Skriftlig fremsættelse (23. februar
2022)
Social- og
ældreministeren (Astrid Krag):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om forsøg med
personlige borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere
(Lovforslag nr. L 133)
Lovforslaget udmønter dele af
»Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger
på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet
2022-2025« som indebærer, at der skal
gennemføres et forsøg med personlige borgerstyrede
budgetter til socialt udsatte borgere i udvalgte
forsøgskommuner.
Formålet med lovforslaget er at
sikre, at de kommuner, som deltager i forsøg med personlige
borgerstyrede budgetter, kan tilbyde borgere med særlige
sociale problemer et personligt budget kombineret med social
støtte. Et personligt budget skal understøtte
realiseringen af borgerens egne ønsker og
målsætninger gennem større grad af
selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet.
Lovforslaget vil kun finde anvendelse i de
kommuner, der deltager i forsøgsordningen med personlige
borgerstyrede budgetter i perioden 2022-2024. Der er med
»Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger
på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet
2022-2025« afsat midler til en ansøgningspulje, som
udmøntes i 2022, og som kan søges af interesserede
kommuner i hele landet. Kommunerne kommer i betragtning til
forsøg med personlige borgerstyrede budgetter ved
ansøgning til en ansøgningspulje, som udmeldes og
administreres af Socialstyrelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.