Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2021)
Justitsministeren
(Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og lov om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning (Styrket indsats mod stalking)
(Lovforslag nr. L 15)
Stalking har særdeles store fysiske
og psykiske konsekvenser for ofrene, og det griber alvorligt ind i
deres og familiernes liv og hverdag. Det er derfor
afgørende, at samfundet har et effektivt værn mod
denne form for chikane og forfølgelse.
Regeringen (Socialdemokratiet), Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre,
Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og
Alternativet ønsker at styrke indsatsen mod stalking og har
den 23. august 2021 fremlagt et udspil med en række
initiativer, der tilsammen skal styrke bekæmpelsen af
stalking gennem bl.a. en selvstændig bestemmelse om stalking,
en konsekvent og forebyggende indsats mod stalking, bedre adgang
til tryghed for ofrene og målrettet kompetenceudvikling i
politikredsene.
Lovforslaget har til formål at
gennemføre dele af dette udspil.
Med lovforslaget foreslås det for det første, at der i straffeloven
indsættes en særskilt bestemmelse om stalking. Straf
efter bestemmelsen foreslås i modsætning til den
gældende strafbestemmelse i tilholdsloven ikke at
forudsætte, at der på forhånd er udstedt et
tilhold, opholdsforbud eller sket bortvisning. Det foreslås
samtidig, at den gældende bestemmelse om strafskærpelse
for stalkinglignende overtrædelser af tilhold, opholdsforbud
eller bortvisning i tilholdsloven ophæves.
Det foreslås for
det andet, at forurettede i stalkingsager - på samme
måde som f.eks. forurettede i sager om vold - skal have ret
til at få beskikket en bistandsadvokat.
For det tredje
foreslås det, at forurettede efter anmodning skal have ret
til at blive underrettet ved gerningspersonens løsladelse og
udgang.
For det fjerde
foreslås det, at der gives mulighed for videoafhøring
af børn under 15 år, hvis barnet eller en af barnets
nærmeste er forurettet i en sag om stalking, hvor den
mistænkte også er en af barnets nærmeste.
For det femte
foreslås det, at der skal kunne ske
varetægtsfængsling i form af en såkaldt
retshåndhævelsesarrest, hvis der er særligt
bestyrket mistanke om overtrædelse af den foreslåede
stalkingbestemmelse, og de øvrige betingelser for
varetægtsfængsling er opfyldt.
Endelig foreslås det for det sjette at indsætte en fire
ugers klagefrist i tilholdsloven for at modvirke, at sager om
overtrædelser af navnlig tilhold trækker i langdrag og
dermed udsætter ofrene for yderligere belastning.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.