Skriftlig fremsættelse (15. december
2021)
Justitsministeren (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
straffeloven (Kriminalisering af identitetsmisbrug)
(Lovforslag nr. L 103)
I takt med en øget digitalisering af
samfundet, herunder at kommunikationen mellem mennesker i stigende
grad sker via sociale medier og lignende, opstår der en
øget risiko for identitetsmisbrug, som ikke
nødvendigvis sker med uberettiget økonomisk vinding
for øje, men som ikke desto mindre kan opleves som
krænkende for den, der får misbrugt sin identitet.
Identitetsmisbrug er i dag ikke
kriminaliseret i dansk ret. Regeringen, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er enige om, at det er et
problem, og at lovgivningen på dette område ikke er
fulgt med tiden. Partierne er derfor enige om, at identitetsmisbrug
skal kriminaliseres i straffeloven.
Lovforslaget har til formål at
gennemføre en kriminalisering af identitetsmisbrug i
straffeloven.
Med lovforslaget foreslås det for det første, at der i straffelovens
kapitel om freds- og ærekrænkelser indsættes en
ny bestemmelse, der kriminaliserer den, der uberettiget anvender
oplysninger, herunder cpr.nr., navn og billeder, til på
utilbørlig vis at udgive sig for at være en anden
person, eller uberettiget videregiver materiale, hvor der er gjort
brug af sådanne oplysninger til på utilbørlig
vis at manipulere en anden persons fremtræden. Det
foreslås, at forbuddet mod identitetsmisbrug skal gælde
generelt, dvs. både når misbruget foregår
på og uden for internettet.
Det foreslås for
det andet, at det ved dom for overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse om identitetsmisbrug samtidig kan
bestemmes, at oplysninger, herunder udtalelser, meddelelser,
billeder mv., skal slettes, hvis det er muligt.
Endelig foreslås det for det tredje, at overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse om identitetsmisbrug er undergivet
privat påtale, men således at offentlig påtale
kan ske, når den forurettede anmoder herom.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.