L 118 Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love.

(Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder, der udbyder syge- og ulykkesforsikringer m.v.).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 31-03-2022

Afgivet: 31-03-2022

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 31. marts 2022

20211_l118_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 31. marts 2022

1. Ændringsforslag

Erhvervsministeren har stillet 12 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (LA) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Nye Borgerlige, Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Frie Grønne og Hans Kristian Skibby (UFG)

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og LA) bakker op om forsikrings- og pensionsselskabernes ønske om at bidrage til investeringer i den grønne omstilling. Flertallet finder det derfor også vigtigt, at det både med de gældende og de foreslåede regler i lovforslaget er muligt for forsikrings- og pensionsselskaber at investere i skov, herunder i andre virksomheder, der driver industriel skovdrift.

Flertallet har i forbindelse med behandlingen af lovforslaget noteret sig, at brancheorganisationen Forsikring & Pension på vegne af deres medlemmer er kommet med et ændringsforslag til lovforslaget, der vil gøre det muligt for selskaberne at eje og drive skov industrielt i et datterselskab som såkaldt accessorisk servicevirksomhed.

Flertallet ønsker, at forslaget fra Forsikring & Pension skal imødekommes, hvis det kan rummes inden for EU-reglerne, men noterer sig i den sammenhæng, at der i henhold til svaret på spørgsmål 7 er forskellige fortolkninger af EU-reglerne på området i forskellige EU-lande.

Flertallet noterer sig i forlængelse heraf, at erhvervsministeren i svaret på spørgsmål 7 oplyser, at Erhvervsministeriet har spurgt Europa-Kommissionen til en fortolkning af, om Forsikring & Pensions forslag kan rummes inden for EU-reglerne. Flertalletnoterer sig endvidere, at det forventes, at Europa-Kommissionen vil svare snarest muligt.

Flertallet er enige om, at hvis Europa-Kommissionen vurderer, at EU-reglerne tillader forsikringsselskaber at eje og drive skov i et datterselskab, så skal der tages initiativ til at afspejle denne fortolkning i dansk ret hurtigst muligt. Flertallet konstaterer i den forbindelse, at erhvervsministeren i svaret på spørgsmål 7 har forpligtet sig til at tage et sådant initiativ, hvis Europa-Kommissionen vurderer, at EU-reglerne tillader forsikringsselskaber at eje og drive skov i et datterselskab.

Flertallet er endvidere enige om, at det forventes, at erhvervsministeren/regeringen hurtigst muligt orienterer partierne om den videre proces, når der er kommet svar fra Europa-Kommissionen. Endelig er flertallet enige om, at spørgsmålet senest skal genbesøges om 6 måneder, uanset om der er kommet svar fra Europa-Kommissionen eller ej.

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti støtter lovforslaget. I Venstres og Det Konservative Folkepartis regeringstid blev der indført mulighed for, at festivaler m.fl. kunne ansøge om at blive kontantfrie. At disse regler nu lempes, så der ikke skal ansøges, finder partierne ganske fornuftigt. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti hæfter sig dog ved, jf. Dansk Lives foretræde for udvalget, at reglerne med fordel kunne lempes yderligere i forhold til salgssteder uden for indhegnede områder i forbindelse med eksempelvis festivaler.

Partierne har under udvalgsarbejdet spurgt ind til lovforslagets elementer i forhold til, om lovforslaget indeholder en overimplementering af solvens II-reglerne. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti finder ikke, at regeringen har svaret tilfredsstillende på de rejste spørgsmål, og er fortsat bekymrede for, om lovforslaget går videre end nødvendigt i forhold til EU-reglerne på området.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Nr. 18 affattes således:

»18. I § 100, nr. 4, ændres »formue.« til: »formue, og«.«

[Korrektion af trykfejl]

Af erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af LA):

2) Nr. 35 affattes således:

»35. I § 438 indsættes som stk. 6 og 7:

»Stk. 6. De dele af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 7. De dele af § 1, stk. 3-5, § 16 a, stk. 3, § 30, stk. 11, § 31, stk. 4, § 33, stk. 1, § 38, stk. 2, 3, 6 og 7, § 39, stk. 1, 4 og 6, § 61, stk. 5, nr. 2, § 71 a, stk. 2, § 71 b, stk. 3, nr. 2-4, § 177 b, stk. 1, § 182 d, stk. 1, nr. 6-8, § 206, stk. 3, § 243, stk. 1, § 245 b, stk. 2, § 247 g, stk. 1, § 259, stk. 4, § 260, stk. 1, § 262, stk. 3, § 264, stk. 1, § 271, stk. 2 og 3, § 343 c, stk. 2, nr. 2, § 343 e, § 343 f, stk. 1, og § 346, stk. 4 og 5, som er sat i kraft for Færøerne, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.««

[Anordningshjemmel til at gennemføre konsekvensændringer i færøsk lovgivning på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 35]

Til § 3

3) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 63, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.«

[Konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 8]

4) Nr. 10 affattes således:

»10. I overskriften til afsnit VII ændres »central investorinformation« til: »central information«, og i overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, ændres »Central investorinformation« til: »Central information«.«

[Lovteknisk ændring]

Til § 5

5) Nr. 1 affattes således:

»1. I § 1, stk. 5 og stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, ændres »104« til: »104, 104 a«.«

[Lovteknisk ændring]

Til § 6

6) I det under nr. 3 foreslåede § 224, stk. 3, ændres »Unionen« to steder til: »Den Europæiske Union«.

