Mange tak for det. Lad mig starte med at kvittere for ordførernes indlæg og for en god og konstruktiv debat af forslaget her. Det er jo mest af teknisk karakter. Derfor er det også gået hurtigt. Men som minister må jeg hellere lige sætte nogle ord på. Jeg kunne også forstå, at der var lidt spørgsmål fra navnlig Enhedslisten og hr. Søren Egge Rasmussen.
Fra den 16. juli næste år gælder der nye regler på gødningsområdet. Fra den dato finder den nye gødningsforordnings regler om markedsføring af gødningsprodukter nemlig anvendelse. Forordningen giver virksomheder mulighed for at markedsføre gødningsprodukter inden for EU's indre marked. Det drejer sig om produkter, der lever op til forordningens krav, og som derfor kan påsættes CE-mærke som EU-gødningsprodukt. Det er fortsat en mulighed for en virksomhed at markedsføre et produkt udelukkende på det nationale marked. Så skal gødningsproduktet leve op til det nationale krav i gødningsloven. Lovforslaget vil sikre, at der er en opdateret og tydelig regulering af, hvilke produkter der markedsføres som gødning, og hvad gødningsprodukterne indeholder. Det er vigtigt for forbrugerne, for producenterne og for den grønne omstilling.
Det primære formål med lovforslaget er at tilpasse den danske lovgivning til den nye forordning. Det kan være nødvendigt med en tilpasning af danske regler, når en forordning træder i kraft, fordi der kan være regler i den nationale lovgivning, der er i strid med forordningen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis danske regler regulerer de områder, forordningen også regulerer. Desuden skal det sikres, at det bliver muligt at fastsætte de regler, der er nødvendige for at understøtte den nye forordning. Det kan f.eks. være regler om klageadgang.
Nu vil jeg omtale de tre væsentlige tilpasninger af gødskningsloven, som følger af det her lovforslag. For det første foreslås det, at gødningsloven tilpasses, så loven ikke indeholder regler, som forhindrer den frie adgang til at markedsføre produkter, der lever op til forordningens krav. Det vil sige, at der lægges op til, at der i gødningsloven fremover skelnes mellem på den ene side gødningsprodukter, der markedsføres efter forordningens regler – de kan markedsføres med et CE-mærke – og på den anden side gødningsprodukter, der markedsføres efter nationale regler.
For det andet vil lovforslaget betyde, at der i gødskningsloven indsættes en bemyndigelse til, at der kan fastsættes de regler, der gør, at forordningen kan efterleves.
For det tredje giver lovforslaget mulighed for, at der kan fastsættes nationale regler for de samme produktkategorier som de produkter, der er omfattet af forordningen. Forordningen indeholder f.eks. nye produktkategorier, der kaldes biostimulanter og hæmmere. Og der kunne jeg forstå, at der var et spørgsmål af teknisk karakter fra hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten omkring, om det er organisk eller kemisk. Som jeg forstår det, er der også et element af kemi. Men vi vil gerne oversende et notat, der mere udførligt beskriver, hvad indholdet er i det her. Disse produktkategorier skal gødningsloven også kunne regulere.
Som nævnt har lovforslaget baggrund i tilpasning til EU-lovgivning. Det er vigtigt med tydelige regler på dette område af hensyn til både producenter og forbrugere af gødningsprodukter. Med disse ord vil jeg se frem til udvalgsbehandlingen af lovforslaget, og jeg takker endnu en gang for debatten.