Betænkning afgivet af
Transportudvalget den 5. april 2022
1. Ændringsforslag
Enhedslistens medlemmer af udvalget har
stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, RV, KF, DF, LA, Hans Kristian Skibby (UFG) og Lise
Bech (UFG)) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet vil
stemme imod det stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (SF, EL og FG) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (NB) vil stemme hverken for eller imod
lovforslaget. Mindretallet vil stemme for det stillede
ændringsforslag.
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og
dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Nye Borgerlige
Nye Borgerliges medlem af udvalget
bemærker, at Nye Borgerlige er en del af den politiske aftale
om »Infrastrukturplan 2035« fra juni 2021, og partiet
støtter derfor de elementer af lovforslaget, der
følger af denne aftale, som f.eks. forlængelse af
nogle af perronerne. Der er dog også nogle dele af
lovforslaget, som implementerer tidligere politiske aftaler, som
partiet ikke har været en del af. Derfor ender Nye Borgerlige
samlet set med at ville stemme gult til forslaget, idet partiet
understreger, at det fortsat er en del af aftalen om
»Infrastrukturplan 2035«.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 4
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(SF, NB og FG):
1)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 4 Transportministeren
kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser
efter byggeloven, lov om naturbeskyttelse, lov om vandforsyning
m.v., lov om vandløb med undtagelse af kapitel 13, lov om
miljøbeskyttelse, lov om forurenet jord og lov om
bygningsfredning og bevaring af bymiljøer og regler udstedt
i medfør af disse love i en nærmere bestemt sag, der
vedrører anlægsprojektet nævnt i § 4.
Stk. 2.
Transportministerens afgørelser i sager, hvor ministeren har
overtaget kommunalbestyrelsens kompetence efter stk. 1, kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3.
Transportministeren kan til brug for behandlingen af sager efter
stk. 1 fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at
tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der
reguleres efter lovene nævnt i stk. 1, inden for Aarhus
Kommune, herunder om, at oplysninger skal afgives i en bestemt
form.«
[Afskaffelse af indskrænkning
i klageadgang]
Bemærkninger
Til nr. 1
Efter det fremsatte lovforslags § 4,
stk. 1, kunne kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds
afgørelse vedrørende anlægsprojektet
nævnt i lovforslagets § 1, som træffes efter
byggeloven, lov om naturbeskyttelse, lov om vandløb med
undtagelse af kapitel 13, lov om miljøbeskyttelse, lov om
forurenet jord eller lov om bygningsfredning og bevaring af
bygninger og bymiljøer eller regler udstedt af disse love,
ikke påklages til anden administrativ myndighed. Efter det
fremsatte lovforslags § 4, stk. 2, kunne kommunalbestyrelsens
afgørelser efter de nævnte love vedrørende
anlægsprojektet dog påklages af anlægsmyndigheden
til transportministeren.
Med ændringsforslaget bortfalder
disse bestemmelser, hvilket betyder, at muligheden for at klage
over kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds
afgørelser efter de love, der er nævnt i lovforslagets
§ 4, stk. 1, ikke afskæres, og at
anlægsmyndighedens klage over kommunalbestyrelsens
afgørelser ikke kan ske til transportministeren, men skal
følge de almindelige klageregler, som der på
overordnet niveau er redegjort for i de specielle
bemærkninger til lovforslagets § 4, stk. 1.
Konkret i projektet vil der således
f.eks. kunne klages over Aarhus Kommunes afgørelser
vedrørende boretilladelse og grundvandssænkning efter
vandforsyningslovens §§ 20 og 21 og § 26. En klage
efter vandforsyningsloven vil for visse typer af tilladelser som
udgangspunkt have opsættende virkning i forhold til
anlægsarbejdet. Ændringsforslaget betyder endvidere, at
de kommunale tilsynsmyndigheder fører tilsyn med
kommunalbestyrelsens afgørelser efter de nævnte
love.
Ændringsforslaget betyder yderligere,
at de økonomiske forudsætninger for
gennemførelse af projektet, som fremgår af
bemærkningerne til lovforslaget, ikke længere vil
gælde, idet klagesager erfaringsmæssigt er forbundet
med, at projekter bliver forsinket og fordyret. Det vurderes med
betydelig usikkerhed, at projektets totaludgift skal forøges
med 460 mio. kr., svarende til at projektets reserver øges
fra 30 til 70 pct.
Lovforslagets § 4, stk. 3, om
transportministerens mulighed for at overtage kommunalbestyrelsens
beføjelser efter de love, der er nævnt i lovforslagets
§ 4, stk. 1, videreføres ved ændringsforslagets
§ 4, stk. 1. Lovforslagets § 4, stk. 4, om, at
transportministerens afgørelser i disse sager ikke kan
påklages til anden administrativ myndighed,
videreføres ved ændringsforslagets § 4, stk. 2.
Ændringsforslagets § 4, stk. 3, viderefører
lovforslagets § 4, stk. 5, for så vidt angår sager
omfattet af ændringsforslagets § 4, stk. 1.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. februar
2022 og var til 1. behandling den 3. marts 2022. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Transportudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
transportministeren sendte den 31. januar 2022 dette udkast til
udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 155. Den 9. februar 2022 sendte
transportministeren høringssvarene og et høringsnotat
til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
12 spørgsmål til transportministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Henrik Møller (S) Brian
Bressendorff (S) Kasper Roug (S) Mogens Jensen (S) fmd. Lennart Damsbo-Andersen (S) Malte
Larsen (S) Orla Hav (S) Thomas Jensen (S) Anne Valentina Berthelsen
(SF) Karsten Hønge (SF) Kathrine Olldag (RV) Rasmus Helveg
Petersen (RV) Andreas Steenberg (RV) Henning Hyllested (EL) Eva
Flyvholm (EL) Susanne Zimmer (FG) Kristian Pihl Lorentzen (V) Jacob
Jensen (V) Hans Christian Schmidt (V) nfmd. Ellen Trane Nørby (V)
Peter Juel-Jensen (V) Martin Geertsen (V) Hans Kristian Skibby
(UFG) Lise Bech (UFG) Alex Ahrendtsen (DF) Niels Flemming Hansen
(KF) Birgitte Bergman (KF) Mette Thiesen (NB) Ole Birk Olesen
(LA)
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 10 | |