L 90 Forslag til lov om ændring af lov om godkendelse og syn af køretøjer.

(Vejsidesyn af motorcykler m.v.).

Af: Transportminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 17-11-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 30-11-2021
Betænkning afgivet 14-12-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 16-12-2021
3. behandlet, vedtaget 21-12-2021
Ministerområde:
Transportministeriet
Resumé:
Forslaget vil fastsætte regler om vejsidesyn af motorcykler. Det følger af EU-periodesynsdirektivet, at der senest den 1. januar 2022 skal indføres regler for periodisk syn af motorcykler eller effektive alternative trafiksikkerhedsforanstaltninger.

Det foreslås at udnytte undtagelsesmuligheden om effektive alternative trafiksikkerhedsforanstaltninger for motorcykler i form af vejsidesyn, da den færdselssikkerhedsmæssige gevinst vil være lige så stor ved at indføre vejsidesyn af motorcykler som ved at indføre periodisk syn, og det vil være mindre indgribende.

Forslaget vil også bl.a. indføre hjemmel til at fastsætte en national godkendelsesordning for komponenter, systemer og separate tekniske enheder, som ikke er EU-typegodkendte, og ændre den nuværende gebyrbestemmelse, så gebyrtaksten fremadrettet reguleres ved bekendtgørelse, hvorved det bliver lettere med takstjusteringer at sikre balance mellem gebyrindtægter og udgifter i ordningen.

Foreslået ikrafttræden er dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 98 (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, LA, FG og ALT), imod stemte 2 (NB), hverken for eller imod stemte 0. Ved en fejl er Rasmus Helveg Petersens (RV) stemme registreret i Henrik Dam Kristensens (S) navn.