[Præcisering]

Til § 7

7) Nr. 3 affattes således:

»3. I § 1, stk. 2, ændres »jf. § 2, nr. 13« til: »jf. § 2, nr. 14, jf. dog stk. 4«.«

[Konsekvensændring som følge af lovforslagets § 7, nr. 7]

8) Nr. 4 affattes således:

»4. I § 1, stk. 3, ændres »jf. § 2, nr. 15« til: »jf. § 2, nr. 16, jf. dog stk. 4«.«

[Konsekvensændring som følge af lovforslagets § 7, nr. 7]

9) I nr. 7 ændres i den indledende tekst »efter nr. 7« til: »efter nr. 8«, det foreslåede nye nummer betegnes nr. 9, og den angivne konsekvens affattes således:

»Nr. 9-23 bliver herefter nr. 10-24.«

[Ændring i nummerering]

10) I nr. 9 ændres i den indledende tekst »§ 2, nr. 23,« til: »§ 2, nr. 23, der bliver nr. 24,«, og det nyaffattede nummer betegnes nr. 24.

[Lovteknisk præcisering]

Til § 8

11) I nr. 1 ændres »§ 5, og« til: »§ 5 og,«.

[Lovteknisk præcisering]

Til § 13

12) I stk. 6 ændres »§ 1, nr. 13« til: »§ 1, nr. 14«.

[Korrektion af trykfejl]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 1, nr. 19, indsættes et nyt nr. 5 i § 100 i lov om finansiel virksomhed. Lovforslagets § 1, nr. 18, foreslår en ændring af § 104, nr. 4, der skal sikre, at oplistningen i § 104, nr. 1-5, er korrekt, såfremt der indsættes et nyt nr. 5 i § 104. Ved en fejl tager lovforslagets § 1, nr. 18, ikke højde for, at § 104, nr. 4, indeholder et punktum.

På baggrund heraf foreslås det at konsekvensrette ordlyden af lovforslagets § 1, nr. 8, hvilket skal sikre, at oplistningen i § 104, nr. 1-5, bliver grammatisk korrekt.

Til nr. 2

Med lovforslagets § 1, nr. 35, foreslås det at indsætte et nyt § 438, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed. Forslaget er en hjemmel til at anordne § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning på ny.

Når § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, anordnes på ny, er det nødvendigt også at ændre de henvisninger, der er til de to bestemmelser i andre bestemmelser i lov om finansiel virksomhed som sat i kraft på Færøerne ved kongelig anordning. Dette skal også gøres ved at anordne bestemmelserne på ny.

Det foreslås derfor, at der i § 438, stk. 7, indsættes hjemmel til at anordne konsekvensrettelserne af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, på ny, jf. § 438, stk. 6.

Det foreslås på den baggrund at nyaffatte lovforslagets § 1, nr. 35. Forslaget giver hjemmel til at anordne dele af lov om finansiel virksomhed som sat i kraft på Færøerne ved kongelig anordning, i det omfang det er nødvendigt som konsekvens af, at § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, anordnes på ny.

Til nr. 3

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 3, nr. 8, foreslås det at indsætte et nyt stk. 2 i § 63 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter stk. 2-5 bliver stk. 3-6. Dette medfører, at eventuelle henvisninger til § 63, stk. 2-5, skal konsekvensrettes.

På baggrund heraf foreslås det at ændre § 63, stk. 5, 1. pkt., så henvisningen til stk. 4 bliver til stk. 5.

Til nr. 4

Der er tale om en lovteknisk ændring. Lovforlagets § 3, nr. 10, ændrer »central investorinformation« til »central information« i en række bestemmelser i lov om investeringsforeninger m.v. Der er imidlertid ikke taget højde for, at »central investorinformation« i flere af bestemmelserne er skrevet med stort forbogstav, altså »Central investorinformation«. Herudover henviser lovforslagets § 3, nr. 10, til overskriften før 102, hvor der rettelig burde havde være henvist til titlen til afsnit VII.

På den baggrund foreslås det at nyaffatte lovforslagets § 3, nr. 10, således at ændringen fra »central investorinformation« til »central information« kan gennemføres.

