et
gasforsyningsområde,
c) uden for
fjernvarmeforsyningsområder og inden for 50 m fra en
gasdistributionsledning, som den 25. marts 2022 var registreret i
Evidas systemer og fremgår af GIS-informationer fra Evida,
eller
d) uden for
fjernvarmeforsyningsområder, hvis boligen er registreret i
Bygnings- og Boligregistret med samme BFE-nummer som mindst en
bygning, der den 1. januar 2022 var registreret i Bygnings- og
Boligregistret med »Naturgas« som
opvarmningsmiddel.
3) Boligen var
den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med
»Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller
varmluftanlæg)« som varmeinstallation og er beliggende
inden for et område, der er tilknyttet et af de
fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, som afgrænset i
GIS-informationer fra Energistyrelsen, jf. § 14, stk. 3.
4) Boligen
a) var den 1.
januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med
»Elektricitet« som opvarmningsmiddel,
b) havde
ifølge Energinets datahub et elektricitetsforbrug over 1.500
kWh i december 2021 og
c) var i
december 2021 registreret for elvarme i Energinets datahub.
5) Boligen var
den 1. januar 2022 registreret i Bygnings- og Boligregistret med
»Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller
varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og den
berettigede har dokumenteret, at den primære opvarmningsform
i december 2021 var
a) gas,
b) fjernvarme
fra et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, eller
c) elektricitet,
hvor boligens andel af den forbrugte elektricitet til det
fælles varmesystem tillagt boligens øvrige
elektricitetsforbrug oversteg 1.500 kWh i december 2021.
Stk. 2. En bolig
anses for registreret med en bestemt varmeinstallation eller et
bestemt opvarmningsmiddel i Bygnings- og Boligregistret, hvis
boligen eller den bygning, som boligen er beliggende i, er
registreret med den pågældende varmeinstallation eller
det pågældende opvarmningsmiddel.
Stk. 3. En
boligs geografiske placering fastlægges som det adgangspunkt,
der er registreret i Danmarks Adresseregister.
§ 4.
Det er en betingelse for engangstilskud efter § 2, at
husstanden havde en samlet indkomst i indkomståret 2020
på højst 650.000 kr., jf. dog § 5.
Stk. 2.
Indkomsten opgøres som personlig indkomst med tillæg
af positiv nettokapitalindkomst, der anvendes til beregning af
indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de
deri nævnte grundbeløb og bundfradrag. Indkomsten
opgøres på baggrund af den gældende
årsopgørelse for 2020 pr. 1. april 2022. § 17 b,
stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende
feriemidler finder ikke anvendelse ved opgørelsen af
indkomsten.
Stk. 3. For
personer i husstanden, som ikke den 1. april 2022 havde en
gældende årsopgørelse for 2020, anses indkomsten
for at være:
1) 140.000 kr.
for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 30 år.
2) 90.000 kr.
for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 18 år, men
endnu ikke var fyldt 30 år.
3) 0 kr. for
personer, der den 1. januar 2022 endnu ikke var fyldt 18
år.
§ 5.
Engangstilskud efter § 2 ydes, selv om en eller flere af
betingelserne i §§ 3 eller 4 ikke er opfyldt, hvis den
manglende opfyldelse alene skyldes manglende eller fejlagtige
oplysninger i de datakilder, som er nævnt i § 3, stk. 1,
og § 4, stk. 2, som ikke kan henføres til personer i
den pågældende husstand.
§ 6.
Engangstilskud efter § 2 er skattefrit.
Stk. 2.
Engangstilskud efter § 2 indberettes ikke til
indkomstregisteret.
§ 7.
Engangstilskud efter § 2 indgår ikke i grundlaget for
tildeling og beregning af og medfører ikke fradrag i
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse,
uddannelseshjælp og kontanthjælp samt
ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og
jobafklaringsforløb efter lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 2.
Følgende ydelser, der er udbetalt til varmeudgifter, skal
ikke tilbagebetales som følge af engangstilskud efter §
2:
1) Særlig
støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.
2) Hjælp
til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 i lov om
aktiv socialpolitik.
3) Personligt
tillæg efter § 14, stk. 1, i lov om social pension eller
§ 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.
4)
Varmetillæg efter § 14, stk. 2, i lov om social pension
eller § 17, stk. 1, i lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.
Stk. 3.
