Tak for det. Og tak for en god og seriøs behandling af det her lovforslag. Lad mig først lige slå fast, at jeg simpelt hen tror, der er noget, man har misforstået lidt, hvis man tror, at det her lovforslag betyder, at det bare er præcis det samme, som der foregår i dag. Det er jo ikke rigtigt. Med det her lovforslag udvides antallet af tjenesteydelser, som der bliver indberetning fra i forhold til den danske ordning, og hvis man f.eks. som dansker udlejer sit sommerhus via et udlejningsselskab i Danmark eller i Spanien, får de danske myndigheder adgang til de oplysninger og kan beskatte det. Og det vil sige, at så udvides mulighederne for at udveksle oplysninger og have et reelt grundlag for også at føre kontrol med det. Det er to ting, der er væsentlig forskellige fra det, der foregår i dag, og derfor mener jeg, at billedet af, at det her bare er EU, der gør noget, vi i forvejen gør i Danmark, simpelt hen ikke er korrekt.
Det lovforslag, vi behandler her, gennemfører netop DAC7, som det også er fremført. Og DAC7 er altså en ændring af direktivet om administrativt samarbejde, som er en del af en styrket indsats, som EU-landene i de senere år har gennemført for at modvirke skatteundgåelse og skatteunddragelse gennem øget gennemsigtighed på skatteområdet. Der er foretaget væsentlige forbedringer og sket store fremskridt, herunder også med hensyn til udveksling af oplysninger. En evaluering af direktivet for administrativt skattesamarbejde viste dog, at der fortsat er behov for at forbedre eksisterende bestemmelser, der vedrører alle former for udveksling af oplysninger og administrativt samarbejde.
Hensigten med DAC7 er at styrke de eksisterende regler om automatisk udveksling af oplysninger på skatteområdet og adressere de udfordringer, der er forbundet med den stigende digitalisering af økonomien. Implementeringen af DAC7 skal således bidrage til, at skattemyndighederne bedre og mere effektivt vil kunne opkræve skatter og holde trit med det øgede brug af digitale platforme i forbindelse med personlige tjenester samt salg og udlejning af aktiviteter – det, som jeg nævnte i indledningen.
Efter DAC7 skal digitale platforme forpligtes til at indsamle og indberette oplysninger, der gør det muligt at identificere de brugere, som sælger varer, leverer tjenesteydelser eller udlejer fast ejendom eller transportmidler via en digital platform. Oplysningerne udveksles efterfølgende mellem EU-landene, og DAC7 indebærer dermed en udvidelse af området for udveksling af oplysninger mellem EU-landene – altså noget mere end det, der foregår i dag.
DAC7 lægger op til et bredt område for indberetningspligt, hvor en række aktiviteter, som ikke indberettes i dag efter de nugældende danske regler, bliver omfattet af indberetningspligt. DAC7 pålægger digitale platforme at indberette oplysninger om brugere, som via platforme sælger varer eller tjenesteydelser eller udlejer alle former for fast ejendom eller transportmidler. De nugældende danske regler omhandler alene udlejning af boliger, biler, både m.v. Indberetningspligten efter DAC7 omfatter i øvrigt både platforme i EU og platforme i tredjelande uden fast driftssted i EU, hvis de har brugere i EU. De nugældende danske regler gælder alene danske platforme; for udenlandske platforme er indberetningen frivillig. Ergo sker der en markant udvidelse af tjenesteydelser plus en indberetningspligt plus en udveksling af oplysninger, der gør, at det er en betydelig udvidelse af det område, vi har i dag.
Efter de nugældende skatteregler har skatteydere, der udlejer helårs- eller fritidsboliger samt både, biler og visse andre aktiver, mulighed for at anvende et skematisk fradrag ved indkomstopgørelsen. Beskatning efter disse skematiske regler er afhængig af, om lejeindtægten indberettes af en tredjepart. Det vurderes, at formålet med de danske regler om et særligt bundfradrag, nemlig at sikre beskatning af indkomsten, også vil opnås i de situationer, hvor der sker indberetning efter DAC7. Disse indberetninger giver de samme kontrolmuligheder, som er begrundelsen for at give mulighed for beskatning efter de særlige skematiske regler. Derfor foreslår vi at videreføre fradragene, herunder i situationer, hvor der sker indberetning efter DAC7.
I første omgang vil de oplysninger indberettet efter DAC7 eller modtaget ved udveksling hverken kunne udstilles i borgerens skattemappe eller fortrykkes på årsopgørelsen. Derfor foreslås det at skabe hjemmel til at kunne opretholde den nuværende indberetningsløsning, så de danske platforme, der måtte ønske det, kan foretage en frivillig indberetning, som vil kunne sikre udstilling af oplysninger fra borgerne og fortryk på årsopgørelsen i samme omfang, som det er tilfældet i dag. Det er fortsat under afklaring, om en sådan frivillig indberetningsordning bør etableres. Det er relevant, at interesseorganisationer og virksomheder inddrages i forbindelse med denne afklaring.
DAC7 indeholder ud over de nye regler om indberetningspligt for digitale platforme en række ændringer til forbedring af reglerne om administrativt samarbejde på skatteområdet inden for EU. Ændringerne har til formål at gøre det eksisterende samarbejde mellem skattemyndighederne i EU mere smidigt og effektivt og har baggrund i en evaluering af det administrative samarbejde, som Kommissionen foretog i 2019.
Jeg besvarer selvfølgelig gerne de spørgsmål, der er, og ser frem til den videre behandling af lovforslaget. Tak.