Skriftlig fremsættelse (22. december
2021)
Skatteministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
momsloven (Ændring af reglerne om forfattervirksomhed og
kunstnerisk aktivitet, brugtmoms, momsgodtgørelse og
-fritagelse for diplomater og justering af reglerne om undervisning
og turistsalg m.v.)
(Lovforslag nr. L 106)
Forslaget har overordnet til formål
at gennemføre ændringer afledt af EU-retten samt
forenkle og præcisere moms- og afgiftsregler.
Det forslås at ændre
momsfritagelsen for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet,
således at meddelelse af licens til ophavsrettigheder ikke
længere kan sælges uden moms af andre end den
oprindelige forfatter eller kunstner. Ændringen sker for at
bringe momsloven i overensstemmelse med EU-retten.
Desuden foreslås det at forenkle
virksomhedernes opgørelse af moms i brugtmomsordningen.
Forslaget udvider virksomhedernes mulighed for at opgøre
deres moms pr. afgiftsperiode i stedet for pr. salg. Endvidere
foreslås det at justere reglerne om turistsalg i
toldlufthavne og fjerne kravet om sikkerhedsstillelse ved
midlertidig import fra Rigsfællesskabet.
Herudover forslås det at ændre
momsgodtgørelsen for diplomater m.v., således at
diplomaters adgang til godtgørelse begrænses ved en
maksimumgrænse for godtgørelse. Herudover
foreslås en stramning af reglerne for diplomaters adgang til
momsfrie indkøb af personmotorkøretøjer.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft 30. juni 2022, idet enkelte af reglerne af
lovtekniske årsager skal træde i kraft før den
1. juli 2022 og dermed fraviges de fælles
ikrafttrædelsestidspunkter. Ændringen af
momsfritagelsen for kunstnerisk virksomhed foreslås at
træde i kraft 1. januar 2023 og det foreslås, at
skatteministeren bemyndiges til at sætte ændringen af
særordningen i momsloven for brugte genstande m.v. i kraft.
Øvrige dele af forslaget foreslås at træde i
kraft den 1. juli 2022.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.