Fremsat den 9. februar 2022 af Kristian Thulesen Dahl (DF),
Liselott Blixt (DF),
René Christensen (DF),
Pia Kjærsgaard (DF),
Marie Krarup (DF) Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om adskillelse af asylpar i asylsystemet,
når den ene ægtefælle er under 18 år
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2022 at ændre love og regler således,
at der altid sker en adskillelse af asylpar i asylsystemet,
når den ene ægtefælle er under 18 år.
Ændringerne skal udformes, så det
alene er danske myndigheder, der afgør, at adskillelse skal
finde sted. I den forbindelse skal det derfor sikres, at Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om
familiens enhed ikke kan påberåbes.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne ønsker, at regeringen
inden udgangen af 2022 ændrer love og regler således,
at der altid sker en adskillelse af asylpar i asylsystemet,
når den ene ægtefælle er under 18 år.
Baggrunden for forslaget er den nylige
rigsretsdom i instrukssagen. I marts 2016 besluttede
daværende udlændinge- og integrationsminister Inger
Støjberg (V), at der skulle ske en adskillelse af unge
asylpar - de såkaldte barnebrude - når den ene var
under 18 år. Der var i embedsværket tvivl og uenighed
om, hvorvidt hensigten med at adskille barnebrudene skulle
administreres efter en udsendt pressemeddelelse eller efter et
udsendt notat.
Efter en nedsat undersøgelseskommission
endte det i januar 2021 med, at der blev rejst tiltale mod Inger
Støjberg ved rigsretten. Rigsretten har ved dom af 13.
december 2021 fundet, at adskillelse af asylpar med en
mindreårig ægtefælle ikke kunne ske uden
individuel sagsbehandling af parrene.
Rigsretsdommen viser, at der er et behov for
at ændre i reglerne for adskillelse af asylpar i
asylsystemet, så man bedre kan beskytte mindreårige
ægtefæller.
Bred politisk opbakning til
adskillelse
Der har blandt Folketingets partier generelt
været udtrykt en bred opbakning til at adskille asylpar, hvor
den ene ægtefælle er under 18 år.
Her kan fremhæves en lang række
eksempler på opbakningen på tværs af
blokkene:
Jeppe Bruus (S):
»Der er det vigtigt at sige, at vi var
enige i, at parrene skulle skilles ad.«
(»Socialdemokratiet: »Politisk set« gjorde
Støjberg det rigtige ved at adskille unge asylpar«,
dr.dk, den 27. januar 2021).
Dan Jørgensen (S):
»Jeg er meget chokeret over det her.
Tænk sig, at sådan noget kan foregå i Danmark(. .
.). Der må jo være folk i systemet, der har vidst det
her, og jeg har tænkt mig nu at indkalde Inger
Støjberg i samråd i Folketinget, så hun kan
forklare præcis, hvor meget hun har vidst, hvor meget hendes
ministerium har vidst, og hvordan sådan noget her overhovedet
kan foregå? « (»S kræver svar fra
Støjberg: Hvad vidste du om barnebrude? «,
nyheder.tv2.dk, den 26. januar 2016).
»Det er muligt, at man i nogle lande og
kulturer har en bestemt indstilling, men det har vi ikke i Danmark.
Man skal leve efter de regler og normer, som vi har i
Danmark.« (»Støjberg skal i samråd om
barnebrude på asylcentre«, berlingske.dk, den 25.
januar 2016).
»Barnebrude i DK? Det går ikke!
« (Twitter, den 26. januar 2016).
Nicolai Wammen (S):
»Barnebrude på 14-år bliver
aldrig i orden i DK uanset, hvad Grimhøjmoskeen siger af
formørket vrøvl #dkpol« (Twitter, den 11.
februar 2016)
Pernille Rosenkrantz-Theil (S):
»Socialdemokraterne støtter de
blå partiers krav om, at unge asylpar under 18 år
skalskilles fra hinanden, siger socialordfører Pernille
Rosenkrantz-Theil: »Det er en fejl, at disse unge har
fået lov at bo sammen. Det må de ikke ifølge
dansk lov. Og den fejl retter vi nu op på.««
(»Havde vi vidst, at vi ikke måtte være gift, var
vi blevet væk fra Danmark«, jyllands-posten.dk, den 27.
februar 2016.).
»»Det er mig komplet
uforståeligt, at det ikke altid har været sådan i
vejledningen. Det er absurd at forestille sig, at man i 2016 kan
finde på at tillade, at man har barnebrude på den
måde(. . .)« Hun mener ikke, at det er problematisk, at
man med ændringen vil lave særlige regler for
udlændinge, der har indgået ægteskab før
ankomsten til Danmark. »Når man i forvejen kun må
blive gift under særlige omstændigheder i Danmark som
mindreårig, så er det præcis, fordi myndighederne
skal være opmærksomme på, om der er problemer
forbundet med ægteskabet.«« (»Regeringen
vil sætte en stopper for ægteskab med
barnebrude«, jyllands-posten.dk, den 28. januar 2016).