Til nr. 5

Der er tale om en lovteknisk ændring. Lovforslagets § 5, nr. 1, tilpasser oplistningen i en række bestemmelser i lov om betalinger. Det bliver gjort som følge af lovforslagets § 5, nr. 9, der ophæver den gældende § 104 i lov om betalinger, og i stedet indsætter §§ 104 og 104 a.

Lovforslagets § 5, nr. 1, medfører, at oplistningen i § 1, stk. 5, og § 1, stk. 9, 1. pkt., indeholder et »og« for meget.

På den baggrund foreslås det at nyaffatte lovforslagets § 5, nr. 1.

Til nr. 6

Der er tale om en lovteknisk ændring. Lovforslagets § 6, nr. 3, der indsætter § 224, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber, indeholder en henvisning til Unionen. Der bør sikres klarhed om, at der henvises til Den Europæiske Union.

På den baggrund foreslås det at ændre »moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen« til »moderinvesteringsholdingselskabet i Den Europæiske Union« i den foreslåede § 224, stk. 3.

Til nr. 7 og 8

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 7, nr. 7, indsættes et nyt nummer i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og som følge heraf rykkes de efterfølgende numre i bestemmelsen.

På den baggrund foreslås en konsekvensændring af § 1, stk. 2 og 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som henviser til henholdsvis § 2, nr. 13, og § 2, nr. 15, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Til nr. 9

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 7, nr. 7, indsættes en definition af centrale modparter (CCP) i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række begreber, som er anvendt i loven.

Det foreslås af ordensmæssige grunde, at den nye definition indsættes som et nyt nr. 9 i stedet for et nyt nr. 8. Forslaget indebærer, at rykningsklausulen alene omfatter § 2, nr. 9-23, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Til nr. 10

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 7, nr. 7, foreslås et nyt nummer indsat i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og som følge heraf rykkes de efterfølgende numre i bestemmelsen. Med lovforslagets § 7, nr. 9, foreslås den gældende § 2, nr. 23, nyaffattet.

Det foreslås præciseret, at lovforslagets § 7, nr. 9, nyaffatter § 2, nr. 23, der bliver nr. 24.

Til nr. 11

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 8, nr. 1, foreslås en ændring til § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om ejendomskreditselskaber, der skal sikre, at oplistningen i bestemmelsens § 3, stk. 1, nr. 1-4, er korrekt, efter et nyt nummer er tilføjet ved lovforslagets § 8, nr. 3.

Det foreslås at ændre lovforslagets § 8, nr. 1, så gengivelsen af § 3, stk. 1, nr. 3, er korrekt og ændringen dermed kan foretages.

Til nr. 12

Der er tale om en lovteknisk ændring. Med lovforslagets § 1, nr. 14, bliver § 29 i lov om finansiel virksomhed nyaffattet med den konsekvens, at forsikringsselskaber fremadrettet vil skulle drive virksomhed bestående i at opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg i et datterselskab. Dette er til forskel fra de hidtil gældende regler, hvor sådan virksomhed kunne drives i selve forsikringsselskabet.

Lovforslagets § 13, stk. 6, fastsætter, at de pågældende typer virksomheder fortsat kan drives i forsikringsselskabet, hvis de på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden er drevet i forsikringsselskabet. Grundet en trykfejl henviser lovforslagets § 13, stk. 6, til lovforslagets § 1, nr. 13, frem for lovforslagets § 1, nr. 14.

På den baggrund foreslås det at ændre § 13, stk. 6, således at der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 9. februar 2022 og var til 1. behandling den 22. februar 2022. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervsministerens sendte den 18. oktober 2021 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 25. Den 9. februar 2022 sendte erhvervsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 9 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 2 deputationer, der mundtligt har redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 13 spørgsmål til erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Birgitte Vind (S) Christian Rabjerg Madsen (S) Camilla Fabricius (S) Thomas Jensen (S) Anders Kronborg (S) Kasper Roug (S) nfmd. Malte Larsen (S) Orla Hav (S) Rasmus Stoklund (S) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Ina Strøjer-Schmidt (SF) Katrine Robsøe (RV) Samira Nawa (RV) Victoria Velasquez (EL) Rune Lund (EL) Uffe Elbæk (FG) Torsten Schack Pedersen (V) Kenneth Mikkelsen (V) Anni Matthiesen (V) fmd. Anne Honoré Østergaard (V) Maja Torp (V) Heidi Bank (V) Marie Bjerre (V) Hans Kristian Skibby (UFG) Mette Hjermind Dencker (DF) Mona Juul (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Birgitte Bergman (KF) Alex Vanopslagh (LA)

Nye Borgerlige, Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Dansk Folkeparti (DF)10
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (FG)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)10