Fremsat den 1. marts 2022 af Marcus Knuth (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om skærpelse af reglerne for karensperioder
i forbindelse med tildeling af statsborgerskab ved brud på
straffeloven og ved større bøder
Folketinget
pålægger regeringen inden udgangen af 2022 at indkalde
til forhandlinger om en ændring af cirkulæreskrivelsen
om naturalisation, som indebærer:
- at
bagatelgrænsen for brud på straffeloven fjernes,
således at ethvert brud på straffeloven, uagtet
bødens størrelse, fremover resulterer i en
karensperiode på 4 år og 6 måneder i forbindelse
med optagelse på lovforslag om indfødsrets meddelelse,
og
- at reglerne for
karensperioder i forbindelse med bøder på over 10.000
kr. skærpes, således at en bøde på over
10.000 kr. fremover resulterer i en dobbelt karensperiode, hvilket
vil sige en samlet karensperiode på 9 år.
Bemærkninger til forslaget
Betingelserne for opnåelse af dansk
indfødsret ved naturalisation er bl.a. beskrevet i
cirkulæreskrivelse om naturalisation, som hviler på en
politisk aftale (CIS nr. 9461 af 17/06/2021). Det fremgår af
cirkulærets § 19, at det er en betingelse for optagelse
på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at
ansøgeren afgiver oplysninger på tro og love om
eventuelle strafbare forhold begået her i landet eller i
udlandet. Endvidere indeholder cirkulæret en række
retningslinjer om karensperioder for personer, der er straffet, som
indebærer, at visse lovovertrædelser er til hinder for
optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i
en given periode.
Erfaringer fra de seneste lovforslag om
indfødsrets meddelelse har vist, at en række
seriekriminelle får gentagne domme for bl.a. tyveri, uden at
det resulterer i en karensperiode, der udelukker dem fra at
søge dansk statsborgerskab. Eksempelvis har udlændinge
fået dansk statsborgerskab på trods af helt op til fem
domme for bl.a. omfattende tyveri, der end ikke udløste en
karensperiode.
Dommene udløste ikke en karensperiode
på grund af den nuværende bagatelgrænse på
3.000 kr. Dermed kan en ansøger få uendelig mange
domme for brud på straffeloven, uden at dette får
konsekvenser for vedkommendes ansøgning om statsborgerskab,
blot bødeniveauet for den enkelte forseelse ikke overstiger
3.000 kr.
Forslagsstillerne ønsker at lade sig
inspirere af cirkulærets nuværende regler for brud
på lov om euforiserende stoffer, hvor enhver
overtrædelse, uagtet bødens størrelse,
resulterer i en karensperiode.
Forslagsstillerne foreslår derfor, at
ethvert brud på straffeloven, uagtet bødens
størrelse, fremover også skal resultere i en
karensperiode på 4 år og 6 måneder (fra
afgørelsestidspunktet), som skal være overstået,
før ansøgeren kan optages på et lovforslag om
indfødsrets meddelelse.
Ligeledes viser erfaringerne fra tidligere
lovforslag om indfødsrets meddelelse, at enkelte
ansøgere har fået adskillige bøder på
flere hundrede tusind kroner for eksempelvis ulovligt arbejde.
Eksempelvis resulterede en bøde på over 350.000 kr. i
samme karensperiode som en bøde på 3.000 kr., hvilket
i begge tilfælde er en karensperiode på 4 år og 6
måneder.
Derfor ønsker forslagsstillerne at
skærpe reglerne for karensperioder i forbindelse med
bøder på over 10.000 kr. Forslagsstillerne
foreslår, at en bøde på over 10.000 kr. fremover
resulterer i en dobbelt karensperiode, hvilket vil sige en samlet
karensperiode på 9 år.
Med disse forslag ønsker
forslagsstillerne at sende et klart signal om, at kriminalitet er
uforeneligt med tildeling af det danske pas.
Skriftlig fremsættelse
Marcus Knuth
(KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
skærpelse af reglerne for karensperioder i forbindelse med
tildeling af statsborgerskab ved brud på straffeloven og ved
større bøder.
(Beslutningsforslag nr. B 94)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.