L 126 Forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland, kriminallov for Grønland og forskellige andre love.

(Gennemførelse af politireform og etablering af ny politiklageordning, indførelse af motivationsbehandlingspladser for seksualforbrydere i Anstalten i Nuuk, forhøjelse af foranstaltningsniveauet for voldtægt af mindreårige, styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser m.v.).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Grønlandsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 09-02-2022
1. behandlet / henvist til udvalg 01-03-2022
Betænkning afgivet 29-04-2022
2. behandlet/direkte til 3. behandling 03-05-2022
3. behandlet, vedtaget 05-05-2022
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Med lovforslaget ønsker man for det første at sætte ind over for seksuelt misbrug af børn. Derfor foreslås det at skærpe foranstaltningsniveauet for voldtægt af en person under 18 år. Derudover foreslås det, at der skabes hjemmel til at overføre indsatte til Anstalten i Nuuk, hvor der oprettes motivationsbehandlingspladser for seksualforbrydere.

Herudover har lovforslaget til formål at reformere politiets og anklagemyndighedens forhold i Grønland og sikre uafhængighed i politiklagesager. I forbindelse hermed foreslås det, at politikredsen organisatorisk ligestilles med de øvrige politikredse. Derudover foreslås det, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed tillægges kompetence til at undersøge og træffe afgørelse i politiklagesager. Ligeledes foreslås det at oprette Rådet for Politiklagesager.

Lovforslaget vil desuden forbedre retsstillingen og styrke indsatsen over for ofre for forbrydelser. Derfor foreslås det, at der indføres en generel vejledningspligt og underretningspligt for politiet og anklagemyndigheden over for forurettede eller dennes efterladte nære pårørende. Ligeledes foreslås det at udvide den forurettedes mulighed for at blive underrettet, når gerningsmanden løslades eller under afsoningen medvirker i optagelsen af et tv- eller radioprogram.

Ydermere har lovforslaget til formål at øge beskyttelsen af vidner i kriminalsager. Derfor foreslås det, at retterne fremover skal nægte bestemte personer og grupper adgang til et retsmøde, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig forklaring af et vidne eller en part.

Endelig foreslås det at udvide mulighederne for at afgive forklaring som vidne ved anvendelse af fjernkommunikation med billede, hvis særlige hensyn til vidnet taler for det.

Afslutningsvis foreslås det at kriminalisere simple vidnetrusler.

Som det sidste har lovforslaget til formål at foretage en række ændringer af reglerne om fuldbyrdelse af domme og ændringer i kriminallov for Grønland.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2022.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 102 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, NB, LA, FG, ALT, Hans Kristian Skibby (UFG), Liselott Blixt (UFG) og Marie Krarup (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.