Skriftlig fremsættelse (9. februar
2022)
Erhvervsministeren
(Simon Kollerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om
investeringsforeninger m.v. og flere andre love (Udpegelse af
afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og
regler for livsforsikringsvirksomheder der udbyder syge- og
ulykkesforsikringer m.v.)
(Lovforslag nr. L 118)
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre en række ændringer af den finansielle
lovgivning, der blandt andet sikrer tidssvarende regler, der er til
gavn for forbrugerne, de finansielle virksomheder og investorer
m.v. og sikrer korrekt implementering af
fælleseuropæisk regulering.
For at styrke beskyttelse af
forsikringstagerne præciseres reglerne om
livsforsikringsselskabernes mulighed for at udbyde syge- og
ulykkesforsikringer (SUL). Med præciseringerne sikres der
tydelighed om kravene til driften og holdbarheden af
forretningsmodellen samt Finanstilsynets beføjelser i den
sammenhæng.
Det foreslås endvidere at ændre
reglerne for forsikringsselskabers adgang til at udøve anden
virksomhed, herunder "accessorisk virksomhed". Efter forslaget
bliver det muligt for forsikringsselskaber at drive virksomhed med
sundheds- og plejeydelser i et datterselskab.
Der foreslås indført en
generel hjemmel til at behandle personnumre for en række
virksomheder, hvis det er nødvendigt for entydigt at
identificere en kunde i et eksisterende kundeforhold. Det vil
understøtte digitaliseringen og sikre, at eksisterende
kunder nemt, enkelt og sikkert kan få administreret deres
finansielle produkter eller modtage rådgivning.
Det foreslås desuden, at
erhvervsdrivende ikke skal være forpligtede til at modtage
kontanter i handler med andre erhvervsdrivende. Det foreslås
ligeledes, at den hidtidige dispensationspraksis for kontantreglen
formaliseres, så festivaler og lignende arrangementer af
midlertidig karakter fremover ikke længere skal ansøge
om dispensation fra kontantreglen.
Herudover foreslås det at udpege
Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet til afviklingsmyndigheder
for centrale modparter i henhold til en ny EU-forordning om
afvikling af centrale modparter.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.