L 141 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Bemyndigelse til fastsættelse af regler om kommunalbestyrelsens adgang til at vedtage forskrifter om udskiftning eller nedlæggelse af visse fyringsanlæg i visse geografiske områder).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2022

Fremsættelse: 24-02-2022

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2022)

20211_l141_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2022)

Miljøministeren (Lea Wermelin):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Bemyndigelse til fastsættelse af regler om kommunalbestyrelsens adgang til at vedtage forskrifter om udskiftning eller nedlæggelse af visse fyringsanlæg i visse geografiske områder)

(Lovforslag nr. L 141)

Alt for mange danskere dør for tidligt eller bliver syge på grund af luftforurening. Det gælder særligt i større byområder, hvor mange mennesker bor, arbejder og færdes til daglig.

Regeringen ønsker derfor at give kommunerne mulighed for at vedtage forskrifter om udskiftning eller nedlæggelse af visse fyringsanlæg i visse geografiske områder.

Lovforslaget imødekommer en efterspørgsel fra kommunerne om at sætte mere ind over for forureningen fra brændeovne. Det har til formål at forbedre luftkvaliteten og begrænse partikelforureningen fra fyringsanlæg i Danmark, der er den største danske kilde til partikelforurening

Samtidigt bidrager initiativet til at nå Danmarks forpligtelser i det såkaldte NEC-direktiv om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer, hvor Danmark er forpligtet til at reducere partikeludledningen med 55 pct. i 2030 i forhold til udledningen i 2005.

Det er hensigten, at den første udmøntning af bemyndigelsen alene vil blive udnyttet til at omfatte brændeovne og pejseindsatse installeret senest den 1. juni 2008 i områder med fjernvarme eller naturgas til individuel opvarmning. Ejere af fyringsanlæg, som vil blive omfattet af ordningen, vil således have adgang til en eksisterende og stabil varmeforsyning, hvis de vælger at nedlægge deres fyringsanlæg fremfor at udskifte det.

Lovforslaget supplerer ejeskifteordningen, der trådte i kraft den 1. august 2021, som indebærer en pligt til at udskifte eller nedlægge brændeovne og pejseindsatse produceret før 2003 ved ejerskifte af fast ejendom. Ejerskifteordningen udgør et landsdækkende initiativ, mens dette lovforslag giver mulighed for en styrket lokal indsats.

Det er hensigten, at lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli 2022.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.