Skriftlig fremsættelse (23. februar
2022)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Dan Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fremme af vedvarende energi (Justering af rammer for etablering af
vedvarende energianlæg på havet uden for udbud og
udvidelse af VE-ordningerne til at omfatte solcelleanlæg
på havet og visse solcelleanlæg på søer
m.v.)
(Lovforslag nr. L 138)
Lovforslaget implementerer dele af
stemmeaftalen af 2. juni 2021 om justering af åben
dør-ordningen for vedvarende energianlæg på
havet, der blev indgået mellem Regeringen (Socialdemokratiet)
og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale
Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal
Alliance og Alternativet.
Lovforslaget har til formål at styrke
den kommunale opbakning til mindre kystnære vedvarende
energianlæg, understøtte effektiv statslig
planlægning ift. havarealet og elnettet samt sikre
teknologineutralitet for vedvarende energianlæg på
havet, så nye teknologier kan testes og etableres under
åben dør-ordningen. Derudover muliggør
lovforslaget en ophævelse af relevante statslige
arealreservationer.
Lovforslaget indeholder fem hovedelementer.
For det første skabes der med lovforslaget klarere rammer
for at staten kan afvise projekter af
planlægningsmæssige og/eller samfundsmæssige
hensyn. Derudover indføres der en afstandsbegrænsning,
således at ordningen begrænses til områder inden
for en fast afstand fra kysten på 15 km. Begge elementer har
til formål at skabe klare rammer for projektudviklere samt
sikre, at der ikke søges om projekter langt ude på
havet, hvor de optager attraktive arealer til fremtidig statslig
udbygning med vedvarende energi eller andre aktiviteter. I og med
at lovforslaget klart definerer, hvornår der er tale om
kystnær vedvarende energi, muliggør lovforslaget
samtidig en ophævelse af relevante statslige
arealreservationer, som i dag udgør en begrænsningen
af ordningen. Dermed genåbnes døren for de mindre
kystnære projekter, der kan opnå lokal accept.
For det tredje indebærer
lovforslaget, at den hidtidige kommunale indsigelsesret erstattes
med en vetoret for kommuner beliggende 15 km eller mindre fra
projektet, så alle nye projekter, der fremadrettet
ansøges via ordningen, vil være omfattet af en
vetoret. Det betyder, at fremtidige åben dør-projekter
kun kan realiseres, såfremt ingen af de berørte
kommuner vælger at gøre brug af deres vetoret.
Indførelsen af en vetoret sigter mod at anspore til en
tidligere og konstruktiv dialog mellem VE-opstillere og relevante
kommuner om konkrete nye projekter, herunder bl.a. projekternes
placering og størrelse med henblik på at øge
den lokale accept.
For det fjerde fremtidssikres ordningen ved
at åbne for, at flere nye teknologier kan testes og etableres
under åben dør-ordningen. Indførelsen af
teknologineutralitet betyder afslutningsvis, at VE-ordningerne, der
kompenserer berørte lokalesamfund og borger
konsekvensrettes, så de også omfatter nye teknologier
(solcelleanlæg på havet). I samme ombæring
omfattes visse solcelleanlæg på søer ligeledes
af ordningerne, således at visse solcelleanlæg på
søer sidestilles med solcelleanlæg på land
(terræn), hvilket bl.a. betyder, at anlæg under 500 kW
som udgangspunkt undtages. Herved sikres, at VE-ordningerne fortsat
lever op til deres formål, og at der er ligebehandling af
teknologierne.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft d. 1. juli 2022.
I det jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.