Engangstilskud efter § 2 fradrages ikke i beregningsgrundlaget
for varmetillæg efter § 19, stk. 2, i
bekendtgørelse om social pension eller § 21, stk. 2, i
bekendtgørelse om højeste, mellemste, forhøjet
almindelig og almindelig førtidspension m.v. og indgår
ikke i omregningen efter § 25, stk. 2, i bekendtgørelse
om social pension eller § 27, stk. 2, i bekendtgørelse
om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og
almindelig førtidspension m.v.
§ 8.
Engangstilskud efter § 2, som er udbetalt til en person, der
ikke er berettiget til tilskuddet efter §§ 2-5, skal ikke
betales tilbage, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl,
herunder fejl i udsøgningsdata, jf. § 10, og det
uberettigede beløb ikke overstiger 6.000 kr.
§ 9.
Engangstilskud efter § 2 kan hverken overdrages eller
gøres til genstand for retsforfølgning frem til
udbetalingstidspunktet.
Stk. 2.
Engangstilskud efter § 2 kan ikke anvendes til modregning med
private eller offentlige krav.
Kapitel 3
Sagsbehandling m.v.
Automatisk
udsøgning
§
10. Engangstilskud efter § 2 udbetales uden
ansøgning ved udsøgning af de berettigede efter
§ 2, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4.
Stk. 2.
Udsøgningen efter stk. 1 udføres af Styrelsen for
Dataforsyning og Effektivisering på vegne af
Energistyrelsen.
Ansøgning
§
11. Energistyrelsen kan efter ansøgning yde
engangstilskud efter § 2 til en person, der opfylder
betingelserne i §§ 2-5, hvis ingen person i husstanden
har modtaget engangstilskud efter udsøgningen omhandlet i
§ 10, eller hvis den, som tilskuddet er udbetalt til, var
afgået ved døden på udbetalingstidspunktet.
Ansøgeren skal dokumentere, at betingelserne i §§
2-5 er opfyldt, i det omfang dette ikke følger af de
datakilder, der er nævnt i § 2, § 3, stk. 1, nr.
1-4, og § 4.
Stk. 2.
Energistyrelsen fastsætter regler om, fra hvilken dato
ansøgning efter stk. 1 kan indgives, og hvilken dato
ansøgning efter stk. 1 senest skal være modtaget hos
Energistyrelsen.
Stk. 3.
Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om
indgivelse af ansøgning efter stk. 1, herunder om krav til
dokumentation og om behandlingen af ansøgninger.
Digital
kommunikation
§
12. Energistyrelsen kan fastsætte regler om, at
kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler
fastsat i medfør af loven, skal ske digitalt.
Energistyrelsen kan herunder fastsætte regler om obligatorisk
anvendelse af særlige digitale formater og om fritagelse fra
digital kommunikation for visse personer.
Stk. 2. En
digital meddelelse anses for at være kommet frem, når
den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Udbetaling
§
13. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
videregiver på vegne af Energistyrelsen personnumre på
de personer, der er berettiget til at modtage engangstilskud efter
§ 2, til Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik
på udbetaling.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Tillægspension foretager udbetaling af
engangstilskud efter § 2 til de berettigedes Nemkonto på
vegne af Energistyrelsen, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. Inden
udbetaling foretages, kontrollerer Arbejdsmarkedets
Tillægspension i Det Centrale Personregister, om den
berettigede er afgået ved døden. Er den berettigede
afgået ved døden, giver Arbejdsmarkedets
Tillægspension meddelelse herom til Styrelsen for
Dataforsyning og Effektivisering. Styrelsen for Dataforsyning og
Effektivisering udsøger personnummer på en eventuel
person, der herefter er berettiget til engangstilskud efter §
2, og videregiver personnummer på vedkommende til
Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik på
udbetaling af engangstilskud.
Stk. 4.
Arbejdsmarkedets Tillægspension giver meddelelse til
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering om personnumre, hvor
udbetaling ikke kan gennemføres.
Stk. 5.
Berettigede, der modtager engangstilskud efter § 2 på
baggrund af udsøgningen omhandlet i § 10, får
meddelelse om afgørelsen via udbetalingsmeddelelsen fra det
finansielle institut, hvor borgeren har anvist en konto som
Nemkonto.
Stk. 6.
Energistyrelsen fastsætter regler om, at krav om udbetaling
af engangstilskud efter § 2 til Nemkonto, jf. § 2, stk.
