Jeg erstatter i dag hr. Peter Skaarup, som normalt er vores ordfører. Vi har et par bemærkninger til et lovforslag, som i øvrigt generelt er ganske godt og helt nødvendigt. Jeg fik faktisk lidt af et chok, da jeg så, at det i en 10-årig periode er 300.000 danske pas, der er forsvundet. Det er altså 30.000 om året, og det tyder jo på, at man skal gøre et eller andet. Det var i øvrigt også, mener jeg, Dansk Folkeparti, som i første omgang fremsatte et lignende forslag. Derfor vil jeg sige, at det generelt er et godt forslag, som vi stemmer for.
Jeg har et par bemærkninger. Det drejer sig om punkt 7, der handler om design, altså hvordan passet skal udformes. Der bliver talt om en modernisering, ikke alene selvfølgelig af sikkerheden, men også i forhold til hvordan det tager sig ud, og der kunne jeg egentlig godt tænke mig en bekræftelse fra justitsministeren af, at vores Jellingsten, altså det, man kalder Danmarks dåbsattest, bliver i passet. Det lægger vi meget vægt på. Det er en af de ting, jeg gerne vil have en bemærkning om bagefter fra ministeren.
Så er der det her med Palæstina, som vi mener er et uheldigt forslag. Jeg mener ikke, at vi skal ind i en situation, hvor vi giver mulighed for, at man kan få indført noget i sit pas, som ikke er et land, en stat. Palæstina er jo ikke og har aldrig nogen sinde været en stat, så det virker forkert. Det kan også skabe præcedens, tror jeg, i forhold til andre omstridte regioner. Man kan i flæng nævne Kashmir, Nordcypern, Kosovo osv. Hvis man går ind på den tankegang, går det galt. Og jeg gentager, at Palæstina altså ikke er en stat, og at Danmark ikke anerkender Palæstina som en stat.
Så er der nogle ting, som vi lagde vægt på, da vi i første omgang fremsatte vores forslag. Det var i forhold til det personlige fremmøde, altså at man, når man har fået sit pas og kan gå ned at hente det, så selv bør møde frem. Det skal ikke bare sendes med posten. Når jeg siger det, er det, fordi det også fremgår af bemærkningerne, at faktisk 200 pas forsvinder i posten hvert år. Sådan er det. Det er mange, ikke? Der synes jeg bestemt, at man skal være opmærksom på det. Lad folk selv gå ned og hente det hos kommunen, og lad dem i øvrigt også få billedet taget hos kommunen, så de ikke selv møder frem med noget.
Så er der det sidste, som vi givetvis også vil stille ændringsforslag til. Det drejer sig om vores ønske om, at når man mister sit pas, så kan man inden for 10 år kun få ét nyt pas. Ellers må man altså vente. Det er temmelig umuligt, at man skulle kunne miste to pas. Hvis man mister et pas, tror jeg, at man passer meget på, næste gang man får et nyt pas. Så forslaget er altså, at man kun får mulighed for at få ét pas efter tab af et pas inden for 10 år.
Regeringen spiller ud med, at det skal være tre pas i løbet af 5 år, og det synes jeg næsten er for let for dem, der har ondt i sinde, at omgå. Selvfølgelig vil der være et eller andet galt, hvis man mister tre pas inden for 5 år. Så er man meget sløset anlagt, eller også er man bare snu, og det er det sidste, jeg tror er tilfældet.
Så der er altså en hel række ting, som vi vil gå ind i i forbindelse med udvalgsbehandlingen, men generelt er vi, som jeg sagde i starten, tilhængere af lovforslaget. Tak.