Skriftlig fremsættelse (23. februar
2022)
Uddannelses- og forskningsministeren (Jesper
Petersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
specialpædagogisk støtte ved videregående
uddannelser (Ophævelse af bestemmelser om støtteramme,
støttetid og maksimal forsinkelse m.v.)
(Lovforslag nr. L 139)
Et bredt flertal i Folketinget vedtog den
3. juni 2021 en hastelov om midlertidig ændring af lov om
specialpædagogisk støtte ved videregående
uddannelser (SPS-loven), hvor uddannelses- og forskningsministeren
fik bemyndigelse til at fastsætte regler, der fraviger
reglerne i SPS-lovens kapitel 5 om støtteramme og
støttetid samt kapitel 6 om studieaktivitet og maksimal
forsinkelse. Bemyndigelsen er udmøntet i
bekendtgørelse og ophæves automatisk den 1. juli
2022.
Lovforslaget har til formål at sikre,
at uddannelsessøgende med funktionsnedsættelse
på de videregående uddannelser også efter den 1.
juli 2022 kan modtage specialpædagogisk støtte (SPS)
med henblik på at kunne gennemføre og afslutte deres
uddannelse på lige fod med andre
uddannelsessøgende.
Med lovforslaget foreslås det at
ophæve reglerne om støtteramme og støttetid
samt reglerne om maksimal forsinkelse. Det foreslåede vil
indebære, at uddannelsessøgende med fysisk eller
psykisk funktionsnedsættelse fremover vil være
berettiget til SPS i hele den periode, hvori de er indskrevet
på og gennemgår en støtteberettigende
uddannelse.
Selvom reglerne om maksimal forsinkelse i
SPS-loven foreslås ophævet, vil den
uddannelsessøgende fortsat skulle opfylde de krav om
studieaktivitet, som uddannelsesinstitutionerne måtte
fastsætte i reglerne for de enkelte uddannelser.
Med lovforslaget foreslås SPS-loven
endvidere udvidet til også at omfatte adgangskurser til visse
videregående uddannelser, som udbydes på
videregående uddannelsesinstitutioner. Forslaget er relateret
til politisk aftale af 22. november 2018 mellem den daværende
regering (V, LA, K), S, DF, R og SF; "Fra folkeskole til
faglært - Erhvervsuddannelser til fremtiden", hvorefter der
skulle udvikles et adgangskursus til erhvervsakademiuddannelsen til
markedsføringsøkonom og et fælles adgangskursus
til professionsbacheloruddannelserne til skov- og
landskabsingeniør og urban landskabsingeniør.
Formålet med den foreslåede ændring er at sikre,
at uddannelsessøgende på de nye adgangskurser, der
udvikles som led i aftalen, også kan modtage SPS.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2022.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.