4, kan fraviges i forbindelse med udbetaling af engangstilskud
efter ansøgning, jf. § 11, og om, at udbetaling kan
foretages af andre end Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Energistyrelsen fastsætter regler om, hvordan udbetaling kan
ske i de tilfælde, hvor § 2, stk. 4, fraviges, jf. 1.
pkt.
Data og
databehandling
§
14. Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og
Effektivisering indsamler følgende oplysninger:
1) Oplysninger
fra Det Centrale Personregister.
2) Oplysninger
fra Bygnings- og Boligregistret om adresse, BFE-nummer,
opvarmningsmiddel og varmeinstallation, som det var registreret den
1. januar 2022.
3) Oplysninger
fra plandata.dk om fjernvarmeforsyningsområder og
gasforsyningsområder, som det var registreret den 21. marts
2022.
4) Oplysning om
indkomst for personer i indkomståret 2020 fra den
skattemæssige årsopgørelse fra
Skatteforvaltningen.
5) Oplysninger
fra Danmarks Adresseregister, herunder om adresse og dennes
geografiske placering.
Stk. 2. Evida
skal til Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og
Effektivisering afgive GIS-information om
gasdistributionsledninger, som den 25. marts 2022 var registreret i
Evidas systemer. Energinet skal til Energistyrelsen og Styrelsen
for Dataforsyning og Effektivisering afgive oplysninger om
elektricitetsforbrug på adresser i december 2021 for udvalgte
adresser udpeget af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
eller Energistyrelsen.
Stk. 3.
Energistyrelsen leverer GIS-information om afgrænsning af de
områder, der er tilknyttet et af de fjernvarmenet, der
fremgår af bilag 1, til Styrelsen for Dataforsyning og
Effektivisering og offentliggør GIS-informationerne på
Energistyrelsens hjemmeside.
Stk. 4.
Arbejdsmarkedets Tillægspension indsamler oplysninger fra Det
Centrale Personregister.
Stk. 5.
Energistyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og
Arbejdsmarkedets Tillægspension kan til brug for
udsøgning i medfør af § 10, behandling af
ansøgninger efter § 11, udbetaling af tilskud efter
§ 13 og eventuel tilbagesøgning af uberettiget
udbetalte beløb behandle oplysninger som angivet i stk. 1-4
og §§ 10, 11 og 13.
Stk. 6.
Energistyrelsen fastsætter en frist for fremsendelse af
oplysninger efter stk. 2.
§
15. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering stiller
udsøgningsdata som nævnt i § 2, § 3, stk. 1,
nr. 1-4, og § 4 og de data, der er nævnt i §§
13 og 14, til rådighed for Energistyrelsen.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Tillægspension stiller data om udbetaling af
engangstilskud efter § 13 til rådighed for
Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og
Effektivisering.
§
16. Energistyrelsen kan fastsætte regler om yderligere
behandling, herunder indhentning og videregivelse, af data til brug
for udsøgning efter § 10, behandling af
ansøgninger efter § 11, udbetaling af engangstilskud
efter § 13 og tilbagesøgning af uberettiget udbetalte
beløb.
Kapitel 4
Finansiering
§
17. Staten afholder alle udgifter til Arbejdsmarkedets
Tillægspensions administration af opgaver efter denne
lov.
Kapitel 5
Klageadgang
§
18. Energistyrelsens afgørelser efter denne lov kan
ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Kapitel 6
Ikrafttræden
§
19. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Kapitel 7
Territorialbestemmelser
§
20. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
Fjernvarmenet, som er omfattet af § 3,
stk. 1, nr. 3 og nr. 5, litra b, og § 14, stk. 3
| | Fjernvarmeselskab | Fjernvarmenet | AffaldPlus | Sorø | Allerød Kommune | Hele nettet | Andelsselskabet Oksbøl
Varmeværk | Hele nettet | Ans Fjernvarmeværk A M B A | Hele nettet | Augustenborg Fjernvarme (lagt sammen med
Sønderborg Fjernvarme i 2021) | Augustenborg | Blåhøj Energiselskab | Hele nettet | Bramming Fjernvarme Amba | Hele nettet | Brovst Fjernvarme Andelsselskab | Hele nettet | Brædstrup Totalenergianlæg
A/S | Hele nettet | Bælum Varmeværk Amba | Hele nettet | Christiansfeld Fjernvarmeselskab A. M. B.
