Fremsat den 22. februar 2022 af Sikandar Siddique (FG),
Uffe Elbæk (FG) og Susanne Zimmer (FG)
Forslag til folketingsbeslutning
om at indføre ligelønscertificering
for arbejdspladser med over 25 medarbejdere
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af folketingsåret 2022-23 at fremsætte
de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige
administrative ændringer, der kan sikre indførelsen af
ligelønscertificering i Danmark - inspireret af den
islandske model - der indebærer, at alle offentlige
arbejdspladser og private virksomheder med i gennemsnit flere end
25 ansatte skal dokumentere, at der betales lige løn for
lige arbejde og arbejde af samme værdi blandt alle ansatte.
Folketinget pålægger samtidig regeringen at
nedsætte en arbejdsgruppe bestående af bl.a.
arbejdsmarkedets parter, Erhvervsministeriet,
Beskæftigelsesministeriet og eksperter, der forud for
lovændringen skal fremlægge en plan for
implementeringen af ligelønscertificeringen og foreslå
eventuelle tilpasninger af modellen i forhold til det danske
arbejdsmarked.
Bemærkninger til forslaget
I 2022 har vi i Danmark stadig et
arbejdsmarked præget af kønsrelaterede
lønforskelle. En måling lavet af VIVE i 2020
konkluderer, at forskellen mellem kvinders og mænds
timeløn i gennemsnit er 14,4 pct., hvilket især
skyldes et kønsopdelt arbejdsmarked (»Den
'uforklarede' del af forskellen mellem kvinders og mænds
timeløn«, Mona Larsen, Mette Verner og Christian
Højgaard Mikkelsen, VIVE - Det Nationale Forsknings- og
Analysecenter for Velfærd, 2020). Selv om vi i Danmark har
kendt problemet i årevis, har vi ikke formået at finde
en løsning. Ifølge eksperter er det
kønsopdelte arbejdsmarked og manglen på lige
løn en af de væsentligste udfordringer, vi står
med i forhold til at opnå reel ligestilling i Danmark.
Det er derfor afgørende, at vi nu tager
fat om de strukturelle udfordringer, der står i vejen for et
ligestillet Danmark. Det er forslagsstillernes holdning, at det er
på tide med nye greb, der kan give Danmark det
afgørende skub i forhold til at opnå lige løn
for lige arbejde og arbejde af samme værdi. Tiden er inde
til, at vi i Danmark afprøver nye metoder, som er mere
radikale end dem, vi benytter os af i dag, for det går for
langsomt. På den baggrund foreslås med dette
beslutningsforslag, at vi i Danmark indfører den islandske
model for ligelønscertificering af virksomheder.
Den islandske ligelønsmodel
I juni 2017 vedtog det islandske parlament en
såkaldt ligelønsstandard, som trådte i kraft den
1. januar 2018. Ifølge det islandske statsministeriums
hjemmeside er hovedformålet med
ligelønscertificeringen at bekæmpe kønsbestemte
lønforskelle og at fremme ligestilling på
arbejdsmarkedet (»Equal Pay Certification - FAQ 04. What are
the aims and goals of equal pay certification? «,
www.government.is).
Ligelønsstandarden indebærer, at
virksomheder og institutioner med i gennemsnit mindst 25 ansatte er
lovmæssigt forpligtet til at opnå et
ligelønscertifikat, der dokumenterer, at de udbetaler lige
løn for samme arbejde og arbejde af samme værdi.
Samtidig indebærer den islandske ligelønsstandard
»pligt til intern lønanalyse«, fordi
arbejdspladserne for at opnå certificeringen skal
identificere eventuelle ubegrundede kønsforskelle og rette
op på disse.
Certificeringen skal fornyes hvert tredje
år. Virksomhederne får en bøde, hvis
arbejdspladsen ikke opnår eller fornyer sin certificering
inden for fristen. Bøden kan være op til 50.000
islandske kroner (cirka 2.600 kr.) pr. dag afhængigt af
arbejdspladsens størrelse (»Lønåbenhed og
ligeløn - Initiativer til fremme af lønåbenhed
i Storbritannien, Island og Tyskland«, Mona Larsen og Asta
Prescott, VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for
Velfærd, 2018).
Island blev med denne lovændring det
første land i verden, der lovgiver om, at arbejdsgivere skal
bevise, at de udbetaler lige løn for lige arbejde og for
arbejde af samme værdi.
