Skriftlig fremsættelse (9. februar
2022)
Justitsministeren (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ændring af straffeloven (Ophævelse af
revisionsbestemmelse vedrørende kriminalisering af
udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i
religiøs oplæring)
(Lovforslag nr. L 125)
Straffelovens § 136, stk. 3,
kriminaliserer udtrykkelig billigelse af visse strafbare
handlinger, herunder voldtægt, bigami, terror og drab, som
led i religiøs oplæring. Bestemmelsen blev
indført i 2016 som et af flere initiativer, der skulle
dæmme op for visse religiøse forkynderes forsøg
på at undergrave danske værdier og love og
understøtte parallelle retsopfattelser.
Bestemmelsen blev indført med en
revisionsbestemmelse, der gør, at Folketinget i år
skal tage stilling til, om bestemmelsen skal
videreføres.
Regeringens holdning er klar: Vi vil ikke
acceptere, at danske love og værdier undergraves gennem
religiøs oplæring. Religiøse fora i Danmark
skal ikke bruges til at opbygge og understøtte parallelle
retsopfattelser.
De, der forestår religiøs
oplæring, har en særlig position i forhold til at
påvirke deres menighed. Dermed har de også et
særligt ansvar - både over for medlemmerne af det
pågældende religiøse fællesskab, men
også over for samfundet.
Det er derfor regeringens opfattelse, at
der fortsat er behov for et stærkt strafferetligt værn
mod dem, der i forbindelse med religiøs oplæring
misbruger deres særlige position og underminerer
fællesskabet.
Formålet med lovforslaget er på
den baggrund at ophæve revisionsbestemmelsen, så
straffelovens § 136, stk. 3, videreføres i
uændret form.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.