L 131 Forslag til lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester.

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-02-2022

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2022)

20211_l131_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2022)

Erhvervsministeren (Simon Kollerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester

(Lovforslag nr. L 131)

Lovforslaget skal først og fremmest sikre rettidig implementering af EU's tilgængelighedsdirektiv, som får virkning for danske virksomheder den 28. juni 2025. Direktivet skal være implementeret i dansk ret senest 28. juni 2022. Lovforslagets formål er, at personer med handicap i videst muligt omfang kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Lovforslaget indfører derfor en række tilgængelighedskrav for udvalgte produkter og tjenester. Disse skal sikre, at flere personer f.eks. kan benytte selvbetjeningsterminaler, handle på internettet, bruge medietjenester og apps, bestille billetter til transportmidler mv.

Endvidere er lovforslaget medvirkende til at sikre ensartede regler for tilgængelighed på tværs af EU-medlemslandene. Det styrker den frie bevægelighed. Virksomheder, der handler med relevante produkter og tjenester, får dermed bedre vilkår på det indre marked, hvorved også flere personer kan få gavn af de produkter og tjenester, der tilgængeliggøres.

Der er lagt op til en minimumsimplementering af tilgængelighedsdirektivet for at sikre færrest mulige byrder for dansk erhvervsliv. Der vil dog stadig være væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser forbundet med lovforslaget.

Virksomhederne vil bære ansvaret for, at deres produkter og tjenester efterlever tilgængelighedskravene. For at give virksomhederne tid til at omstille sig til kravene, som kan være af omfattende karakter, skal kravene først opfyldes tre år efter, at dette lovforslag er trådt i kraft.

For udvalgte produkter og tjenester vil der være overgangsordninger, som sikrer en løbende udskiftning og tilpasning af produkter og tjenester efter kravenes virkning fra 2025. Mikrovirksomheder og andre virksomheder, der vurderer, at efterlevelsen af tilgængelighedskravene vil være uforholdsmæssigt byrdefuld, kan fritages fra kravene.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft 28. juni 2022, som tilgængelighedsdirektivet påkræver.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.