Den islandske model fastsætter lige
arbejde og arbejde af samme værdi, ved at arbejdsgivere
klassificerer arbejdsopgaver og vurderer forskellige typer af
arbejde i forhold til hinanden i et system kaldet ÍST:85,
der er udviklet efter ISO-standarder. Den islandske model er
altså udviklet efter internationale standarder, der
gør det muligt at overføre den til en dansk
kontekst.
Systemet står ikke i vejen for, at
virksomhederne selv fastsætter deres lønpolitik, men
den sikrer, at lønpolitikker ikke udvikles, således at
de diskriminerer på baggrund af køn. Det er stadig
arbejdsgiveren i den enkelte virksomhed, der definerer de
forskellige stillingers værdi, men dette skal gøres
med udgangspunkt i kønsneutrale jobvurderingsmetoder. Det er
således stadig muligt at udbetale højere løn
til enkelte medarbejdere, så længe der foreligger en
saglig begrundelse, som ikke er baseret på køn. Det
kan f.eks. være faktorer som uddannelse, anciennitet,
performance eller ansvarsfordeling. For at der skal kunne laves en
saglig begrundelse, kræver det, at virksomheden har
implementeret en gennemskuelig lønpolitik, hvor det tydeligt
fremgår, hvilke faktorer der kan føre til
højere løn og hvorfor (»Equal Pay Certification
- FAQ 08. Does equal pay certification mean that all employees in
the same company or institution must be paid the same wage?
«, www.government.is).
Forslagsstillerne mener, at vi skal drage
nytte af det unikke fællesskab og samarbejde, vi har i
Norden, hvor vi netop kan dele viden og erfaringer med hinanden,
fordi vores samfund, kulturarv, historie, traditioner og politiske
systemer minder om hinanden. Selv om Island og Danmark givetvis
adskiller sig fra hinanden på mange parametre, er der langt
flere fællestræk, end der er forskelle. Det er derfor
forslagsstillernes umiddelbare formodning, at indførelsen af
en lønmodel, der minder om den islandske, har grundlag for
at kunne lykkes i Danmark.
Som bagtæppe for diskussionen er det
relevant at huske, at Island også er det land i verden, der
de sidste 12 år har ligget som nr. 1 i Global Gender Gap
Report, hvor World Economic Forum rangerer verdens lande efter,
hvor godt det går med ligestillingen på forskellige
parametre (»These are the top 10 countries for women's rights
and opportunities«, Weforum.org, den 31. marts 2021).
Nedsættelse af arbejdsgruppe vedrørende
implementering og tilpasning af den islandske model
Indførelsen af den islandske model for
ligelønscertificering i Danmark kræver
nødvendigvis visse tilpasninger til det danske
arbejdsmarked. Derfor indebærer beslutningsforslaget, at
regeringen skal nedsætte en arbejdsgruppe bestående af
bl.a. repræsentanter for arbejdsmarkedets parter,
Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og eksperter,
der forud for lovændringen skal fremlægge forslag til
tilpasninger af certificeringsmodellen, så den kan virke
optimalt i Danmark. Arbejdsgruppen skal også have til opgave
at fremlægge en realistisk plan for implementeringen af
ligelønscertificeringen, f.eks. en overgangsordning på
et par år. Arbejdsgruppens anbefalinger skal drøftes
med Folketingets partier inden fremsættelsen af det endelige
lovforslag.
Administrative byrder
Indførelsen af den islandske model vil
nødvendigvis påføre virksomhederne en
øget administrativ byrde, hvilket af nogle vil
problematiseres. I Frie Grønne ønsker vi
selvfølgelig de bedste arbejdsvilkår for alle
virksomheder og organisationer, men vi mener ikke, at potentielle
udfordringer, der måtte komme af øget administration
og bureaukrati, skal forhindre os i at gøre et
seriøst forsøg på at komme de
kønsbestemte lønforskelle til livs. Omvendt mener vi,
at det er en relativt lav omkostning, hvis det kan rette op
på den historisk skæve situation, hvor kvinder tjener
mindre end mænd - fordi de er kvinder.
Finansiering
Det er svært at estimere, hvad de
samlede udgifter til indførelsen af
ligelønscertificering vil blive, da dette jo bl.a.
afhænger af, hvor hurtigt ordningen skal implementeres, og af
de eventuelle tilpasninger af modellen. Forslagsstillerne
foreslår derfor, at finansieringen forhandles på plads
af de partier, der støtter forslaget, efter den
foreslåede arbejdsgruppe har fremlagt en plan for
implementering af løncertificering i Danmark.
Skriftlig fremsættelse
Sikandar Siddique
(FG):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
indføre ligelønscertificering for arbejdspladser med
over 25 medarbejdere.
(Beslutningsforslag nr. B 92)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.