L 11 Forslag til lov om ændring af lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond og lov om erhvervsfremme.

(Tilpasninger af reglerne om administration af EU-forordninger vedrørende Regionalfonden, Socialfonden Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling m.v.).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-10-2021

Fremsættelse: 06-10-2021

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2021)

20211_l11_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2021)

Erhvervsministeren (Simon Kollerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond og lov om erhvervsfremme (Tilpasninger af reglerne om administration af EU-forordninger vedrørende Regionalfonden, Socialfonden Plus og Fonden for Retfærdig Omstilling m.v.)

(Lovforslag nr. L 11)

Som følge af godkendelsen af EU-budgettet for 2021-2027 tildeles Danmark midler fra Den Europæiske Regionalfond, Socialfonden Plus samt den nye Fonden for Retfærdig Omstilling. Det europæiske regelgrundlag for fondene er opdateret, og det nationale lovgrundlag, der etablerer administrationsgrundlaget for fondenes virke i Danmark, skal derfor også opdateres.

Jeg fremsætter derfor lov om ændring af lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond og lov om erhvervsfremme.

Formålet med lovforslaget er at give regionsrådene hjemmel til - efter høring af de Regionale Arbejdsmarkedsråd - at indstille om anvendelsen af socialfondsmidler til erhvervsministeren fsva. tildelte midler fra Socialfonden Plus til uddannelsesområdet og åbne mulighed for, at Bornholms Regionskommune kan få samme indstillingsret som et regionsråd.

Med lovforslaget lægges op til, at lovens anvendelsesområde generelt udvides til at omfatte Fonden for Retfærdig Omstilling, herunder at der etableres et indstillingsudvalg, der indstiller om midler fra fonden til erhvervsministeren.

Erhvervsministeren er den øverste ansvarlige myndighed for administrationen af Regionalfonden og Socialfonden Plus. Det foreslås med lovforslaget, at erhvervsministeren også bliver den øverste ansvarlige myndighed for administrationen af Fonden for Retfærdig Omstilling, der administreres efter de samme principper som Regionalfonden og Socialfonden Plus.

Desuden udvides anvendelsesområdet til at omfatte fonde, der skal gennemføres efter reglerne om delt forvaltning mellem Europa-Kommissionen og medlemsstaterne, men hvor den pågældende fond eller instrument ikke er en del af rammerne for ovennævnte fonde. Det gælder fx brexittilpasningsreserven.

Der afsættes efter EU-forordningerne 3 pct. af den samlede tildeling under Socialfonden Plus til konkrete målsætninger, som skal understøtte fondens specifikke målsætninger om fremme af social integration og adressering af materielle afsavn for de dårligst stillede mennesker. Med loven lægges der op til, at social- og ældreministeren afgiver indstilling til erhvervsministeren om anvendelse af tildelte midler fra Socialfonden Plus til afhjælpning af materielle afsavn.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.