Betænkning afgivet af Social- og
Ældreudvalget den 5. maj 2022
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, SF, RV, EL, KF og ALT) indstiller beslutningsforslaget
til forkastelse ved 2. (sidste)
behandling.
Et mindretal i
udvalget (DF, NB, LA, Karina Adsbøl (UFG), Liselott Blixt
(UFG) og Marie Krarup (UFG)) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (V) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.
Frie Grønne, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget finder det
bekymrende, at skilsmisseforældre i dag kan spekulere i at
fremsætte ubegrundede påstande om den anden
forældres evne til at varetage forældremyndigheden for
at fremme sin egen sag i forældremyndigheds- og
samværssager i Familieretshuset. Derfor hilser V intentionen
i beslutningsforslaget B 66 velkommen. Dog er V samtidig bekymret
for, at den foreslåede ordning medfører risiko for, at
barnets tarv tilsidesættes, da forslaget kan medføre
et øget konfliktniveau i forældremyndigheds- og
samværssager. V noterer sig desuden, at det inden for
gældende lovgivning er muligt at anlægge en injuriesag,
hvis man oplever, at der bliver fremsat usande påstande under
forældremyndigheds- eller samværssagen. V vægter
barnets tarv i forældremyndigheds- og samværssager
højest, hvorfor børn som udgangspunkt altid skal
bevare kontakten til begge forældre, såfremt
påstande om misrøgt er udokumenterede, og V opfordrer
derfor regeringen til at indkalde Folketingets partier til en
drøftelse om udfordringerne med samarbejdschikane i
Familieretshuset hurtigst muligt.
Radikale Venstre
Radikale Venstres medlemmer af udvalget kan
ikke støtte beslutningsforslaget, idet RV mener, at
løsningen ligger i en undersøgelse af
forældrenes forældreevne og grundige
undersøgelser af de udsagn, som forældrene kommer med
under sagsbehandlingen. Familieretshuset har flere
værktøjer til undersøgelse af sagen, herunder
børnefaglige undersøgelser,
forældrekompetenceundersøgelser, midlertidige
samværsafgørelser, overvåget samvær og
tvangsfuldbyrdelse. Men det fremgik bl.a. af høringen om det
familieretlige system, som blev afholdt i Social- og
Ældreudvalget den 28. oktober 2021, at flere af disse
værktøjer ikke bruges i tilstrækkeligt omfang.
RV lægger vægt på Børns Vilkårs og
flere advokaters anbefalinger til at imødegå chikane
og urigtige oplysninger: øgning af hyppigheden og kvaliteten
af de børnefaglige undersøgelser, pligt til at lave
en opfølgning på, hvordan børnene fungerer i de
løsninger, som der er truffet afgørelse om,
etablering af overvåget samvær og pålæg om
at træffe afgørelse om ændring af barnets
bopæl, så bopælsforælderen løber en
risiko, hvis de modsætter sig samvær, pligt til at
undersøge begge forældres forældrekompetenceevne
og brug af autoriserede psykologer med ekspertise i
børnepsykologi.
Karina Adsbøl (UFG) og
Liselott Blixt (UFG)
Karina Adsbøl (UFG) og Liselott
Blixt (UFG) ønsker som forslagsstillere, at forslaget
vedtages i uændret form, og understreger, at
problemstillingen med forældrefremmedgørelse og
usandheder aldrig har været bedre belyst end på
nuværende tidspunkt i lyset af TV2-dokumentarserien
»Med børnene som våben« fra april 2022.
Dokumentaren viser med al tydelighed, at der er brug for en
vedtagelse af dette forslag, så forældre ikke
længere kan fremme deres egen sag ved at fremsætte
usandheder om den anden.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 18.
januar 2022 og var til 1. behandling den 15. marts 2022.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Social- og Ældreudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
6 spørgsmål til social- og ældreministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Birgitte Vind (S) Bjørn
Brandenborg (S) Camilla Fabricius (S) Orla Hav (S) Daniel Toft
Jakobsen (S) Malte Larsen (S) Jan Johansen (S) Rasmus Stoklund (S)
Trine Torp (SF) Charlotte Broman Mølbæk (SF) Kirsten
Normann Andersen (SF) fmd.
Christina Thorholm (RV) Susan Kronborg (RV) Pernille Skipper (EL)
Jakob Sølvhøj (EL) Torsten Gejl (ALT) Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF) Anni Matthiesen (V) Stén Knuth (V)
Marlene Ambo-Rasmussen (V) Hans Andersen (V) Jane Heitmann (V)
Karina Adsbøl (UFG) nfmd.
Liselott Blixt (UFG) Marie Krarup (UFG) Brigitte Klintskov Jerkel
(KF) Mette Abildgaard (KF) Mette Thiesen (NB) Ole Birk Olesen
(LA)
Frie Grønne, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 10 | |