A. | Hele nettet | Durup Fjernvarme A. M. B. A. | Hele nettet | E.On Produktion Danmark A/S | Eremitageparken Kgs. Lyngby,
Nationalmuseet Brede, Egebjergskolen Ballerup, Egebjerghaven
Ballerup, Espergærde AB, Virum Skole, Flintemarken
Vedbæk, Elkærparken Tune, Slangerup, Enebærhaven
Humlebæk, Søllerød Park, Hareskovhallen
Værløse, Hastrupparken Køge | Egedal Fjernvarme A/S | Forsyningsområde 1 | Ejstrupholm Varmeværk A. M. B.
A. | Hele nettet | Energi Vegger | Hele nettet | Farum Fjernvarme | Hele nettet | Feldborg Kraftvarmeværk A. M. B.
A. | Hele nettet | FFV Varme A/S | Hele nettet | Filskov Energiselskab | Hele nettet | Flauenskjold Varmeværk A. M. B.
A | Hele nettet | Fors Varme Holbæk | Jyderup | Frederiks Varmeværk A M B A | Hele nettet | Glyngøre Fjernvarmeværk
Amba | Hele nettet | Grundejerforeningen
Rønneholtparken | Hele nettet | Gudenådalens Energiselskab
Amba | Hele nettet | Haderup Kraftvarmeværk A. M. B.
A. | Hele nettet | Hashøj Kraftvarmeforsyning | Hele nettet | Helsinge Fjernvarme | Hele nettet | Holsted Varmeværk Amba | Hele nettet | Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker A
M B A | Hele nettet | I/S Norfors | Fredensborg | Jerslev Varmeværk | Hele nettet | Jetsmark Energiværk Amba | Hele nettet | Jægerspris Kraftvarme A. M. B.
A | Hele nettet | Klejtrup Kraftvarmeværk | Hele nettet | Langaa Varmeværk Amba | Hele nettet | Laurbjerg Kraftvarmeværk Amba | Hele nettet | Løgstrup Varmeværk A M B
A | Hele nettet | Mejlby Fjernvarme Amba | Hele nettet | Morsø Varme A/S | Hele nettet | Møldrup Varmeværk | Hele nettet | Nibe Varmeværk A M B A | Hele nettet | Nykøbing Mors Fjernvarmeværk
A M B A | Hele nettet | Nykøbing Sj Varmeværk | Hele nettet | Nysted Varmeværk | Hele nettet | Nørre Nebel Fjernvarme | Hele nettet | Nørre-Snede Varmeværk A. M.
B. A | Hele nettet | Outrup Varmeværk | Hele nettet | Præstø Fjernvarme | Hele nettet | Ravnkilde Kraftvarmeværk A M B
A | Hele nettet | Ringkøbing Fjernvarmeværk
Amba | Hele nettet | Rostrup Kraftvarmeværk Amba | Hele nettet | Rødkærsbro Fjernvarme | Hele nettet | Saltum Fjernvarmeværk A M B A | Hele nettet | Silkeborg Varme A/S | Hele nettet | Skagen Varmeværk | Hele nettet | Skals Kraftvarmeværk | Hele nettet | Slagslunde Fjernvarme A. M. B. A. | Hele nettet | Smørum Kraftvarme Amba | Hele nettet | Snedsted Varmeværk | Hele nettet | Spjald Fjernvarme- og Vandværk | Hele nettet | Stoholm Fjernvarmeværk | Hele nettet | Støvring Kraftvarmeværk A. M.
B. A. | Hele nettet | Sæby Varmeværk A M B A | Hele nettet | Thorsø Fjernvarmeværk | Hele nettet | Tistrup Varmeværk | Hele nettet | Tranum Varmeværk | Hele nettet | Troldhede Kraftvarmeværk A. M. B.
A. | Hele nettet | Tønder Fjernvarmeselskab A. M. B.
A. | Hele nettet | Tårs Varmeværk | Hele nettet | Vejby-Tisvilde Fjernvarme Amba | Hele nettet | Viborg Varme Produktion A/S | Hele nettet | Videbæk Energiforsyning | Hele nettet | Vildbjerg Varme A/S | Hele nettet | Vinderup Varmeværk | Hele nettet | Voerså Kraftvarmeværk A M B
A | Hele nettet | Vojens Fjernvarme | Hele nettet | Øster Brønderslev
Fjernvarmeværk | Hele nettet |
|