Naser Khader (UFG):
»Vi kan ikke acceptere det i Danmark.
Hvis danske borgere gør det samme, så kan de blive
retsforfulgt. Det er noget jeg og andre ligesindede har
forsøgt at bekæmpe i mange år i
Mellemøsten. Og så kan vi altså ikke flytte den
del af Mellemøsten til Danmark. Det er helt vildt.«
(»S kræver svar fra Støjberg: Hvad vidste du om
barnebrude? «, nyheder.tv2.dk, den 26. januar 2016).
»Personer som asyl med ægteskab
med et barn bør slet ikke have lov til at få
asyl.« (»Barnebrude ned til 14 år på danske
asylcentre: Mændene må sove med dem i
weekenderne«, bt.dk, den 25. januar 2016).
»Vi skal have sendt et signal til
flygtningene om, at vi i Danmark ikke accepterer ægteskaber,
hvor pigerne er mellem 14 og 17 år. Jeg er
kompromisløs over for de dér barneægteskaber.
Flygtningene skal vide, at sådanne par bliver skilt fra
hinanden i Danmark. Vi skal ikke gå på kompromis med
den danske lovgivning - og i den sammenhæng tæller det
mere end konventioner.« (»Havde vi vidst, at vi ikke
måtte være gift, var vi blevet væk fra
Danmark«, jyllands-posten.dk, den 27. februar 2016).
Sofie Carsten Nielsen (RV):
»De Radikales
udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen glæder
sig over, at Inger Støjberg vil tage affære. Hun
undrer sig derimod over, at Dan Jørgensen kalder ministeren
i samråd: »Jeg er meget enig med ministeren for en
gangs skyld, og jeg er mere optaget af, at hun får gjort
noget ved det end at få tv-tid på et
samråd,« siger hun.« (»Støjberg skal
i samråd om barnebrude på asylcentre«,
berlingske.dk, den 25. januar 2016).
»Det er juridisk på linje med
misrøgt af børn. Hvis en 14-årig er i et
ægteskab må det være arrangeret. Det skal
asylcenteret og politiet reagere på.«
(»Barnebrude ned til 14 år på danske asylcentre:
Mændene må sove med dem i weekenderne«, bt.dk,
den 25. januar 2016).
Karen Ellemann (V):
»»Når man opholder sig i
Danmark, gælder danske normer og regler, og det skal
gøres meget klart over for asylsøgerne,« siger
Karen Ellemann. »Jeg synes, at ægteskaber skal
indgås mellem voksne og myndige personer. En 15-årig
skal ikke indgå i et ægteskab. Det er alt for
tidligt.«« (»Regeringen vil sætte en
stopper for ægteskab med barnebrude«,
jyllands-posten.dk, den 28. januar 2016).
Thomas Danielsen (V):
»Inger har min fulde opbakning.
Kulturen, hvor mænd er gift med pigebørn, hører
ikke hjemme i Danmark« (Facebook, den 24. maj 2020).
Pernille Skipper (EL):
»Pernille Skipper, socialordfører
for Enhedslisten, kalder det en Ȍbenlyst god
idé« at sætte en stopper for barnebrude:
»Hvis der er tale om et meget ungt menneske, der er gift,
måske med en, der er meget ældre end hende, så er
det en indikator på, at noget ikke foregår helt
frivilligt«, (»Regeringen vil sætte en stopper
for ægteskab med barnebrude«, jyllands-posten.dk, den
28. januar 2016).
Adskillelse af unge asylpar skal
lovfæstes
Det er forslagsstillernes opfattelse, at den
brede politiske opbakning til, at der skal ske adskillelse af
asylpar, når den ene er under 18 år, skal sikres
gennemført i praksis. Det lovgrundlag, der åbenbart
har manglet, skal derfor tilvejebringes snarest muligt. Derfor
ønsker forslagsstillerne, at regeringen ændrer love og
regler således, at der altid sker en adskillelse af asylpar i
asylsystemet, når den ene ægtefælle er under 18
år.
Forslagsstillerne mener samtidig, at
lovgrundlaget skal udformes, så det alene er danske
myndigheder, der afgør, at adskillelse skal finde sted. I
den forbindelse skal det derfor sikres, at Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8 om familiens enhed ikke kan
påberåbes.
Skriftlig fremsættelse
Kristian Thulesen
Dahl (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
adskillelse af asylpar i asylsystemet, når den ene
ægtefælle er under 18 år.
(Beslutningsforslag nr. B 84)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.