Betænkning afgivet af
Sundhedsudvalget den 10. maj 2022
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse ved 2. (sidste)
behandling.
Et mindretal i
udvalget (V, DF, LA, FG, Karina Adsbøl (UFG) og Liselott
Blixt (UFG)) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal i udvalget (KF) vil ved 2. (sidste)
behandling stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget.
Et tredje
mindretal i udvalget (NB) vil ved 2. (sidste) behandling
redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget.
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og
dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet og Radikale
Venstre
Partierne ønsker at styrke
lægedækningen i Danmark, herunder særlig i
områder med lægedækningsudfordringer.
Partierne noterer sig, at antallet af
hoveduddannelsesforløb i almen medicin er løftet ad
flere omgange gennem de seneste år, og at der i
hovedscenariet i Sundhedsstyrelsens »Lægeprognose
2018-2040. Udbuddet af læger og speciallæger«
forventes en stigning på 51 pct. i antallet af
speciallæger i almen medicin i perioden 2018-2040. På
den kortere bane forventes en stigning i antallet af
speciallæger i almen medicin på knap 8 pct. i perioden
2018-2025. Dette betyder også, at der forventes at være
ca. 6.500 speciallæger i almen medicin i 2035. Det
bemærkes, at prognosen er udarbejdet før løft i
dimensioneringen på 100 hoveduddannelsesforløb i almen
medicin som følge af »Aftale om regionernes
økonomi for 2020«.
Partierne bemærker, at den nye
»Overenskomst om Speciallægehjælp«, som
trådte i kraft den 1. april 2022, har mål om at sikre
bedre speciallægedækning.
Partierne noterer sig desuden, at
regeringen i oktober 2021 og marts 2022 har fremlagt forslag til
lægedækningsinitiativer, og at der er indkaldt til
forhandlinger om disse. I den forbindelse er der enighed om, at man
skal arbejde for udbredelse af licensklinikker, der
repræsenterer en fleksibel organisationsform, samtidig med at
man bevarer familielægen og giver flere unge almene
medicinere lyst til at arbejde i almen praksis.
På den baggrund kan partierne ikke
støtte forslaget.
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget noterer sig, at antallet af hoveduddannelsesforløb
i almen medicin er løftet ad flere omgange gennem de seneste
år.
SF bemærker, at den nye
»Overenskomst om Speciallægehjælp«, som
trådte i kraft den 1. april 2022, har mål om at sikre
bedre speciallægedækning.
SF noterer sig desuden, at regeringen i
oktober 2021 og marts 2022 har fremlagt forslag til
lægedækningsinitiativer, og at der er indkaldt til
forhandlinger om disse. I den forbindelse ønsker SF, at man
skal arbejde for udbredelse af flere licensklinikker, der
både kan sikre nye ejerformer, samtidig med at man bevarer
familielægen og giver flere unge almene medicinere lyst til
at arbejde i almen praksis.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 22.
februar 2022 og var til 1. behandling den 26. april 2022.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Sundhedsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
Annette Lind (S) Birgitte Vind (S)
Tanja Larsson (S) Camilla Fabricius (S) nfmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Kasper
Roug (S) Julie Skovsby (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Rasmus Horn
Langhoff (S) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF) Stinus
Lindgreen (RV) Christina Thorholm (RV) Peder Hvelplund (EL)
Pernille Skipper (EL) Susanne Zimmer (FG) Jane Heitmann (V) fmd. Anne Honoré
Østergaard (V) Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V) Marlene
Ambo-Rasmussen (V) Sophie Løhde (V) Liselott Blixt (UFG)
Karina Adsbøl (UFG) Mette Hjermind Dencker (DF) Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF) Per Larsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Henrik
Dahl (LA)
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 10 | |