L 102 Forslag til lov om ændring af lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19 og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Forlængelse af den midlertidige arbejdsfordelingsordning m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-12-2021

Fremsættelse: 14-12-2021

Skriftlig fremsættelse (14. december 2021)

20211_l102_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. december 2021)

Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19 og lov om arbejdsløsheds­for­sikring m.v. (Forlængelse af den midlertidige arbejds­fordelingsordning m.v.)

(Lovforslag nr. L 102)

Lovforslaget udmønter dele af trepartsaftale af 10. december 2021 mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om forlængelse af midlertidig arbejdsfordelingsordning og lønkompensation.

Lovforslaget har til formål at forlænge den midlertidige arbejdsfordelingsordning og dermed give private virksomheder mulighed for at iværksætte den midlertidige arbejdsfordelingsordning i perioden fra den 1. januar til og med den 31. marts 2022 på samme vilkår, som efter den hidtil gældende ordning.

En forlængelse af den midlertidige arbejdsfordelingsordning har til formål at hjælpe private virksomheder, som fortsat er udfordret af corona-krisen, ved at ansatte kan sættes ned i tid og løn, og de ansatte i stedet kan få forhøjede dagpenge for den resterende tid. Muligheden for at iværksætte midlertidige arbejdsfordelingsordninger kan betyde, at afskedigelser undgås.

På grund af den ekstraordinære situation og for at sikre, at virksomheder kan iværksætte midlertidig arbejdsfordeling i perioden fra den 1. januar til den 31. marts 2022 er der behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forretningsorden.

Lovforslagets hastende karakter er også årsagen til, at lovforslaget er sendt i høring den 13. december 2021 med en ganske kort frist til den 14. december 2021.

Det foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt og får virkning fra ikrafttrædelsen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.