Betænkning afgivet af Indenrigs- og
Boligudvalget den 12. maj 2022
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse ved 2. (sidste)
behandling.
Et mindretal i
udvalget (V, DF, KF, NB, LA og FG) indstiller beslutningsforslaget
til vedtagelse uændret.
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og
dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget
anerkender, at der er behov for at sikre mere frihed til kommuner,
ledere og medarbejdere på velfærdsområderne.
Regeringen og Folketingets partier er pt. ved at drøfte
regeringens forslag om at udbrede velfærdsaftalerne på
dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet. Med forslaget
inviteres alle landets kommuner til at indgå
velfærdsaftaler, hvor medarbejdere, ledere og borgere
sættes fri fra gældende statslige og kommunale regler
på enten dagtilbuds-, folkeskole- eller
ældreområdet med henblik på at skabe
større lokalt handlerum og udvikle velfærden.
S mener endvidere, at lokale
løsninger tæt på borgerne vil højne
kvaliteten af velfærden, og at erfaringerne og resultaterne
fra velfærdsaftaler skal tjene som inspiration til at tegne
fremtidens offentlige sektor og styrke velfærden på
henholdsvis dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet
på tværs af hele landet. Der er med
velfærdsaftalerne tale om en omfattende frisættelse,
hvorfor det er afgørende, at kommunerne får ro til at
arbejde målrettet hermed. På den baggrund kan S ikke
imødekomme beslutningsforslaget om at igangsætte nye
frikommuneforsøg.
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget noterer sig,
at der er behov for at fremme afbureaukratiseringen blandt landets
kommuner, da kommuner landet over oplever, at statslige regler og
bureaukrati ofte står i vejen for kvalitet i
velfærden.
V mener, at et udvidet
frikommuneforsøg vil betyde, at kommuner får friere
rammer, og henviser samtidig til de allerede gennemførte og
vellykkede frikommuneforsøg.
V mener, at frikommuneforsøg kan
lede til nye måder at løse opgaver på. V mener,
at der et behov for lokalt at kunne finde alternativer, der kan
hæve velfærdsniveauet, særlig set i lyset af den
allerede pressede kommunale økonomi.
V noterer sig, at der også fra
kommunal side har været ønske om at etablere et
udvidet frikommuneforsøg.
Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti
Radikale Venstres og Socialistisk
Folkepartis medlemmer af udvalget beklager, at Indenrigs- og
Boligministeriet ikke ønsker en dialog om
frikommuneforsøg, og svarer, at social- og
ældreminister Astrid Krag (S) er ansvarlig for regeringens
udgave af frikommuneforsøg, der er bedre kendt som
velfærdsaftalerne. Velfærdsaftaler giver mulighed for
at sætte kommunerne fri på enten børne- eller
ældreområdet. RV og SF lægger vægt
på, at kommunerne i kommende velfærdsaftaler får
mulighed for at blive sat fri på både ældre-,
dagtilbuds- og folkeskoleområdet, hvis kommunerne
ønsker det. Derudover vil RV og SF gerne give kommunerne
mulighed for velfærdsaftaler/frikommuneaftaler på flere
områder, herunder f.eks. på
beskæftigelsesområdet.
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget synes,
at det er et meget omfattende forslag. EL lægger stor
vægt på at udvise tillid til medarbejdernes faglighed
og dømmekraft og på en lokal forankring. Men EL er
ikke tryg ved, at de hegnspæle, der skal være i forhold
til borgernes retssikkerhed og det samfundsmæssige hensyn, at
samfundsopgaver ikke skal privatiseres, vil kunne holde. Derfor
stemmer EL ikke for.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 11.
januar 2022 og var til 1. behandling den 22. marts 2022.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Indenrigs- og Boligudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
2 spørgsmål til social- og ældreministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Anders Kronborg (S) Ida Auken (S)
Rasmus Stoklund (S) Jan Johansen (S) Birgitte Vind (S) Kasper Sand
Kjær (S) Orla Hav (S) Thomas Jensen (S) Halime Oguz (SF) Jan
Bjergskov Larsen (SF) Kathrine Olldag (RV) Christina Thorholm (RV)
Susan Kronborg (RV) Søren Egge Rasmussen (EL) fmd. Jette Gottlieb (EL) Sikandar
Siddique (FG) Preben Bang Henriksen (V) Hans Andersen (V) Heidi
Bank (V) nfmd. Anne Rasmussen (V)
Christoffer Aagaard Melson (V) Anni Matthiesen (V) Alex Ahrendtsen
(DF) Dennis Flydtkjær (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)
Birgitte Bergman (KF) Gitte Willumsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB)
Ole Birk Olesen (LA)
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 10 | |