Skriftlig fremsættelse (9. februar
2022)
Skatteministeren
(Jeppe Bruus):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
ligningsloven (Afskaffelse af fradragsret for
håndværksydelser efter boligjobordningen)
(Lovforslag nr. L 121)
Med aftalen om finansloven for 2022 er
regeringen (Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Radikale
Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne bl.a.
enige om en permanent afskaffelse af håndværksdelen i
boligjobordningen.
Aftalen om finansloven for 2022 prioriterer
kernevelfærd og bidrager samtidig til en stramning af
finanspolitikken i 2022 bl.a. ved at afskaffe
håndværkerfradraget.
Det følger af aftalen, at
afskaffelsen skal træde i kraft med virkning fra 1. april
2022. Afskaffelsen af håndværksdelen skal ses i
sammenhæng med den aktuelle situation med høj
efterspørgsel efter håndværkere.
Med dette lovforslag foreslås den del
af aftalen om finansloven for 2022, der vedrører
boligjobordningen, udmøntet, ved som aftalt at afskaffe
fradragsret for håndværksydelser efter
boligjobordningen med virkning fra den 1. april 2022.
Ikrafttrædelsestidspunktet fraviger
regeringens målsætning om, at erhvervsrettet lovgivning
skal træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli. Det
foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt følger af
aftalen om finansloven for 2022. Med det foreslåede
ikrafttrædelsestidspunkt sikres det, at loven træder i
kraft hurtigst muligt, og at de systemmæssige ændringer
kan iværksættes hurtigst muligt.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.